Om umulige løfter

Da min yngste datter blev født, og vrælede for første gang, lovede jeg hende højt, at hun aldrig ville behøve græde mere.

Jeg har beviserne på video, og allerede få uger senere, kunne hun teknisk set have sagsøgt mig for løftebrud, da jeg havde hende med mig til frisøren, og i et anfald af se-lige-hvor-sød-min-baby-er-og-hvor-engageret-en-mor-jeg-er, løftede hende op i luften – og knaldede hendes lille dunede hoved op i en hårtørrer…
Senere samme dag, tabte jeg min mobil ned i hendes hoved, da jeg ville tage et billede af hende.

Jamen, jeg ved sgu da ikke hvorfor jeg kom til at love sådan noget – helt urealistisk, især når det stakkels barns mor ovenikøbet er så klodset – tror bare jeg var lettet over at hun endelig gad
blive født, 11 dage over termin, og taknemmelig over, at hun havde været så relativt nem at føde…

Jeg har forsøgt at skærme hende mod buler og tårer siden, men det er ikke altid muligt.
I går kom hun hjem fra børnehave med et sæbeøje:

20121024-130829.jpg
Ingen havde bemærket at hun fik det – sagde de.
De holder sikkert bare hånden over en eller anden lille møgunge, så jeg ikke giver ham buksevand, som hævn?

Både jeg og de tre tilbedende storesøstre, pylrede helt vildt om hende, klar til at yde trøst.
“Lad være! Mig stor pige – høre musik!” vrissede hun, og skubbede os væk.

Og så rystede hun sin bulede lille krop til noget hiphop, og jeg tænkte at det egentlig måtte ophæve mig fra mit løfte, når hun ikke engang har BRUG for at græde over smerte længere?
Godt hun er blevet så hærdet…

13 thoughts on “Om umulige løfter

  1. Jeg er af den overbevisning at de ting man siger ved en fødsel ikke gælder i virkeligheden. Har en kollega der før den sidste ve skreg: hvis ikke du kommer ud nu får du en røvfuld! Jeg selv udbrød forfærdet da jordmoderen lagde min nyfødte datter på min mave: og hvad vil du have jeg skal gøre med hende?

  2. Da mine tvillingepiger var ca 1 år gamle og lige startet i institution blev de en dag begge to bidt. Af det samme barn. Og havde hver et sæt tandmærker i ryggen da jeg hentede. Og der var bidt hul. Jeg fik heller ikke at vide hvem det barn var. Og det var nok klogt.

  3. Nu er jeg i den lykkelige situation, at jeg på trods af at have to børn aldrig har haft en ve i mit liv. Jeg fik planlagt kejsersnit begge gange, og kunne spadsere ind på stuen med min placenta praevia eller hvad det hed. Men første gang, råbte sygeplejersken efter mig: “Hov husk lige plasticarmbåndet til dit barn” Hvortil jeg svarede: “Barn? Jeg har da ikke noget barn?” Et par veer ville muligvis have mindet mig om, at der var ét på vej…

    Hvordan kan man i øvrigt give noget så nuttet et sæbeøje? Det må være fanden selv, der går på den stue!

    • Haha – ja det må være svært at forestille sig, når man står der helt ve-fri!
      Har du haft placenta praevia begge gange? Uheldigt…

  4. Håber godt nok at det er en børnehave du er glad for og tryg ved – hvis de ikke passer bedre på dit barn og ikke ved hvordan hun fik et sæbeøje. Der har været lidt for mange historier i den sidste tid om hvad der kan ske med børn når pædagogerne ikke husker at holde øje med dem!
    Og ja hun er så utrolig nuttet at øjet endda klæder hende 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *