10/24/12

Om umulige løfter

Da min yngste datter blev født, og vrælede for første gang, lovede jeg hende højt, at hun aldrig ville behøve græde mere.

Jeg har beviserne på video, og allerede få uger senere, kunne hun teknisk set have sagsøgt mig for løftebrud, da jeg havde hende med mig til frisøren, og i et anfald af se-lige-hvor-sød-min-baby-er-og-hvor-engageret-en-mor-jeg-er, løftede hende op i luften – og knaldede hendes lille dunede hoved op i en hårtørrer…
Senere samme dag, tabte jeg min mobil ned i hendes hoved, da jeg ville tage et billede af hende.

Jamen, jeg ved sgu da ikke hvorfor jeg kom til at love sådan noget – helt urealistisk, især når det stakkels barns mor ovenikøbet er så klodset – tror bare jeg var lettet over at hun endelig gad
blive født, 11 dage over termin, og taknemmelig over, at hun havde været så relativt nem at føde…

Jeg har forsøgt at skærme hende mod buler og tårer siden, men det er ikke altid muligt.
I går kom hun hjem fra børnehave med et sæbeøje:

20121024-130829.jpg
Ingen havde bemærket at hun fik det – sagde de.
De holder sikkert bare hånden over en eller anden lille møgunge, så jeg ikke giver ham buksevand, som hævn?

Både jeg og de tre tilbedende storesøstre, pylrede helt vildt om hende, klar til at yde trøst.
“Lad være! Mig stor pige – høre musik!” vrissede hun, og skubbede os væk.

Og så rystede hun sin bulede lille krop til noget hiphop, og jeg tænkte at det egentlig måtte ophæve mig fra mit løfte, når hun ikke engang har BRUG for at græde over smerte længere?
Godt hun er blevet så hærdet…