10/3/12

Om tarmgas og parforhold

Fantastiske Stinestregen har tegnet denne hertegning, der så sigende beskriver hvordan det er med blufærdighed i begyndelsen af parforhold.
Jeg brugte mindst ti minutter på at fnise over hendes ansigtsudtryk, og blev lige slynget 15 år tilbage i tiden – altså mentalt.
Der havde jeg lige mødt den lækreste mand, og var skrækslagen ved tanken om, at han måske fandt ud af, at jeg havde almindelige kropsfunktioner.

Jeg kunne leve med at han vidste jeg tissede – ville helst ikke gøre det foran ham, og gjorde det også altid så lynhurtigt, at han ikke nåede at tro jeg måske også gjorde andre ting – men det var ok, at han vidste det.

Som gammel vinder af kollegie-mesterskabet i langtidsbøvsning – en titel der er lidt for sej, til ikke at blive pralet med – vidste han også at jeg kunne bøvse utroligt højt og længe, for det havde jeg (lidt for glad) demonstreret ved flere festlige lejligheder.

Men derudover, brugte jeg altså ikke min krop til noget som helst klamt – og pruttede ihvertfald aldrig!

Med det resultat at luftforureningen steg 10% i indre by om aftenen, hvor jeg stod op i pedalerne når jeg cyklede hjem fra ham, mens jeg slap dræbende skyer af tilbageholdt metangas ud…

Da vi flyttede sammen var det min frygt, at han skulle opdage, at verden hang anderledes sammen.
Min veninde – der også lige var flyttet sammen med ny, lækker kæreste gav mig ellers tippet med at have en våd karklud liggende på badeværelset, som man kunne fise diskret og lydløst ned i, når man alligevel sneg sig ud og lyntissede – det virkede lidt for skummelt, så det afprøvede jeg ikke, men opfandt en del små ærinder efter aftensmaden, så jeg kunne prutte diskret mens jeg hentede mælk/postede brev/hentede glemt cykellygte/gik ned med skrald.
Han må have troet jeg var lidt dement, så mange ting jeg altid havde glemt – men i det mindste troede han ikke at jeg var sådan en der producerede tarmluft – altså det gjorde han jo heller aldrig selv?

Pyha.

Vi holdt diskret på formerne i et halvt års tid – så skulle vi på første fælles ferie, til Barcelona.
Og en madforgiftning.
Det er en lang historie – så den må i få på et andet tidspunkt.
Glæd jer.