10/31/12

Om forkølelse

Kender i ikke de folk, der absolut skal gå ned i de mindste sygdomsdetaljer, når de er forkølede?
Bare man kommer til at konstatere:”nå, sikke du hoster…”, får man et timelangt foredrag om mængden af snot, hvor lidt de har sovet, præcist hvor de er ømme i kroppen, og hvor ondt det gør at hoste.

Jeg synes de er dræbende kedelige, de der forkølelsesforelæsninger, og forstår egentlig ikke at folk selv gider bruge så meget tid på at snakke om noget så kedsommeligt.

Selv bliver jeg yderst sjældent syg – en influenza hvert femte år, og lidt forkølelse hvert andet – men fordi jeg er så uvant med at have det dårligt, er jeg så den mest pivede, klynkende, selvynkende, navlepillende og halvvejs døende person, bare jeg har lidt let snue.

Det har jeg så nu.
Ikke engang noget særligt, bare lidt snot og hoste.
Og shit: hvor ER jeg dog belastende at høre på, når jeg er småsløj!

Hele morgenen fik jeg småklynket op af mand og unger, over hvor synd det var for mig, at jeg snorker så højt når jeg er forkølet, at det vækker mig selv.

Hver gang jeg falder i dyb søvn, bliver jeg forstyrret af den der vanvittige ZZZRRRRRRZzzzzzRRRRRRYyyyRRRz- lyd, der irriterer mine drømme og til sidst vækker mig, hvor jeg så endnu engang kan konstatere, at lyden stopper når jeg vågner, og kommer fra min egen dumme næse.
Underligt nok havde de ikke ondt ad mig – muligvis fordi vi sover i samme rum.

På arbejdet blev jeg hele dagen forfulgt af denne her kedelige dame, der konstant ledte alles opmærksomhed hen på hendes lille fesne forkølelse: ved frokosten hørte jeg hende adskillige gange udpensle, at hun desværre ikke kunne smage maden; bagefter underholdt hun med hvor svært det var at køre bil og nyse på samme tid, og da hun gik ned for at lave te, var der heller ikke mange der ikke lige fik et foredrag om lidt øm hals.
Mens hun hostede lidt ynkeligt.

Havde det været en hvilken som helst anden person, havde jeg gemt mig for hende – men det var desværre mig selv.

Og udover at være nødt til at høre på mig selv, der klynkede til alle der gad bare lytte lidt, måtte jeg også høre på alle de ting man ikke siger så højt – der blev afspillet kedelige monologer inde i mit hoved, om hvorvidt man mon kunne hoste så meget og længe at man tissede i bukserne – og når hosteanfaldene stoppede, blev jeg ydermere udsat for min hjerne der råbte:”KNIIIIIIIIIB! KNIIIIIIB!” og prøvede at lokke mig ud i lidt kniveøvelser, bare lige for at kunne stå imod hosteanfald….

Det er derfor jeg ikke har fået blogget i dag, før nu: snue.
Mit kæmpestore hoved, kan rumme så forbløffende store mængder snot, at det skvulper når jeg går.
De der skvulpelyde udelukker de fleste andre tanker – så forvent ikke noget særligt klogt fra min side de næste par dage.
Og møder I mig – så spørg endelig ikke hvordan det går med hosten: jeg gider altså ikke skulle høre den kedelige dame gå i selvsving over sin forkølelse igen!
——-
P.s. Hvis du har barn der mangler vinterstøvler, så tjeck konkurrencen HER, hvor frk Fantastisk tester de fine støvler man kan vinde!

10/30/12

Om veje og omveje

Vejen hen til børnehaven, har jeg gået tusindvis af gange – frem og tilbage, hver eneste hverdag i løbet af de sidste ti år.

Det sidste år har jeg så ejet et kørekort(selv om Ninjaman nok vil mene at jeg bør have det inddraget, når han opdager den lille bule jeg lavede ved at køre ind i et skilt i morges…), og derfor går jeg den nu kun om torsdagen, hvor han kører skolebørnene, der går i skole langt væk.

I går, mens jeg gik der med mindstebarnets buttede næve i min hånd, og lyttede til hendes pludren, slog det mig hvordan tiden går, og ting der føles som for evigt, alligevel vokser fra en.

Jeg så ned på hendes små hoppende rottehaler og glade øjne, og huskede tre andre sæt hoppende rottehaler på samme vej, og tænkte over, hvor sært det egentlig føltes, at der nu kun er hende, der er “det lille barn”.

Jeg har gået den tur, med mit to årige ældste barn, der pludrede på samme måde; jeg har gået den med barnevogn med hendes ældste lillesøster i, og hende siddende ovenpå; jeg har gået den med tvillingeklapvogn, med sovende nyfødte barn nr 3, pludrende rottehalebeklædt barn nr 2, og tænksom 5 årig.
Det var underligt da den store startede i skole, og der pludselig igen kun var to børn , men der har jeg også gået med dem, med deres små løbecykler; slæbt dem gennem sneen på kælke; trukket min cykel med en siddende i barnesædet og den anden balancerende på sadlen; gået med dem i silende regn, mens jeg med nød og næppe undgik at de prikkede mine øjne ud med deres paraplyer; jeg har modløs og højgravid vraltet gennem sneen med dem, mens barn nr 3 var i sin allermest NEJ!-agtige fase, og hele tiden måtte smide sig surt ned i snedriverne og nægte at gå; og jeg har gået der med ny rød barnevogn med feteret ny baby i, og to storesøstre, der hele tiden skulle stoppe, for at kysse hende eller synge for hende.

Det har ikke engang været ture jeg nødvendigvis nød – ofte bare lange og sure ture, men det har føltes så meget som en permanent del af mit liv, de der halve timer med småbørn, gående på den samme vej hver morgen og eftermiddag – og det er nærmest uvirkeligt at det ikke længere er sådan; at jeg nu har hele tre store skolebørn, og kun en enkelt lille.

Jeg begynder at ane et mønster i det, og forudse, at selv min lille rottehale-pludrer, også en dag bliver en stor skolepige…

Så nu sætter jeg endelig pris på turene; lytter til hvert eneste ord hun pludrer til mig; nyder følelsen af hendes små smilehuller ved knoerne i den hånd jeg holder; lader hende balancere på hver eneste forhøjning vi passerer, og plukke alle de mælkebøtter hun vil.

Jeg ville ønske jeg kunne spole tilbage og gå den tur igen, med en to årig version af de tre piger der kom før hende her.

Bare lige opleve dem alle en enkelt gang mere, på en måde hvor turen i sig selv ikke bare føles som en nødvendighed for at komme hjem, men som en mulighed for at suge dem til mig.

20121026-101953.jpg
For pokker da også – det blev lidt sentimentalt!

Når hun til vinter er 2 1/2 og formodentlig i NEJ!-alderen og smider sig surt i alle snedriverne, vil jeg æde mine ord igen, og bare tænke på at komme hurtigt derhen hvor vi skal – men ind til da, vil jeg prøve at nyde hvor vi er lige nu.
Lige om lidt er det også hendes lange ben og brede ryg, der løber foran mig, på vej et andet sted hen…

10/29/12

Om at holde gode ti års fødselsdage – et mandagstip

En læser har bedt om et mandagstip, med input til at holde en god 10 års fødselsdag.
Det giver superpigerne hermed:

Krea-Girl 10 år:” man kan ligesom holde den på to måder – altså man kan invitere lidt venner med hjem, 2 eller 3, hvor de sover her. Det gjorde jeg engang, så lavede vi selv pizzaer og minilagkager”

Kagemester 6 år:”det kan jeg godt huske! Jeg blev sur da vi lavede lagkager, fordi jeg ikke måtte putte mere flødeskum på…”

K-g:”minilagkager er hvor man laver bittesmå bunde og så en masse fyld. Vi så også film oppe ovenpå og spiste chips og popcorn”

Frk fantastisk 7:”man kan jo godt invitere mange, og så er det kun nogle der må sove der?”

Km:”det er lidt ondt…”

K-g:”man kan også invitere en hel masse – alle ens venner. Hvis der er ti piger i klassen, må man ikke kun invitere otte med, det er synd.
Skulle jeg invitere til en stor fest, skulle alle pigerne fra min klasse, og de piger fra mit band og svømning der går i fjerde eller sjette, med.
Jeg ville også invitere Mathilde, som jeg gik i børnehave med. Hun er sød, selv om vi er ret forskellige.
Jeg ville gerne holde sammen mine søstre, så kan vi låne lokaler på min mors arbejde.

Så til en 10 års fødselsdag: lån store lokaler, inviter en masse, find evt på et tema.
Temaet kan være fastelavn, uhygge, disco – eller noget andet.
Til en diskofest kan man danse limbo eller stopdans, og have diskotøj på.
Mig og mine søstre holder nok en fælles Hawaii-fest. Så inviterer vi med noget der ligner en flybillet, og så har vi lånt lokaler og sat op så det ligner et fly i et af rummene, og så er fødselsdagsbørnene stewardesser og serverer velkomstdrinks.
Så lander vi og alle får Hawaii-kranse på.
Så spiser vi nok frokost, og danser og laver lege.
Man laver vist ikke skattejagter for ti årige, det er mest for børn der er mindre. Men man kan lave konkurrencer og have præmier eller finde på lege der passer til tema. Med
mindre man ikke har noget tema…
Det var egentlig bare det – jeg har ikke
mere at sige om det! ”

Ff:”jeg kan heller ikke finde på noget… ”

Km:”jeg synes maden er vigtig til en fest! En god lagkage, er vigtig! Til en Hawaii-fest vil jeg have lagkage med blomster ud af marcipan eller et eller andet.”

Supertumling 2 år:” mig vil gerne have lidt gave. Og andet gave. Og chips. Og “pomfritte”.”

10/24/12

Om umulige løfter

Da min yngste datter blev født, og vrælede for første gang, lovede jeg hende højt, at hun aldrig ville behøve græde mere.

Jeg har beviserne på video, og allerede få uger senere, kunne hun teknisk set have sagsøgt mig for løftebrud, da jeg havde hende med mig til frisøren, og i et anfald af se-lige-hvor-sød-min-baby-er-og-hvor-engageret-en-mor-jeg-er, løftede hende op i luften – og knaldede hendes lille dunede hoved op i en hårtørrer…
Senere samme dag, tabte jeg min mobil ned i hendes hoved, da jeg ville tage et billede af hende.

Jamen, jeg ved sgu da ikke hvorfor jeg kom til at love sådan noget – helt urealistisk, især når det stakkels barns mor ovenikøbet er så klodset – tror bare jeg var lettet over at hun endelig gad
blive født, 11 dage over termin, og taknemmelig over, at hun havde været så relativt nem at føde…

Jeg har forsøgt at skærme hende mod buler og tårer siden, men det er ikke altid muligt.
I går kom hun hjem fra børnehave med et sæbeøje:

20121024-130829.jpg
Ingen havde bemærket at hun fik det – sagde de.
De holder sikkert bare hånden over en eller anden lille møgunge, så jeg ikke giver ham buksevand, som hævn?

Både jeg og de tre tilbedende storesøstre, pylrede helt vildt om hende, klar til at yde trøst.
“Lad være! Mig stor pige – høre musik!” vrissede hun, og skubbede os væk.

Og så rystede hun sin bulede lille krop til noget hiphop, og jeg tænkte at det egentlig måtte ophæve mig fra mit løfte, når hun ikke engang har BRUG for at græde over smerte længere?
Godt hun er blevet så hærdet…

10/23/12

Om klam chokolade

“Klam” og “chokolade” er ikke to ord jeg nogensinde troede jeg skulle sige i samme sætning…
Jeg elsker chokolade, og kunne spise det i døgndrift.
I ferien var vi en tur inde i torvehallerne og kigge – blev endda så grebet af stemningen at jeg brugte 100 kroner vi absolut ikke havde, på lækker te og lakrids med chokoladeovertræk. Mmmmm….
Men sært nok blev jeg ikke fristet af denne her chokoladebutik:

20121018-134227.jpg
Chokolade med bacon/tomat eller gedeost/timian??
Behøver ikke smage…
Der var også varianter med foiegras og lidt andet gustent.

Er der nogen af jer der har smagt det?

10/22/12

Om putning af 2 årige – et mandagstip

Der er kommet et ønske til mandagstip-emne, fra en læser.
Hun skrev:”Jeg kunne godt tænke mig at høre pigernes bud på, hvordan jeg får min toethalvtårige til at ville i seng om aftenen. Og om de har et tip til, hvordan jeg får hende til at falde hurtigere i søvn?!”

Ja, jeg ved ihvertfald ikke svaret: lige det der med at få børn til at sove hurtigt og længe, kæmper vi også løbende med herhjemme – og to årige er særligt stædige!
Men frk fantastisk mener selv at hun ved meget, og vil gerne give sit bud.

Frk fantastisk giver mandagstip, til putning af småbørn

Frk fantastisk, 7 år:”altså man RÅBER den ind i hovedet: SOV!!!!
– ai det var bare for sjov… Haha!

Lok barnet ind i seng, med en bog først.

Faktisk så synes jeg at man skulle give dem: en godnathistorie og en lille sang, og så aer man dem lidt og giver dem massage – så falder de hurtigere i søvn.

Ellers kunne du også give dit lille barn noget med at være derinde, og give det hvad det vil have: vand og alt muligt – bare ikke være længere oppe!

Min lillesøster på to år er lang tid om at sove. Nogle gange en time.

Hun har en bamse der hedder:”abe-man”. Det er en grim abe.
Hvis hun ikke kan finde abe-man, ligger hun og holder sig for øjnene og siger :
“mig ha abe-man, snøfte snøfte…”
Og så siger min far:”okaaaaaay…” til sidst og leder efter den.

Jeg tror det er godt for små børn, at have en bamse de kan kramme når de skal sove!
Man kan kysse bamsen, og så sige, at nu sidder der ekstra kys på bamsen, som barnet selv kan tage, hvis det vågner.

Det er synd med at true, men hvis man SKAL true med noget, så skal det være…. Nej, jeg ved det faktisk ikke.
Jeg synes hellere man skal lokke dem, og sige de får noget lækkert i morgen, hvis de gør som man siger.
Mig kan man lokke med tyggegummi!”

10/20/12

Vinderen af fotoshoot

Og nu vinderen af fotoshoot: fotograf Dan, fik selv lov til at trække lod, og han trak: Persille Ingerslev Send mig en mail, Persille, så får du Dan’s nummer og kan aftale niecefotografering – tillykke!!

Jeg holder i øvrigt stadig ferie, med unger og gæster – men satser på at være klar igen fra næste uge!
Nogle der har forslag til emner de gerne vil høre mandagstip om? Pigerne vil gerne være eksperter,der svarer på alt, siger de.

10/18/12

Om ferie væk fra skærmen

Helt ærligt: jeg kan sgu ikke koncentrere mig om det der blogging, når jeg har ferie…
Der er simpelthen for mange mennesker der taler til mig hele tiden, så jeg får ikke tid til at tænke en eneste blogværdig tanke.

Måske kunne jeg have skrevet et indlæg om, hvor teenageagtigt det føles at have minus 2000 kroner på kontoen den 17. i måneden…

Eller om hvor surt det nogle gange føles, at have en familie så stor, at bare et par enkelte gange “jeg giver en is!”, eller “nå, er i sultne, nu hvor vi er taget ind til byen?” eller “ok – tre af er mangler bukser, lad os gå i h&m”, medfører et stort hul på kontoen.

Eller have fortalt jer hvor overdrevent stolt kagemesteren var, da hun mødte
Mette Blomsterberg(konditor), og fik autograf og en snak.

Jeg kunne også have pralet af, at alle fire børn faktisk har sovet helt til klokken 8, hele to dage i træk – aldrig sket før!

Eller jeg kunne have brokket mig over, at jeg sagde ja til at købe “euroman” til ældstebarnet, fordi der var en artikel om “the Beatles” i den – og til min forfærdelse kostede bladet næsten 70 kroner. Det kan man da næsten købe en hel bog for?

Jeg tror ikke jeg ville have blogget noget om, hvor mange gange vi har bagt kanelsnegle – og i særdeleshed ikke om hvor mange jeg personligt har konsumeret… Til gengæld kunne jeg godt have overvejet at blære mig med, hvordan det lykkedes os to gange, at lave ret god mad til gæster, uden at bruge så mange penge.
Eller pralet af, at kanelsnegle ikke bider på Ninjaen, der efterhånden har fået mavemuskler så skarpe, at man kan rive ost på dem. Superpraktisk, egentlig.
Og helt vildt pænt… Suk!

Men – hey: det er egentlig ikke særligt spændende emner, hverken at læse eller skrive om, vel? Så jeg sparer jer – og holder ferie, ind til der kommer noget rigtigt inspiration igen.
God efterårsferie, til de af jer der har.

10/16/12

Om ferie bag skærmen

Jeg ville egentlig have skrevet et indlæg, om dengang jeg lod min 5 måneder gamle baby se et mandestripshow – men fotosene ligger på min mobil, og den må jeg ikke låne lige nu, for den to årig har grabset den til at se rædselsfulde små børnefilm på youtubek, og råber: “NEEEEEEEIIIIJ!!!” med panikstemme, når jeg prøver at få den fra hende.

Hun kan selv finde youtube, og lægge film på favoritlisten, så nu har jeg foreløbigt lyttet til Barbapapa på italiensk, teletubbies på russisk og nogle utroligt kække engelske børnesange – plussiden ved hendes begejstring for mobilen, må være at hun bliver ekstremt god til sprog, tænker jeg?

I går sang hun alfabetsangen, på noget der godt kunne have lydt lidt som fransk og jeg blev lidt stolt – men bagefter sang hun så “tomgang”, på lidt for tydeligt dansk…

Der ER altså noget upassende over to årige, der synger om at drikke sig i hegnet?

Jaja, jeg ved det: dårlig mor, der udsætter babyer for mandestrip, og 2 årige for skærm-afhængighed. Er det også nu jeg skal indrømme, at den ti årige vist kun har fået wasabinødder til morgenmad, og nu spiller “sims” på min computer?
(Jeg er iøvrigt selv stadigvæk kun iført undertøj, og en enkelt sok)

Heldigvis er de resterende to børn i gode hænder: frk fantastisk og hendes far, måtte aflyse deres længe planlagte Lalandia/Legoland-tur, fordi hun hoster – så de er i Tivoli på far/datter-trøstetur, og kommer forhåbentligt afsted til lalandia efter jul.

Det så fornuftigt ud, og de pakkede både sunde sandwiches og lunt tøj til dagen.

Og Kagemesteren er i særdeles trygge hænder hos min søster.
Hun sov der i nat, fordi de skulle på cupcake-kursus sammen i dag – hendes fødselsdagsgave.

Min søster er den mest tjekkede mor jeg kender: forlader aldrig huset, uden et udvalg af små æsker med blåbær og sunde snacks til sine børn, samt uldumdertøj til hele banden, og har ansvarlige ritualer, med faste badetider, begrænsede fjernsynstider og ordentlige sengetider.
Hun gør endda også rent..

Jeg kan godt føle jeg kommer lidt til kort der, på fornuftig-mor-barometeret. Især i dag.
Hun kommer og afleverer barn og spiser frokost snart.
Jeg overvejer at rydde op, støvsuge, og fjerne computer og mobil fra børn, så de kan sidde og lægge nogle intelligensfremmende puslespil, eller læse tunge bøger, når hun kommer.
Men jeg narrer hende nok alligevel ikke.

Så i dag slummer vi den, mig og mindsten og ældsten herhjemme.
De må spille skærm til de keder sig, og når de gør det, bager vi kanelsnegle.

Og i morgen kan vi så lege overskudsfamilie, og alle 6 tage et sted hen, der er så tjecket, at alle vores venner får præstationsangst, over hvor gode vi er til at være kulturelle og få noget ud af ferien med vores børn!

Ender sikkert bare, med en lang gåtur og skydebanegades legeplads – som vi plejer – men ind til da kan vi vel overveje sådan noget som en tur på Louisiana eller i skoven, og føle at vi er seje fordi vi er sådan nogle forældre der overvejer den slags!

10/13/12

Om børnefilm og g-strenge

Ninjaman er ved at tage dykkercertifikat, så hele ugen er han løbet ud af døren det sekund jeg kom hjem, og er først kommet hjem ved 23 tiden – og her i weekenden er han væk 8-19 begge dage.
I går var han ikke på kursus, så det ville pigerne fejre, og vi brugte tiden mens han var på arbejde, til at bage kager, lave en indisk ret – der var så stærk at jeg fik hikke og hævede læber af den – og så gik vi op og købte en film, som vi alle kunne se sammen.
Jeg blev lidt optaget af at se på musik, og bed ikke rigtigt mærke i den film de
valgte, ud over at den kostede de tilladte 50 kroner, og lignede en tegnefilm.
Efter maden smed vi dyner i sofaen og satte filmen på.

Måske burde vi have gættet at det ikke var en børnefilm, alene ud fra karakterernes påklædning – læder-g-strenge ses sjældent i Peter plys fx.

(Men kunne måske spice den lidt op? “50 shades of yellow”?)

At den startede ud med en scene, hvor alle barbarerne drak blod og groede muskler, men hovedpersonen bare fik en dråbe og derfor kun groede en stor pik, burde have fået os til at slukke filmen der – men vi var trætte, og tænkte det sikkert var sådan børnefilm i dag var, og det bare var fordi vi for sjældent så film med dem, at vi ikke havde fattet det…

Næste scene bød så på en brutal nedslagtning af gammel mand i kørestol – og SÅ slukkede vi filmen!
Og brugte resten af aftenen på at trøste chokerede mellempiger, og fortælle søde, små historier, for at de ikke skulle få mareridt.
Det var også hyggeligt.

20121013-113009.jpg
Så her en advarsel: “Ronal barbaren”, eller andre film med læder-g-strenge på coveret, er åbenbart ikke film for 6 årige.

P.s: så den alligevel med den ti årige senere i dag – den er faktisk ok. Bedre end Peter plys ihvertfald…