Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.
Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.
Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.
Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.
I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…
På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.
I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.
At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.
Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.
Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.
Han har nok ret ham ninjaman. Psykisk sygdom er jo stadig et stort tabu, selvom det jo er en sygdom på linje med en diskusprolaps (ville ikke sige influenza, da det jo tager længere tid at blive rask). Har selv kæmpet med en mild depression, og selvom det jo absolut ikke var på højde med det I har været igennem, kan jeg godt nikke genkendende til det svære i at bede om hjælp. Jeg synes stadig at det er svært at sige “jeg kan ikke klare det her selv” og lade folk hjælpe mig. I min omgangskreds er det kendt som superwomansyndromet, da vi er nogle piger der er ramt af det. Man skal jo kunne klare sig selv og opretholde en stærk facade….hvor ville det være befriende at slippe den kliche 🙂
Hvor er det godt at Ninjaman har fået hjælp til at komme videre. Det lyder jo som om I er et godt team til at tage jer af jeres dejlige piger. Tak til Ninjaman for at han vil dele sin oplevelse, og tak til dig for at du skriver den
Ja vi bør alle blive bedre til at åbne op og bede om hjælp. Godt ord – superwoman-syndrom
Tak fordi I deler. Tabu gør depression til en meget underlig fisk, som er ret svær at håndtere. Så igen – tak.
Selv tak.
Det er stadig alt for tabubelagt at tale om psykiske sygdomme og indrømme, at man har en. Jeg har lidt af en kraftig depression i mange år, og selvom jeg efter statistikker burde være rask, er jeg det ikke helt endnu. Det tager tid. Jeg gik i to år, hvor jeg havde det elendigt, men hvor jeg ikke ville indrømme det, fordi jeg hvert fald ikke havde en psykisk syg, og det var kun noget svage mennesker havde, og det var bare min måde at være teenager på, ved at være følsom og usikker. I dag ved jeg bedre, og jeg ville ønske, at jeg havde taget imod hjælp noget før. Jeg har det stadig svært ved at fortælle folk om min sygdom, da jeg er bange for, at de stempler mig, selvom jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Der er jo ikke nogen grund til at skjule det.
Det er et emne, der optager mig meget. At fjerne det tabu der er ved psykiske sygdomme er mit største ønske.
Jeg er virkelig glad for, at Ninjaman har fået det bedre, og at han har delt sin historie. Jeg holder meget af din blog og ser frem til nye indlæg. Jeg har faktisk aldrig kommenteret før, men lige det her er noget jeg går op i, og jeg er virkelig rørt over, at du har delt denne historie med os.
Ja, det er et tabubelagt emne, og det er vigtigt der bliver talt højt om det, så folk der rammes ikke går rundt for længe uden behandling, og tør fortælle andre om det, uden at det er mærkeligt.
Jeg håber du snart kommer ud af din sygdom også…
Depression gør bare så ondt. Så ondt, at man tror, man dør af det. Det er der også nogle mennesker, der gør. Men Ninjaman gjorde ikke. Og du døde ikke af afmagt. Står I stærkere nu end før? Det håber jeg.
Det er altid vigtigt at dele det, man ikke døde af. Tak for det.
Ja, vi står stærkere nu. Det var nødvendigt at det skete, og mange ting faldt på plads af det, og blev nemmere. Man kan overleve alt andet sammen bagefter
Hvor er jeg glad for at I kom igennem sammen. Det giver håb! Tak til Ninjaman for at ville dele.
Er glad for du kunne bruge det!
Håber det snart lysner for dig også
Som de andre er jeg glad for at du deler – også fordi jeg tror på at jo flere der fortæller åbent om det der betragtes som svagheder, jo mere kan det på sigt blive set på som styrke.
Folk der er kommet igennem en depression er jo nogen af de sejeste mennesker – de skal ikke ynkes men tiljubles … for at blive ved med at holde fast i livet.
Og dem der er omkring dem, er om muligt endnu sejere – for at stå at kigge på den man elsker, der sidder i et hjørne og slå sig selv i hovedet med sine mangler og uduelighed, er det mest hjerteskærende og magtesløse man kan opleve..
Hvor er det fint sagt.
Tak for at du og Ninjaman tør dele.
Jeg bliver altid overrasket over, hvor mange der er af os derude, som godt forstår det uforståelige, når det bare bliver sagt højt. Det er både rart og skræmmende.
Ikke mindst tak for din oplevelse, Superheltemor, og til visitsen. Jeg skylder vist lige min mand en ekstra stor krammer, når han komme hjem i aften. Er ikke sikker på, at jeg har fået fortalt ham, hvor altafgørende det har været, at han blev stående dér ved min side – også når jeg ikke kunne sige noget.
Så thumbs up på flere planer, dér. Og rigtig meget lykke og glæde og grin fremover:)
De sygdomme, man ikke kan se, er slemme. Forleden dag mødte jeg et familiemedlem langt ude, og jeg ville ikke gå hen til hende, da hun slingrede lidt…jeg troede selvfølgelig, at hun var fuld. Hun kom hen til mig, og hun fortalte, at hendes lillehjerne skrumpede…..symptomerne på det er bl.a. usikker gang. Hun synes at det ville være nemmere, hvis hun bar et skilt med påskriften: ikke fuld, for hun kan jo godt mærke, når folk kigger og vender sig efter hende
Hvor er det fint, at du fortæller og fint af Ninjaman at dele. Jeg har selv haft et rædselsfuldt forår med en solid blanding af angst og depressive tendenser og grædt mig igennem morgenerne. Det er så svært at række ud og indrømme sin svaghed og frygt, men det giver samtidig en mulighed for at komme endnu tættere på de mennesker, man holder af, at man giver dem mulighed for at hjælpe og være der. Hvis vi alle øvede os i at åbne op, så ville man heller ikke føle sig så alene med de tanker, der plager én, og de ville måske ikke vokse sig så sorte og skræmmende. Tankevækkende.
Meget tankevækkende. Jeg håber du snart kommer ovenpå også . Bedste tanker