09/26/12

Om lammere og mænd i kjole

Sidste år var det frk Fantastisk der gik i børnehaveklasse, og bidrog med dette indlæg til klassens telefonbog.
I år er det så kagemesteren der er børnehaveklassebarn, og kom hjem med deres hjemmelavede telefonbog.

Endnu engang måtte jeg fnise lidt, over hvad børn får sagt:”her er min mor – hun kan lide at spise mad, hun spiser mad hver dag!” skriver Bertram, og Melanie har tegnet sin far, ført fuldskæg og kjole:

20120926-125652.jpg
Sådan kan man vel også springe ud, som trans-far?

Ligesom sidste år, var jeg nervøs for hvad mit eget barn kunne have fundet på at fortælle om, men det var en flot tegning af os allesammen, kun krydret med søde ting som:”min mor er pæn og tegner tit med mig”, og “vores hus er cremefarvet med rødt tag, og min far har bygget noget på æbletræet vi kan lege med”.
Jeg komplimenterede tegningen, som jeg kunne se havde taget lang tid, og alle havde forskellige ansigtsudtryk – se selv de tre store piger her:

20120926-130058.jpg
“Hvor er det en sød måde du har tegnet dine storesøstre på – har de armene om hinanden?” spurgte jeg naivt, og fik svaret:”næ – de fyrer hinanden en lammer selvfølgelig – det gør de jo altid…”
Pyha, er glad for at læreren ikke spurgte ind til den del af det – nu kan alle de andre istedet se at vi er søde og nærværende, og har børn der kærligt holder om hinanden.
Det med lammeren holder vi for os selv!

09/25/12

Om badeland

Som jeg bloggede om sidste år, har vi ikke råd til at rejse til udlandet med alle børn, og har derfor valgt, at hvert barn får en ferie alene med en af os, det år de fylder 7.

Jeg var 5 dage i London med den ældste for tre år siden, og skal til Paris med nr tre næste år.
Det land nr to ønsker allermest at opleve – er Lalandia… Og Legoland.
Hun er 7 nu, og skal rejse med sin far, der ihærdigt har talt varmt for alle storbyer i Europa, men hun er ligeglad: hendes lille livlige krop vil altså hellere hoppe, svømme og prøve vilde ting, end vade rundt i “kedelige gader”.
Da rejsebudgettet kun er 5000(sparet op gennem lang tid, og burde egentlig bruges til noget mere fornuftigt, fordi vi er flade…), havde han trøstet sig med, at så havde de vel råd til også at spise på restauranter og måske være der lidt længere – men nej: Lalandia er åbenbart det dyreste land i verden at besøge, så da han ringede og bookede, viste det sig, at de kun havde råd til to sølle dage…
Hvorfor pokker skal det være så dyrt??
Nå, men barnet er euforisk, og faderen tænker at det nok bliver hyggeligt at være alene sammen med hende, uanset hvor.
Men jeg tror han krydser fingre for, at barn fire gerne vil se lidt af verden – umiddelbart er det nok utopisk at tro dette, for hun brugte hele aftenen i går på at svanse rundt i en af storesøstrenes badedragter…

09/23/12

Om mobilfotos og influenzapupper

Ældstebarnet er voldsomt influenzasyg, med høj feber og opkast.
Ligger lige nu og holder hende i hånden, mens vi venter på vagtlæge – og blogger imens, for ikke at have tid til at bekymre mig for meget…

Ninjaen tog sygedage torsdag og fredag, hvor jeg også var ude om aftenen, så hele weekenden har den syge stakkel krævet mor-tid som kompensation.
Jeg har ikke rejst mig fra sofaen i to dage, og da hun ikke orker musik, samtale, tv eller højtlæsning, men kræver en hånd på panden, og den bog jeg er ved at læse er for tung til at læse med en hånd, har jeg brugt dagene til at sidde og glo på mobilen.

Efter at have læst hele internettet(læser som sagt hurtigt…) bladrede jeg mine mobilfotos igennem, og opdagede hvor tydeligt der er, at jeg ikke er den eneste der bruger den.
Supertumling havde fx taget ca 50 fotos af egne kreationer, i diverse spil:

20120923-221638.jpg
Kagemesteren, der altid entusiastisk tager fotos af konditorvinduer osv, havde også ca 50 mesterværker liggende, som dette:

20120923-221851.jpg
Ældstebarnet, Krea-Girl, tager mest fotos med sin egen mobil, men frk fantastisk derimod, har brugt min mobil flittigt og mere innovativt end hendes to yngre søstres lidt monotone motivvalg , og har taget fotos af så forskellige motiver som a):sig selv der skar ansigter b) hendes lillesøstres røve og c): min røv(heldigvis ikke bar, men ganske close up)…
Fik ondt i min slette-fotos-finger. Og delvist i mine øjne.

Svaret på “ser min røv stor ud på denne her telefon?” er ihvertfald JA – og lige så snart vi rejser os fra influenzaland, må jeg have gjort noget ved det.
Måske skaffe en telefon med mindre skærm?

09/21/12

Om zombie-apokalypser – igen

Jeg har før blogget om mine Zombiemareridt, om zombie-efterligneren Supertumling, og om løsningsforslag til hvordan man holder zombier fra døren, så derfor sendte en hjælpsom læser mig et link til denne artikel, der handler om at et amerikansk sikkerhedsfirma, laver træningsøvelser, hvor de forbereder sig på zombie-apokalypser.
Jamen det var da på tide at man tog den slags alvorligt!
Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er de paranoide zombie-frygtere som mig, der overlever zombieerne – dejligt at der også er profesionelle der bakker op om det, så jeg ikke sidder alene tilbage, i min topsikrede fæstning, mens mine venner og kolleger æder hinandens hjerner nede på fortovet.
Er I klar over hvor ensom jeg ville blive?

Drømte i nat, at jeg sparkede en af mine bedste veninders søde mand ned fra ladet af en kørende bil, fordi han var blevet zombie, og forsøgt at æde mine støvler.
Jeg var høj på adrenalin, og bevægede mig hurtigt som en ninja, mens jeg uddelte zombiespark til hans hoved.
Bagefter måtte jeg undskylde rigtigt meget over for min veninde og hendes to børn, at jeg sådan havde hel-dræbt ham, men de havde lidt svært ved at tilgive mig, så jeg endte med at stå og råbe:”DETTE VAR IKKE SKET, HVIS I SELV HAVDE GIDET BEKYMRE JER LIDT OVER DENNE DAG! STRAM OP!”

En af mine andre veninder, fortalte mig i går, at hun havde besluttet sig for ikke at ville være sådan en der kunne ske grimme ting med – hun ville simpelthen sige til sig selv: ulykker og sygdomme rammer IKKE mig eller mine børn!, og så ville hun stoppe med at bekymre sig.
Jeg syntes det lød som en god ide´. Hold OP, hvor bruger jeg meget energi på at være bange for alt det der kan ramme mine børn!

Men så fandt jeg denne her tegneserie i dag, som viser hvordan man kan bruge sine sådan-overlever-du-zombieangrebs-evner, i tilfælde af mange andre katastrofer også. Så er jeg vel nødt til at blive ved med at frygte zombier, bare for at være beredt?

I øvrigt: når zombierne kommer, så ved jeg hvor vi skal flygte hen: “sticks og sushi”restauranten på toppen af tivoli-hotel i københavn er det perfekte sted. Der er udsigt over hele københavn,så man kan se om de angribende horder er på vej, og kæmpestor tagterasse, hvor man kan holde høns og plante kartofler.Og så er der sprut og sushi nok, til at de første, skræmmende dage sikkert bliver tålelige.
Så husk det nu: mød mig der, når din nabo første gang forsøger at æde din hjerne – jeg gider altså ikke sidde deroppe alene tilbage, med kun mine børn til at grine af mine vittigheder.
og hvis jeg er nødt til at sparke dig ned fra en kørende bil, fordi du ikke har hørt efter og er blevet til en zombie – så forvent ikke at jeg undskylder bagefter.
Det er DIG der burde have strammet op!

09/20/12

Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton

Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.

Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.

Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.

Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.

I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…

På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.

I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.

At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.

Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.

Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.

09/17/12

Om fremtidsplaner – et mandagstip

I dag står jeg selv for mandagstippet – delvist fordi superpigerne havde for travlt til at give tips i morges(var optagede med at slås, over hvem af dem der havde ret til at spise det sidste af osten til morgenmad), delvist fordi jeg selv synes jeg har lært noget nyt om parforhold, som i andre måske kan bruge:
mandagstip, om emner man ikke skal tage op, hvis man bliver mopset over svaret
Hvis man nu fx har 11 års bryllupsdag, og går med hinanden i hånden og ser på bådene i christianshavns kanal, stopper for at kysse lidt, og tænker at det er rart at være sammen, og endda også planlægge at blive ved med det i al fremtid – så er:”hvad kunne du egentlig godt tænke dig at opleve i vores fremtid?” et farligt spørgsmål.

Især hvis han så svarer:”få et motorcykelkørekort, og en stor motorcykel, og køre megahurtigt!”…

Det svar kan man muligvis tolke som så uromantisk, at ens eget svar på spørgsmålet bliver noget i stil med:”bruge de 800.000 kroner, som jeg får for din livsforsikring når du har kørt sig ihjel på din dumme motorcykel, på at rejse et sted hen, hvor drinks er billige, og mændene er eksotiske og villige”…

Begge svar dæmper romantikken en anelse, og giver en lidt sær stemning.
Bare et lille tip.

(Blev nogenlunde enige om en mellemting, hvor han godt måtte få en motorcykel, men bare ikke køre på den. Og han lovede at være eksotisk og villig til gengæld.)

09/15/12

Om 11 års bryllupsdag

I dag har jeg ikke hjerne til at skrive noget rigtigt sammenhængende.
Har bryllupsdag i dag, og I kan da få en lille Update på dagen – men forvent ingen pointe eller højere mening med indlægget…

Sidste år bloggede jeg, temmeligt selvynkende, om at være alene hjemme på vores 10 års bryllupsdag.
I år nåede Ninjaman lige hjem til bryllupsdagen, efter fire dages kursus, og vi havde endda babysitning hele dagen (tak, mor og søster!)

Det er altid fantastisk at have lidt voksentid, og det sker sjældent, så vi var helt opsatte på at lave noget ganske særligt.
Men Ninjaen havde uklogt nok valgt at sidde og spille poker med sine kolleger til den lyse morgen aftenen inden, og jeg var udmattet helt ind i knoglerne, af at have jongleret hverdag alene, så mest af alt var vi bare et par zombier, der gik lang tur i regnen, og ikke rigtigt kunne finde på noget der var særligt – og som vi også havde råd til.

Egentlig havde vi begge to mest lyst til at krybe hjem og snuppe en lur, men blev enige om at det var hyggeligere at gå og snakke.
Trods zombietræthed undlod vi at æde hjerner, men fandt et sted med lækre italienske sandwiches.
Skulle egentlig have været på rigtig restaurant, men budgettet til at spise ude, skrumpede lige til halv størrelse, da vi konstaterede at en af ungerne havde lus… Det koster altid 300 kroner i lusemidler.
Hentede glade unger ved 8 tiden, og fik en udførlig beskrivelse af alle de skænderier mellem midterpigerne vi havde misset, af beredvilligt ældstebarn.
Fik også fine tillykke-tegninger fra hele flokken,bl.a denne:

20120915-213823.jpg
Og nu må i have mig undskyldt, for jeg skal lige nå at ligge i ske i sofaen, med min zombie.

09/12/12

Om nydelige bandeord

Mine børn påstår at jeg bander meget.
Det gør jeg også.
Forsøger derfor at lægge bånd på mig selv – men blev i tvivl om det ikke alligevel havde været mere passende at have råbt noget saftigere end:”din nissealbue!” til ham der snuppede en parkeringsplads for snuden af mig i morges.
Nissealbue?

Ellers går det ok med at være alenemor i fire dage. Kagemesteren havde en god fødselsdag i går, hvor hendes mormor kom og lavede mormormaden, og hendes onkel kom og legede vildt med børnene.
Men de helt lange blogindlæg blev det ikke til – det må blive i aften.
Når jeg lige har fået bagt noget uden smør, mælk og sukker, som hun kan dele ud i skolen i morgen, vasket og puttet fire børn – og ærgret mig over at jeg havde sushi og teateraftale med fire veninder, som jeg jo ikke kan komme med til….
Det føles lidt nissealbuet…
Men i aften skriver jeg.

09/11/12

Om den madglade fødselsdagspige

Kagemesteren fylder 6 år i dag.
Hendes far er på kursus hele ugen, så for at kompensere for manglende fødselsdagsbrunch og andre familietraditioner, har jeg taget fri med hende og mindstebarnet i dag.

Det madglade barn havde egentlig ønsket sig et besøg på brødrene prices restaurant i fødselsdagsgave – det havde vi ikke råd til, men heldigvis blev hun lige så glad for de andre gaver: en kogebog fra min moster i Grønland, en hjemmelavet skildpadde fra ældste søster, en picnickurv og en legetøjskage fra de andre søstre, og et besøg på sådan en klinik hvor fisk spiser død hud på fødder(ad!) af mig.
Vi har naturligvis glemt overtøj, og det regner, så jeg måtte også give hende en ny strikkjole – som hun er lykkelig for…

Tror heller ikke jeg slipper uden om at give en kage, inden vi henter de to store piger, og går hjem og laver stegt flæsk, til mormor og onkel, der kommer i aften.(hvordan man end gør det? Plejer at have en mand hjemme, der er god til at lave “mormor-mad”)

20120911-121830.jpg

20120911-122304.jpg
I toget på vej ind til byen, måtte jeg fortælle hende historien om hendes fødsel hele to gange – hun elsker historier om sig selv.
Hvis i er interesserede, blogger jeg den gerne – er bare ikke sikker på at fødselshistorier interesserer mange andre, end lige de involverede?

09/10/12

Om hvordan man får en god start på morgenen – et mandagstip

De tre store superpiger, har selv valgt dagens emne;”sådan får man en god start på morgenen” – et meget relevant tip, sådan en mandag morgen!

Krea-Girl 10 år:” det er en god morgen, hvis man ikke skændes med sine søstre.”

Frk fantastisk 7 år:”vi kan skændes om alt!”

Krea-Girl:”jeg vil gerne vækkes af at far eller mor vækker – jeg hader at blive vækket af mine søstre der snakker, eller ser helt vildt høj youtube film.”

Frk fantastisk:”jeg hader når nogen siger:”SÅ SKAL VI OP!”, jeg vil helst sidde med en dyne i sofaen og se fjernsyn i en halv time, før jeg tager tøj på. Og bagefter kan jeg godt synes det er svært at vælge tøj, fordi jeg har så lidt der er pænt… Jeg ønsker mig rent faktisk en sparkedragt med sådan en stjerne i toppen, og sådan nogle striber – så ville jeg have nemmere ved at finde tøj… Eller noget med nogle seje pailetter, og sådan noget sort farve. Vi har aldrig tid nok til mine morgener, det er lidt synd for mig…”

Kagemesteren, 5 år:”jeg vil gerne vækkes ved at der dufter godt! Af morgenmad. Jeg er altid skrupsulten når jeg vågner!”

Krea-Girl:”jeg kan godt lide god morgenmad! Min yndlingsmorgenmad, er hvis der er aftensmadsrester: pizza, lasagne, pasta, sushi, wraps og den slags – det er totalt lækkert!”

Frk fantastisk:”jeg kan godt lide det her jeg får nu: brød, med ost og skinke.”

Kagemester:”det er godt hvis man allesammen sidder og spiser samtidigt. Det gør vi næsten kun når der er nogen der har fødselsdag…”

Frk fantastisk;”ja, mor ligger lang tid i sengen og snorker, og far spiser rigtigt hurtigt, mine lillesøstre er sultne hurtigt og spiser lige når de vågner, jeg er langsom og de siger:”SKYND DIG!”, og min storesøster spiller meget smart, og er hurtig til det hele – siger hun selv. Men hun er langsom til at få sko på…”

Krea-Girl:” jeg synes at den bedste morgen er at få lov til at sove så længe man vil, allesammen spise sammen; nogen skal servere maden, og man har slet ikke travlt med at spise.”

Frk fantastisk:” jeg bliver glad når vi hører god musik i bilen – jeg elsker “here comes the sun” med Beatles, for den er en glad lille sang!”

Krea-Girl:”jeg hader når mor oversætter sange for de små, for så kan jeg ikke høre dem rigtigt imens. Der er mange Beatles sange jeg kan lide at høre. Jeg kan godt blive træt af ham med den dybe stemme(Cohen), for det hørte far altid da vores lillesøster var baby og han skulle putte hende, så jeg bliver lidt træt når mor spiller det i bilen, for jeg synes sangene er meget ens. Jeg kan også godt lide at høre Jason Mraz, det har vi bare hørt lidt for meget da vi var i sommerhus sidste år…”

Kagemesteren:”jeg synes det er hyggeligt når vi kører og synger med.”