Om det der kærlighed – føljeton del 16

Nå, nu er jeg ved at have mandet mig nok op til at fortsætte med føljetonen, selv om jeg er nået til noget, jeg egentlig ikke har lyst til at skrive om – og var bange for om jeg kunne formulere, så det ikke lød forkert (selvynkende, bebrejdende, udstillende, eller andet negativt.)
Sådan har jeg det stadig,men Ninjaman – som er den det mest handler om – har læst og godkendt, og synes det er en vigtig del af historien, der ikke kan springes over…

Foregående afsnit kan findes HER

Føljeton del 16
Det næste år var jeg i en lykkelig lille babyboble.
Jeg var indehaver af den mest fantastiske baby verden nogensinde havde set, og havde jævnligt dårlig samvittighed ved tanken om, at andre forældre måtte nøjes med mindre fantastiske babyer end min…

Den nat hun blev født, havde Ninjaman og jeg ligget hele natten sammen, med vores nyfødte imellem os, og beundret alle hendes fine små træk.
Jeg havde forestillet mig at den slags blev ved: at vi begge to for evigt ville synes, at alt ved hende var fantastisk – men han trak sig mere og mere ind i sig selv, og hvis jeg begejstret sagde:”nej se!! Hun SMILER!”, nikkede han høfligt, og mumlede, at han glædede sig til at hun kunne gå, cykle, eller noget andet, langt ude i fremtiden.

Jeg var ked af, at han var så svær at nå ind til, men tænkte at det sikkert var noget forbigående.
Han arbejdede jo også meget, og havde en masse kurser i den periode, så det var ikke underligt hvis han var træt og indelukket hjemme.

Men en dag gik han til lægen, og kom der fra, med diagnosen “svær depression”, og en pakke piller…

Han havde været plaget af tanker om selv at være adopteret, og måske genetisk ikke have evnerne til selv at være en god forælder – men havde forsøgt at skjule og ignorere det, og flygte ind i arbejde i stedet.

Da ordet depression først var sagt, magtede han ikke at holde sammen på sig selv længere, og begravede sig i et mørkt rum.
Han skulle tvinges til at bade og spise hele den første måned, ind til medicinen begyndte at virke.

Resten af verden ramlede også: et andet menneske jeg elskede højt døde pludselig, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig selv at sørge, for jeg var bange for at ryge ind i sorgen, og ikke kunne trække mig op igen – og jeg havde altså også et dejligt barn, der skulle holdes glad.
(Det er nu snart ti år siden, og jeg savner hende stadig, på den helt hudløse måde.)

Jeg savnede Ninjaman frygteligt meget, selv om han hele tiden var der – for det var som om han ikke var der rigtigt…

Han kunne ikke lide at være alene, men magtede heller ikke den glade babys selskab, så jeg balancerede mellem at underholde og hygge mig med hende, når hun var vågen – og sidde hos ham når hun sov.
Han ville ikke tale eller røres ved, men bare have at jeg sad der.

Så jeg sad der – og skrev, og skrev, mens han lå ved siden af mig og så op i loftet.
Jeg skrev lange mails dagligt, til mine venner.
Skrev historier til min baby.
Skrev forslag til mig selv, om hvordan jeg kunne tjene lidt ekstra penge, så vi havde råd til at blive boende, i det hus, der faktisk nu viste sig at være for dyrt.
Skrev gamle minder ned.
Skrev en fjerdedel af en fagbog(der udkom senere det år).

Jeg så stort set ikke andre mennesker i et halvt år.
Et mærkeligt halvt år, hvor jeg bare ventede på, at min elskede kæreste, kom tilbage til os.
Det vidste jeg at han ville – jeg vidste bare ikke hvornår.
(Fortsættes)

34 thoughts on “Om det der kærlighed – føljeton del 16

  1. Hold nu op – det har ikke været nemt at komme igennem. Men det gjorde I heldigvis. Og turde også godt kaste jer ud i flere lækre unger. Du er en sand superheltemor! Og I er seje at I kom igennem krisen og ud på den anden side.

    • Er ikke særligt sej.
      Det var på en eller anden måde noget der bare skete – som en slags pause i vores liv.

  2. Saa fint skrevet, og selvfoeglelig skal det med, man er jo her i livet paa godt og ondt.
    Hav en god weekend.
    Lone

    • Ja, det er jo det vi er… Men det føles
      Meget grænseoverskridende, at dele noget af det der har gjort mest ondt…
      Tak fordi i tager pænt imod…

  3. Det er så fantastisk flot at I deler det her.
    Blev så rørt. Og så taknemlig for at I giver os et indblik i den del af livet også.

    Det kan godt være at du ikke synes det er sejt, men det er sejt. Du er sej. I er seje.

  4. Selvom min depression “kun” er let/moderat er det bestemt ikke nemt at stå på sidelinjen for min mand – især ikke når man er lige der, hvor du slutter, og der, hvor vi er nu. Vi ved, at det vil ændre sig. At vi kommer igennem det. At jeg får det bedre. Vi ved bare ikke hvornår.

    Jeg glæder mig til fortsættelsen!

  5. Det lyder ikke selvynkende på nogen måde. Det lyder som en enormt svær tid, og jeg er så glad på jeres vegne over, at I kom igennem det – sammen. Det er sejt, at du var standhaftig, at du blev ved med at tænke, at din dejlige kæreste kom tilbage! Og det er sejt af jer begge, at I deler det her. 🙂

    • Åh det er jeg glad for du siger!
      Har skrevet og omskrevet det mange gange, og var virkeligt bange for hvordan det ville bliver opfattet. Fordi det var svært, og stadig gør lidt ondt.

  6. Det er enormt flot skrevet. Ikke selvynk på NOGEN måde.

    Jeg ville have givet dig min/vores historie til gengæld, men jeg er endnu ikke klar til at den kommer ud i blogland. Hvornår den kommer – hvis nogensinde- vides ikke.

    I kom igennem det 🙂 Det er det vigtigste- selvom det er hårdt.

  7. Du er lavet af noget helt specielt! Uden at kende dig, (udover, min overfladiske viden fra mine næsten daglige besøg) så fornemmer jeg at du rummer så meget godt! Fra at have ironisk og ikke mindst selvironisk indstilling til meget, så virker du også så dyb og god at jeg simpelthen må sende så mange gode, varme tanker til dig! Det er fantastisk flot, at du deler det! Og jeg er sikker på, at dit ærlige indlæg rammer hos os alle!

    • Tak for den søde, søde besked…
      Man ved jo ikke altid, hvordan man virker på folk – især ikke på skrift.
      Er ihvertfald glad over, hvis det er lykkedes mig, at bilde dig ind at jeg er sådan;).
      Seriøst: tak fordi du skrev sådan.

  8. Jeg har fulgt din blog i et års tid nu, og du bringer jævnligt et smil frem på mine læber.

    Det lykkedes også i dag – ikke fordi det på nogen måde gør mig glad, at du og din mand har gennemgået noget meget svært, i en periode som burde være noget af det lykkeligste. Det må have været frygtelig hårdt og det kræver vel både sin kvinde og mand, at komme igennem sådan en periode.
    Smilet kom i stedet frem, fordi du får min dybeste respekt, for at fortælle om det (på trods af at du selv synes det er svært) og fordi jeg beundrer dig for at være så hudløst ærlig omkring et emne, som stadig i dag desværre kan være, og til tider er, tabubelagt.

    Stort skulderklap herfra..

  9. Tusind tak fordi I deler denne (desværre ofte meget tabubefængte) fortælling med os.
    Min egen elskede kæreste oplevede selv en ødelæggende nedtur i foråret, men reagerede på dette med hurtighed og ærlighed overfor sine omgivelser. Og det går MEGET bedre i dag.
    Det der dog stadig gør mig meget ked af det er, at da vi naturligt og åbent fortalte vores venner om depressionen og psykologbesøgene, viste det sig, at flere af vores (også meget nære) venner har været igennem samme tur. Men dog aldrig fortalt nogen om dette!
    Så lad os få alle historierne ud i lyset – også de triste og smertelige. Jeg er derfor meget glad for og fuld af respekt for dit/jeres blogindlæg… 🙂

    • Ja der er alt for meget tabu omkring den slags… Underligt at der stadig i dag er noget man går så stille med – alle ved jo at det rammer meget?
      Jeg læste en undersøgelse om at hver femte nybagte forælder med adoptivbaggrund fik en efterfødselsdepression – men det hører man ikke meget om ellers.
      Jeg håber i også snart kommer ovenpå igen. Sender de bedste tanker!

  10. Tak for det. Det varmer helt at vide, at I kom igennem. Det er da en vidunderlig historie at huske på, når verden bliver sort.

  11. Hvor er det en flot beskrivelse af noget meget svært.
    Modigt at dele, tak til jer begge for det. Vi har brug for flere historier om det område, der er så meget skam omkring. Det er har I netop bidraget til at rykke ved.

  12. Jeg skrev en hel masse om, hvor glad jeg er for dette her indlæg, og hvordan man som pårørende møder kæmpe tabu og stor omvæltning i sin tilværelse. Men egentlig vil jeg bare gerne sige tak fordi du gør opmærksom på dette her.
    Tabu’erne skal brydes – både om sygdommen, men også alt det, der følger med.

    Tak

  13. Kære superheltemor!
    Tusinde tak for det her indlæg! Min kæreste fik en fødselsdepression, da vi fik vores datter for lidt over et år siden, som endte i en længere indlæggelse. TAK fordi du deler. Og TAK fordi, du viser os, der endnu er i tvivl, om det vil briste eller bære, at det kan lykkes!

    • Årh det lyder hårdt…
      Håber det snart lysner! Send en mail, hvis du har brug for at “snakke”. Lytter gerne.

    • Hej M,
      Vi er to journaliststuderende fra Journalisthøjskolen i Aarhus, som er ved at skrive en artikel om mænd der rammes af fødselsdepression. Vi oplever, at det er et stærkt underprioriteret emne i nyhedsstrømmen og kunne derfor godt tænke at os at sætte fokus på problemstillingen. Vi faldt lige over din kommentar til indlægget her, og vi vil meget gerne interviewe din mand. Hvis du tror, at han vil være med til det, så vil vi sætte stor pris på, hvis du eller han vil skrive/ringe til os.

      NB: Interviewet vil først finde sted i anden halvdel af april.

      Med venlig hilsen to tumlingemødre,

      Dorthe Wolff og Kristina Hørfarter

      Kontaktoplysninger

      Kristina Hørfarter

      hkristinah@gmail.com

      Tlf 28946035

      Dorthe Wolff

      dotwolff@hotmail.com

      Tlf 60110789

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *