Om at ligne sine formødre

“Se, det er min farmor. Alle siger at jeg ligner hende” sagde min smukke veninde, og pegede på et gulnet foto, af en tyk gammel kone, omgivet af børn.
Hun så rar ud, og det var sikkert en kompliment at få at vide man lignede hende personlighedsmæssigt – men udseendemæssigt var det en del mindre smigrende.

Jeg kender godt følelsen, for da jeg var barn, havde min fars forældre altid travlt med at sammenligne deres børnebørn, og diskutere hvem de lignede.
Vi misundte allesammen min søster, der – i følge min farfar – lignede vores farmor som ung.

20120812-110029.jpg
Hun var altså filmstjernepæn, og vi faldt altid i svime over at hun havde prinsessekrone på, da hun blev gift med vores farfar.
Heldige, heldige min søster, der lignede hende!

Selv lignede jeg – efter sigende – min farfars mor… Hun så sådan her ud:

20120812-112159.jpg
Oh, hvor har jeg stået og gransket fotoet af den barmsvære, stramtandede ældre dame mange gange som barn, og undret mig over hvad det egentlig var, der fik ham til at sige at jeg lignede hende så meget.

Men mine tanker om, at det måske var på den charmerende personlighed og ikke det bidske udseende, at vi lignede hinanden, fik mig til at hive min farfars memoirs op fra kælderen.
Jeg har læst dem nogle gange før – det er 300 sider i et ringbind – men kunne ikke huske hvad han skrev om sin mor.

Dette er et uddrag af hvad min farfar skrev om den mor, han syntes jeg lignede – og nu håber jeg faktisk at det var udseendemæssigt han mente:
som menneske var mor en vidunderlig mor. Ganske vist lidt glad for at bruge tæppebankeren som afstraffelse – der kunne jeg ikke lide. Jeg glemmer aldrig, at jeg engang faldt i Hellerup havn. Jeg kunne ikke svømme, og det var et Guds under, at jeg ikke druknede. Men istedet for at glæde sig over, at hendes barn havde livet i behold, blev mor meget vred da jeg kom løbende hjem, pjaskvåd. Hun ventede ikke, til jeg havde fået tørt tøj på, før hun råbte:”vil du så se at hente tæppebankeren,og lægge dig på stolen der!”
Jeg turde ikke andet, og så vankede der en ordentlig dragt prygl, hvor jeg vrælede i vilden sky. Mor havde et godt håndelag til at svinge tæppebankeren, så den var lige ved at slå gnister. Hun slog til, så det hvinede. Men selv om jeg husker sådanne afstrafninger, så var slutresultatet alligevel, at jeg elskede og beundrede hende.

Hm… Nej, så hellere ligne hende af udseende!
Min oldemor havde syv sønner, jeg har fire døtre, og ind imellem kan jeg i spejlet genkende hendes trætte blik, som måske er et der hører til at have en større børneflok… Det må have været det han kunne forudse.

4 thoughts on “Om at ligne sine formødre

  1. Du er simpelthen en fantastisk blogger/skriver/fotæller!! Du formår alttid at få et smil på mine læber og tænke, hvor er det jo bare sandt!! Elsker dine formuleringer og dine emner som du tager op! 🙂 tak for nogle gode grin, smil, og overvejelser her i hverdagen 🙂

  2. Åååååh, hvor er det hylesjovt skrevet! Jeg sidder her og griner højlydt. Og tro mig, det er ikke AF dig, men MED dig, for jeg har altid fået at vide, at jeg var min farmor op af dage. Og hun var så en lille, hvidhåret vissenpind med pukkelryg og høgenæse. Og stoksenil allerede som 50-årig, så vidt jeg husker. Ak ja. Men man vælger jo ikke selv sine aner. Pøjpøj med tæppebanker-generne! 🙂

    • HAHA! Oh, hvor usmigrende!
      Ja, jeg overvejer lidt at anskaffe mig en tæppebanker – og banke dyner og tæpper. Må da have arvet lidt håndelag…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *