08/5/12

Om ferieslut

Jeg starter arbejde igen i morgen.
Har de tre store af mine børn med mig, fordi deres pasningsordning ikke er åben i ferien, og jeg ikke har kunnet finde anden pasning…
Mine kolleger plejer at være tolerante og ikke-brokkende over når jeg slæber børn med – men jeg har ikke advaret dem om min 7 dages medbringning af yngelflok, og har en lille klump af dårlig samvittighed siddende over det….

Lige nu har jeg lidt post-ferie-blues.
Hvad med alt det jeg ikke fik nået: bøgerne der ikke blev læst, resten af “game of thrones” jeg ikke har set færdig, solen, som jeg slet ikke har set nok af?

Burde absolut ikke klynke: havde så meget afspadsering, at jeg har haft fri i 5 hele uger.
Har også nået alt det man plejer at nå på en god ferie – og mere til, har:
– taget 3 kilo på
– fået enorme mængder myggestik
– set størstedelen af alle de mennesker vi holder af
– været både i udlandet og Jyllandet
– spist is, drukket vin, grillet dyr, gået ture, samlet sten, lavet bål, dræbt fisk, fortalt historier, skændtes, grinet og hygget

Jeg kan godt lide mit arbejde, og har nogle opgaver liggende, som spøger i baghovedet, og jeg gerne vil hen og have styr på.
Men satser på, at den verdensrekord i søskendeskænderier mine børn har gået efter de sidste par uger, ER vundet, og de ikke tør skændes på andre locations….
(Oh, who am I kidding?)