Om undfangelse, del 2

I går fortalte jeg om Jon og Tracy, og deres planer om at undfange et barn, under de mest romantiske former.

Efter en måned på bærfarmen, var sæsonen ved at være slut, og vi ti arbejdere sagde tårevædet farvel til hinanden.
Jeg rejste videre med en englænder og en franskmand, til en ferskenfarm, som vi havde hørt manglede arbejdere, og Jon og Tracy rejste til Queensland, hvor en de kendte havde lovet at sejle dem ud til en øde lille koralø, som de kunne få helt for sig selv, til han hentede dem et par dage senere.

Der var julelys i deres øjne, og man kunne se at de glædede sig særligt meget til at komme videre med mission-romantisk-babylavning – hvilket vi andre morede os meget over, for de var absolut ikke de romantiske typer ellers.

Et halvt år efter mødte jeg dem i Sydney, hvor de var på vej hjem.
Vi udvekslede forrygende rejseanekdoter, og deres rejse havde vist været lige så underholdende som min – men stadig ingen baby på vej
.
Jeg spurgte om de dog ikke bare kunne skide på alt det der med det romantiske – Manchester er heller ikke ligefrem Paris – og bare knalde den baby der ind, hvis de så gerne ville have den?

Men nix: nu var der blevet et projekt, de syntes det var smaddersjovt, og var sikre på at de godt kunne trylle nok romantik frem, i deres lejlighed derhjemme.
Den graviditet skulle bare toppe deres sjove-men-ikke-så-romantiske-bryllupsfest!

Et år senere sendte de mig et brev, med et foto af en tyk, skaldet baby-Joshua.

Jeg skulle alligevel til England, og planlagde at besøge dem, og se ham live, og glædede mig til at pumpe dem for romantik-detaljer.
(Meget upassende egentlig, at forhøre nybagte forældre om undfangelsen – men det var de altså selv ude om, med al deres åbenhed om projektet.)

Og historien viste sig så at være lige så blottet for romantik, som man kunne forestille sig: efter over et år, udelukkende med romanbladsagtige locations til deres elskov, var ungen blevet produceret den ene gang, hvor de var smadderfulde og ligeglade.

På en blomstret sofa hjemme hos Jons mor (som de overnattede hos efter en våd aften i byen), mens de prøvede at være så stille at hun ikke hørte dem – og bagefter fandt ud af at de havde ligget og knaldet oven på en læbestift, der blev tværet så grundigt ud, at de måtte erstatte sofaen bagefter.

Han lignede, at han var mindst en sofa værd.
Og en god historie – som han sandsynligvis er nødt til at slå sine forældre ihjel over, hvis de fortæller ham den alt for detaljeret….

3 thoughts on “Om undfangelse, del 2

    • Ja, de blev skilt nogle år efter, og det var lidt akavet at se dem med nye kærester, så det gled ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *