08/31/12

Om det der kærlighed – føljeton del 16

Nå, nu er jeg ved at have mandet mig nok op til at fortsætte med føljetonen, selv om jeg er nået til noget, jeg egentlig ikke har lyst til at skrive om – og var bange for om jeg kunne formulere, så det ikke lød forkert (selvynkende, bebrejdende, udstillende, eller andet negativt.)
Sådan har jeg det stadig,men Ninjaman – som er den det mest handler om – har læst og godkendt, og synes det er en vigtig del af historien, der ikke kan springes over…

Foregående afsnit kan findes HER

Føljeton del 16
Det næste år var jeg i en lykkelig lille babyboble.
Jeg var indehaver af den mest fantastiske baby verden nogensinde havde set, og havde jævnligt dårlig samvittighed ved tanken om, at andre forældre måtte nøjes med mindre fantastiske babyer end min…

Den nat hun blev født, havde Ninjaman og jeg ligget hele natten sammen, med vores nyfødte imellem os, og beundret alle hendes fine små træk.
Jeg havde forestillet mig at den slags blev ved: at vi begge to for evigt ville synes, at alt ved hende var fantastisk – men han trak sig mere og mere ind i sig selv, og hvis jeg begejstret sagde:”nej se!! Hun SMILER!”, nikkede han høfligt, og mumlede, at han glædede sig til at hun kunne gå, cykle, eller noget andet, langt ude i fremtiden.

Jeg var ked af, at han var så svær at nå ind til, men tænkte at det sikkert var noget forbigående.
Han arbejdede jo også meget, og havde en masse kurser i den periode, så det var ikke underligt hvis han var træt og indelukket hjemme.

Men en dag gik han til lægen, og kom der fra, med diagnosen “svær depression”, og en pakke piller…

Han havde været plaget af tanker om selv at være adopteret, og måske genetisk ikke have evnerne til selv at være en god forælder – men havde forsøgt at skjule og ignorere det, og flygte ind i arbejde i stedet.

Da ordet depression først var sagt, magtede han ikke at holde sammen på sig selv længere, og begravede sig i et mørkt rum.
Han skulle tvinges til at bade og spise hele den første måned, ind til medicinen begyndte at virke.

Resten af verden ramlede også: et andet menneske jeg elskede højt døde pludselig, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig selv at sørge, for jeg var bange for at ryge ind i sorgen, og ikke kunne trække mig op igen – og jeg havde altså også et dejligt barn, der skulle holdes glad.
(Det er nu snart ti år siden, og jeg savner stadig hende jeg mistede, på den helt hudløse måde, fordi jeg ikke gav mig selv lov til at sørge.)

Jeg savnede Ninjaman frygteligt meget, selv om han hele tiden var der – for det var som om han ikke var der rigtigt…

Han kunne ikke lide at være alene, men magtede heller ikke den glade babys selskab, så jeg balancerede mellem at underholde og hygge mig med hende, når hun var vågen – og sidde hos ham når hun sov.
Han ville ikke tale eller røres ved, men bare have at jeg sad der.

Så jeg sad der – og skrev, og skrev, mens han lå ved siden af mig og så op i loftet.
Jeg skrev lange mails dagligt, til mine venner.
Skrev historier til min baby.
Skrev forslag til mig selv, om hvordan jeg kunne tjene lidt ekstra penge, så vi havde råd til at blive boende, i det hus, der faktisk nu viste sig at være for dyrt.
Skrev gamle minder ned.
Skrev en fjerdedel af en fagbog(der udkom senere det år).

Jeg så stort set ikke andre mennesker i et halvt år.
Et mærkeligt halvt år, hvor jeg bare ventede på, at min elskede kæreste, kom tilbage til os.
Det vidste jeg at han ville – jeg vidste bare ikke hvornår.
(Fortsættes)

08/28/12

Om nøgler

Da supertumling var lidt mindre, roste vi hende meget, når hun smed sine brugte bleer ud i skraldespanden.
Hun blev så begejstret for rosen, og tænkte at man sikkert fik mere ros, når man smed mange ting ud.
Så i en periode, måtte vi fiske legetøj, tøj og vigtige papirer op af den skraldespand konstant.
I den periode “forsvandt” vores ene sæt bilnøgler så også…
Det koster 800 kroner at få et sæt nye, så lige siden har vi delt et par nøgler.
Det ER sket, at Ninjaman har taget nøglerne helt med sig på arbejde, på dage hvor det var mig der skulle hente og bringe børn i bil, og vi har ærgret os over, at det er så nemt at glemme man har dem i lommen, og talt om at skaffe en lidt større nøglering.
Stor var min glæde derfor, da jeg så denne her i netto:

20120828-094921.jpg

20120828-094932.jpg
Det er heldigt, at der står “nøglering” på skiltet, for jeg havde nok ikke selv tænkt på, at en rive på over en meter, kunne bruges til dette formål.
Skidesmart.
Han skal have nogle meget rummelige lommer, for at glemme nøglerne i dem nu!

08/27/12

Om ubehagelige underhylere

Nogle dage går jeg rundt med bar røv, det meste af dagen…

Egentlig ikke fordi jeg har stærke nudistiske tendenser, men mere fordi jeg har en ekstremt dårlig korttidshukommelse, når det kommer til at huske hvilke strømpebukser eller underbukser, der faktisk er så slappe i elastikken, at de falder af.

En hel dag kan jeg gå og hive op i underhylerne, når jeg kan mærke at de igen har blottet min bag, og udsat den for kold luft under nederdelen.

Jeg kan bande indvendigt og være umådeligt irriteret over det, og sværge på at de SÅ meget skal smides ud!

Men det sekund jeg tager dem af – vips – så har jeg glemt alt om det, smider den bare til vask, og lader min stakkels mås udsætte for det samme igen, næste gang jeg kommer til at tage dem på.

For nyligt bloggede jeg om den fæle numsespreder, og her sendte en læser, Nanna, mig dette link: seriøst sære underhylere.
Hvem har dog opfundet det??

Den eneste fordel jeg kan se ved sådan et par, er at DEM kommer man ikke bare til at glemme er ubehagelige, og tage på igen.
Det bliver formentligt en gang, og så aldrig igen.

20120826-201046.jpg
De er jo ikke engang pæne – ligner en blanding mellem et trusseindlæg og en hårbøjle??

Og de ser stive ud, siger sikkert “klonk” når man sætter sig?

Nå, hånden på hjertet: hvad skulle du have for, at gå med de her en hel dag? Mindsteprisen?

08/26/12

Om gåsehud

Om koncerten var fed i går?
Lad mig sige det på denne måde: har stadig så meget gåsehud, at jeg sandsynligvis må slibe det af med sandpapir, hvis jeg vil af med det…

20120826-191018.jpg
Jeg kan se på de billeder Ninjaman tog af mig – med lallegladt smil fra øre til øre – at det regnede.
Men jeg kan ikke huske det.
Nød bare at stå der i mængden, med hans arme om mig, og lyden af tusindvis af mennesker, der sang med.
Havde lidt glemt, hvor dejligt det er, at være til koncert med en man kan kysse på, og danse tæt med.
Beklager søster-der-tog-fejl-af-dato, og Maren-der-ikke-kunne-få-passet-unger: jeg tvivler altså på at I havde gidet kysse lige så meget som Ninjaen – og kysning passede fantastisk til den koncert!

08/24/12

Om koncerter

Jeg har været til rigtigt mange koncerter i mit liv – min far ejede nogle musikforretninger, og fik ofte fribilletter, som min søster og jeg nassede af ham.

Den koncert hvor der var flest øretæver i luften, var faktisk hverken en dødsmetal-koncert eller noget hård techno – det var “Spice girls”.
Husker i dem?
Glad pigegruppe, hvor medlemmerne spillede på deres stereotypier, og hed navne som “sporty Spice” og “posh spice”.
Min søster og jeg tiltuskede os fribilletter, og vores venner grinede meget af, at vi skulle til “børnekoncert”.
Mit morgenkaffekrus ser faktisk stadig sådan her ud, fordi nogle venner besluttede sig for, at jeg måtte eje lidt fanmerchandise:

20120824-100627.jpg
Jeg vil tro, at vi var de eneste voksne til den koncert, som ikke havde vores børn med.
“HVIS DU SKUBBER TIL MIN DATTER, SMADRER JEG DIG!” hvæsede en blonderet mor til os, og vi undskyldte høfligt, selv om vi nu ikke mente at vi havde skubbet, og trak os lidt baglæns – hvor vi blev mødt af tilsvarende svada fra en anden mor, der mente at vi skyggede for hendes 8 åriges udsyn.
På toiletterne blev vi to gange skubbet til side, af mødre der påstod at deres små piger ikke kunne holde sig et sekund længere, og derfor gerne måtte mase sig direkte forbi køen og ind på det toilet der blev frit.
Fair nok at desperate børn må komme foran, men mødrenes attituder var ret aggressive, med puf og skulen.
Det var en ret syret koncert – hvor halvdelen af publikum var en meter høje, og den anden halvdel var høje på beskyttelses-adrenalin – men vi morede os.
Jeg tror faktisk ikke jeg har været til en koncert med min søster siden.
For et halvt års tid siden, købte vi sammen billetter, til Leonard Cohen koncert, som er i morgen.
Hold op – hvor har vi glædet os, og snakket meget om det.
Hun har set ham før, og jeg har bare hørt ham meget. Elsker hans tekster, stemme og udstråling, og glædede mig til min søsters selskab.
Hun ringede i forgårs, så vi kunne aftale hvor vi skulle spise sammen inden – og sluttede af med at sige:”jeg glæder mig helt vildt til på mandag!!”
“Æhm, mandag?..”
“ja, til koncerten på mandag!”
“det er på lørdag, sgu da!”
Efter lang tids panik og vantro, fandt hun ud af, at jeg havde ret – og at hun ikke kan få fri til lørdag…
Hun kan stadig godt mandag, men det kan Leonard Cohen ikke…

Grædefærdige lagde vi på, mens jeg panikkede ved tanken om at tage derind alene – forsøgte endda at presse Ninjaman til at passe min venindes tre børn + egne fire, så hun kunne tage med, men så skete miraklet: frelsende mormor, meldte sig som babysitter, så det nu er en kærestetur.

Sidst jeg havde Ninjaman med til koncert, var da jeg tvang ham med til Bob Dylan, som han sad med et lidende blik og kun med nød og næppe overlevede – så (selv om det stadig er trist at søsterturen ikke blev til noget) er jeg ret høj over, at vi sammen skal se noget vi begge kan lide, og har en hel kæresteaften sammen til det.

Men… Billetten kostede (endnu) en uges madbudget, så der er ikke råd til det vilde restaurantbesøg inden. Er der nogen af jer, der kan anbefale et billigt og godt sted, nær kongens have?

08/23/12

Om frygt og zombier

Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid.
Mørke, edderkopper, kriser og skumle mennesker – de kunne bare komme an, for der var ikke noget JEG ikke kunne klare!

Så blev jeg gravid første gang, og oplevede pludselig alle bekymringerne for babyen: åh – havde den det godt derinde? Havde jeg mærket den sparke i dag?
Jeg glædede mig til at få baby ud, så jeg kunne se den havde det godt – og derved stoppe med at bekymre mig.

Shit – jeg blev klogere!

Lige siden jeg hev hendes fedtede nyfødte krop op på min mave og så ind i hendes mørke øjne, har jeg været bange for alting.
Alle de farer der ligger på lur og venter på at kaste sig over mine søde små børn, kan virkelig skræmme livet af mig, og min fantasi er alt for livlig, så jeg kan virkeligt få malet mig selv ind i et hjørne af skræk indimellem, mens jeg tænker:”jamen hvad nu hvis feberen er tegn på meningitis? Hvad nu hvis hun cykler og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis hun drikker sig fuld som teenager, og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis færgen kæntrer? Hvad nu hvis verden overtages af blodtørstige zombier?”

Giver mig selv et par hurtige mentale lussinger indimellem, og tvinger mig selv til at lade dem klatre i træer og gå på fortove, uden at være pakket ind i vat.

Men den der zombie-skrækscenarie-ting kan ikke helt slippe.
Jeg drømmer sjældent, men når jeg gør, er det faktisk ofte mareridt, hvor jeg forsøger at redde mine børn fra horder af zombier.
Løber, forskanser os, gemmer dem.
En psykolog ville sikkert tyde noget med, at zombierne repræsenterer alle de ting man gerne ville beskytte børn imod:nederlag, drillerier, dumme mennesker – jeg tror egentlig bare at de repræsenterer zombier, som er fucking scary i sig selv.

Ninjaman og jeg så for nyligt serien “walking dead” på dvd – den er rigtigt god, se den! – men den intensiverede mine zombiemareridt massivt, så jeg var lettet, da vi havde set den færdig!

Og så forleden, gav en veninde mig en bog:”høstens engle”, som hun har oversat. Den handler om zombier, og den er smukt og spændende skrevet, men jeg må tvinge mig selv til kun at læse i dagslys, for at holde mareridt væk.
Sad derfor opslugt af den i stuen i går, mens børnene legede i haven – og pludselig hørte jeg en slæbe-slæbe-slæbe lyd fra soveværelset, som jeg straks genkendte som en typisk zombielyd. Man VED bare hvordan den slags lyder, når man har haft mareridt om det 50 gange, ok?

Blev derfor overrasket af at det var dette syn der mødte mig:

20120523-213357.jpg

08/23/12

Om prinsessethed – klumme fra “Vores børn”

klumme fra “vores børn” (beklager til faste læsere, hvis i synes i har læst noget af det før)
Da jeg var gravid med vores første datter, vidste jeg, at det var en dreng – den slags VED mødre bare, overbeviste jeg mig selv om.
Egentlig var jeg ligeglad med kønnet, men jeg troede på min hellige mor-intuition og havde planlagt, at han skulle hedde Bjørn.
Da jeg, efter en lang fødsel, endelig fik en fedtet lille baby op på brystet, mærkede jeg mellem hendes ben, fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede glad: ‘Det er en dreng!’
Så i 10 minutters tid havde vi en søn. Tanken om, at det alligevel var vildt, at denne her lillebitte baby havde 40 centimeter diller strejfede mig da, men det var først, da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige, og det, jeg havde mærket, var en navlestreng…
Og jeg var lykkelig for hende.

Jeg var selv en drengepige som barn, og havde en masse teorier om, at køn var, hvad man gjorde det til. Så jeg måtte lige sluge nogle (lyserøde) kameler, da pigebarnet – det sekund hun fyldte tre – nægtede at have bukser på, iførte sig tiara det øjeblik, hun kom hjem fra børnehave, og interesserede sig brændende for prinsesse-eventyr, af den type, hvor prinsessen bare passivt gik rundt og ventede på at blive reddet af en kedelig prins.
Hvor kom det lige fra?

Vi har aldrig gidet kæmpe med vores børn om, hvilket tøj de skulle have på – i virkeligheden betyder det jo ikke en pind, om de ligner fastelavnsris, så længe de selv er glade – så vi lavede en enkelt regel: hun måtte selv bestemme hvad hun tog på, men det skulle passe til vejret.

En dag ville det lyserøde barn have en velourkjole på, selv om det var en varm sommerdag, og det sagde jeg nej til.
Skumlende sad hun i en sommerkjole og nidstirrede mig, og til sidst sagde hun syrligt: ‘Tillykke Mor!’
Mig: ‘Med hvad?’
Sur treårig: ‘Vi har BEGGE to grimt tøj på i dag!’
Imponeret over hendes evne til at pakke en fornærmelse ind som en kompliment, måtte jeg fnise lidt, og glæde mig over, at den skønne unge, i det mindste, var en prinsessetype der turde stå ved sine meninger!

Nu er hun 10 år, og ikke lyserød mere – bare sort, på den seje måde.
Hun har fået tre lillesøstre siden hen, og trods lidt sporadisk yndighedsdyrkelse i 3 års alderen, er ingen af dem blevet ramt af prinsessebølgen på samme måde, som storesøster blev det – hvilket vi ellers følte at vi var totalt godt rustet til, med al den viden om eventyr og strutskørter vi havde fået lært os!
Den syvårige vil have sportstøj på, som man kan lave karate i, den femårige er glad for alt, hvad de to store har været glade for – og den snart toårige fører sig lige så gerne frem med et par brugte underbukser på hovedet, som hun gør med en krone på – og de er alle tre gladere for at sidde i deres træhule og råbe ‘røv!’ ud over villakvarteret, end de er for at svanse rundt i tyl.

Forleden ryddede jeg op i kælderen og fandt en kasse med den 10-åriges gamle prinsessebøger. Vi bladrede dem igennem og faldt i staver over ‘Snehvide’. Hun sagde så en sætning, der fik mig til at ånde lettet op og tænke, at alt det lyserød-hed og dyrkelse af bøvede Disney-prinsesser, heldigvis ikke havde skadet hendes fornuft på langt sigt: ‘Hold da op – hvad sker der for Snehvide, at hun siger ja til den prins? Hun KENDER ham jo ikke engang – og han kan lide at kysse med døde piger. Jeg synes nok lige, hun skulle overveje om der ikke findes andet end ham!’
Sådan! Seje piger tager ikke skade af tyl.( Og det gør seje drenge faktisk heller ikke…)

08/21/12

Om sandheder

Hørt kæk 5 årig stemme fra bagsædet, da vi kørte forbi busreklame med fotos af bare bryster:”hvad for en slags bryster skal du have når du bliver stor: sådan nogle lige-uds-nogen, ligesom på billedet – eller sådan nogle nedads-nogen – ligesom mor?”
Damn it – de børn kan være hårde for selvtilliden!