07/29/12

Om sure børn og hvepseboer

Mellempigerne tog med ninjamans søster hjem i går, og sov hos hende.
Det er vist ikke sket før, at de begge to har været ude på samme tid, og det var utroligt stille, og mærkeligt tomt, kun at have den store fornuftige pige, og den lille charmerende hjemme.
Vi kørte hjem gennem det smukke landskab, og talte vemodigt om hvor meget vi savner det, når vi er hjemme i forstaden, og hvor gerne vi gad blive her nogle uger endnu.

Mellempigerne havde opført sig overdrevent artigt: havde spist op – uden at brokke sig over menuen, var faldet hurtigt i søvn – uden at klage over at ingen sad og holdt dem i hånden til de sov, og havde sovet til klokken halv-fucking-ni.
Det sker ALDRIG at de sover så længe!
Det var et par glade, sukkerspeedede unger vi fik hjem, knugende hver deres kæmpepose slik, og overlæssede med gaver.
I flere minutter var det dejligt at have hele børneflokken samlet, og de krammede hinanden på kryds og tværs, som om det der døgns adskillelse havde varet flere uger.

Men et helt døgns artighed, giver åbenbart opsparet surhed, så lige så snart vi var alene, uddelte englebasserne de første franske manchetter til hinanden, og de sidste to timer har bestået af kaskader af skænderier, trusler, stjælen af hinandens legetøj, lussinger og:” du er duuuuuuuuum!!”-udbrud.

Sommerhus i regnvejr, med fire rasende børn, føles en anelse mindre afslappet, end at sidde i en bjørnegrotte, fyldt med grizzlybjørne, hvepseboer og elektriske ål…

Er ganske klar til at bytte den smukke udsigt, med et fjernsyn, der kan pacificere flokken.

Og det er sikkert sådan enhver god ferie bør slutte: med en desperat følelse af lettethed over, at man skal hjem og på arbejde – så man ikke dvæler ved længslen efter mere sommer alt for meget.