06/10/12

Om barbering

Efter en uge med svimmelhed, tænkte jeg det nok var på tide at få barberet mine ben.

Da jeg kravlede ind under dobbeltdynen i går aftes, mumlede Ninjaman:”John Stamos” til mig, da mine ben strejfede hans, og jeg gik kortvarigt ud fra, at det var fordi mine behårede ben mindede ham om 80’er-skuespilleren, så jeg hvislede:”jaja for pokker, jeg barberer de ben i morgen! Det er bare ikke særligt nemt når man stadig er lidt svimmel, vel?”
(Det viste sig så at han havde sagt:”nu kommer mor.” til den mindste der lige havde spurgt hvor jeg var – ikke “John Stamos” – men ben trængte altså stadig til at blive barberet).

Så jeg stod under bruseren i morges, og konstaterede at jeg stadig bliver svimmel når jeg kigger ned, så de ben måtte barberes langsomt.

Da jeg endelig var færdig, og lagde skraberen fra mig, opdagede jeg den lille plastikhætte den havde på….
Havde stået omhyggeligt og kørt skraber med beskyttelsesomslag op og ned af benene, uden at fjerne et eneste hår.

Orkede ikke gøre det igen.
Så nu kører jeg bare John Stamos-looket.