En flink ørelæge, der kender min moster, forbarmede sig over mig, og gav mig en sen aftenstid i går.
Så nu er jeg næsten ikke svimmel mere, og nærmest euforisk over det.
Fejrede genfunden bevægelighed, ved at lade barn nr 1 og barn nr 3 invitere sig selv på nachos, på en cafe’, efter jeg havde hentet dem.

Kagemesteren – der er hysterisk bange for ting der smager stærkt – pillede omhyggeligt alle små chillier væk fra tallerkenen før hun spiste, og udbrød pludselig med høj klar barnestemne:”Mor, er det ikke rigtigt at Far har totalt slappe løg?”

Krea-Girl fik et fnise-hosteanfald og spruttede tyggede nachosstykker ud over mig(tak for det!), og jeg var bare lidt paf over den retning samtalen pludselig tog – for et øjeblik siden havde vi talt om deres oldefar der var frihedskæmper under anden verdenskrig, og før det havde vi talt om hvordan man lavede mørdej – så drejningen til Ninjamans klokkeværk virkede umiddelbart brat.

Mig:”øh – hvorfor vil du dog tale om det?”

Barn(højt):”JAMEN det HAR han, det siger han selv! FAR HAR SLAPPE LØG!”

Nu lod det til at halvdelen af cafegæsterne lyttede til os, og jeg prøvede at tysse lidt på hende, og aflede hende, ved at tale om noget andet. Storesøsteren var stadig i fnisehumør.

Mig(hviskestemme):”det har han altså ikke. Jeg tror de er sådan ret… normale. Spis nu. Hov se – der går sådan en hund som Alma har!”

Barn(påståeligt):”Far har slappe løg – det er derfor han kan spise stærk mad!”

Og der dæmrede det så: hun talte om smagsløg!

Tror jeg må genopdrage både mig selv og ældstebarnet, hvis vi kan få en ret uskyldig sætning til noget helt andet. Bør indføre kun at omtale kønsdele med latinske navne, måske?

Related posts:

Om forbrugeroplysning Om underlige samtaleemner Om foruroligende sætninger Om nice komplimenter