06/7/12

Om skabstossethed og poser

En gammel ven ringede til mig, og vi talte i en time.
(Normalt hader jeg at tale i telefon, for det er altid noget med at mine børn går efter mig imens, og stiller mig tusind spørgsmål, eller tæsker løs på hinanden – så der var en klar fordel ved at ligge helt stille på sin sofa med svimmelhedssygdom: muligheden for at tale i telefon i en time, uden forstyrrelser.)
Min ven arbejder i udlandet, og jeg har ikke set ham, siden jeg for seks år siden, hjalp ham med at tømme dødsboet efter hans farmor.
Hans farmor blev 92, og var en livlig og imødekommende gammel dame.
Vi talte tit om, hvor fantastisk det var, at hun kunne holde sig så åndsfrisk – man kunne jo slet ikke mærke på hende at hun var så gammel, vel?

Så der stod vi, mig, ham og en anden ven, bevæbnede med sorte sække og flyttekasser, klar til at rydde hendes lille nydelige lejlighed, og bestemme hvad der skulle gemmes, smides ud og gives væk.
Jeg var højgravid, og påtog mig at sortere i de ting der var i ikke-bukke-sig-efter-højden, og de andre startede med køkkenet.
“Haha – kom lige og se her!” gnækkede min ven, og åbnede et køkkenskab. Det var fuldstændigt proppet med plastikposer, alle glattet ud, og lagt sirligt sammen. ” måske var der lidt skørhed på vej, selv om hun virkede frisk?”
Det var lidt sødt, og en smule skørt, med sådan et skab fyldt med plastikposer.
Haha – søde tossede lille farmor,

Det var lidt mindre sødt, og lidt mere skørt, da der også viste sig at være plastikposer i det næste skab – og det næste. Og i skufferne, klædeskabet, badeværelsesskabet, og under sengen.

Vi blev lidt stille, alle tre, mens det gik op for os, at ingen af os havde bemærket at der var noget galt med hende, trods det at min ven besøgte hende flere gange om ugen, og vi andre også tit var med.
Det må have taget mange år, at samle alle de poser. Og der var ikke rigtigt noget formål med dem.

Vi talte om den dag i telefonen i dag, blev begge lidt kede af det, men endte med at grine.

“Tænk at være skabstosset!” sagde han” det er da egentlig federe at virke overskudsagtig og normal, men være halvtosset i smug – end at virke som en rigtigt vild en, og så være pissekedelig inden i! Måske har hun gået og moret sig over hvad vi mon ville tænke om hele den mystiske pose-samling? Eller måske var det sjældne poser, samleobjekter, som hendes dumme barnebarn og hans emsige venner bare smed ud?”

Kloge ord.
Blev enige om at gå efter at være lidt tossede både indeni og uden på, så efterladte børne og oldebørn ikke bliver alt for chokerede, hvis de skulle finde samlinger af skrumpehoveder, gamle kapsler og hønsefostre i sprit, i skufferne.
Må hellere begynde at samle snart, så samlingen bliver imponerende…

06/7/12

Om svimmelhed og sygdomsynk

Hvorfor jeg ikke har blogget noget særligt denne uge, spørger I?
Jamen så kan I da lige fået selvynkende forklaring – og være glade for at jeg ikke viser blå mærker og buler frem som bevis.

Jeg vågnede i mandags(rettelse: blev vækket ved at et barn hoppede på mit hoved – oh, hvor glamourøst det der børnefamilieliv kan være!), satte mig op i sengen – og faldt om igen.
Tre gange i træk.
Fik børn i kluns og kørte dem forsigtigt i skole, mens jeg hele tiden var bange for at det ville snurre rundt igen, og havde derefter en dag på arbejdet, hvor jeg forsøgte at sidde så stille som muligt, og hverken rejste mig for kaffe eller tissepauser.
Tirsdag det samme, men heldigvis en fridag – og onsdag startede dagen med at jeg væltede og knaldede mit store hoved i gulvet,og sygemeldte mig på arbejdet.

Nåede lige at panikke nogle timer over hvad det kunne være, men min pæne læge rykkede rundt på mit hoved til jeg næsten besvimede i hans arme, og sagde at det var nogle sten der havde revet sig løs i mit øre, og lå og rutschede rundt på balancecenteret.
Weird.

Det kan fikses, hos en ørelæge, med snedige greb – men af de foreløbigt ti ørelæger jeg har kunnet få fat på, er den tidligste tid om en uge.
En uge!

Det er ligesom at være overdrevent fuld – bare minus godt selskab og noget at grine af.
Sex er en umulighed, da det føles som en tur i hurlumhej-huset på Bakken, og tøjvask, opvaskemaskinetømning og madlavning er kun muligt, i den grad jeg kan holde hovedet stille. Begræder mærkeligt nok kun savnet af en af disse fire ting. Og et er ikke vasketøjet!

Vakler rundt som en gammel dame, og tør ikke bevæge mig ud i trafikken, hvilket er problematisk i forhold til min del af hente/bringe-børn.

Hvis jeg ligger helt stille, på højre side, har jeg det ok.
Så det gør jeg. Har fået den mest fantastiske bog med posten i går, som jeg læser forsigtigt – problemet er bare, at den er så overdrevent sjov, at det er svært ikke at grine.
Og grineanfald, udløser svimmelhedsanfald.
Fnes mig selv ned fra sofaen i går, over en beskrivelse af en vaskebjørn, der udmattet vasker en sæbe helt væk.

(Hvis der er andre end mig der er sygemeldte med svimmelhed, og mangler læsestof, kan jeg anbefale:”lets pretend this never happened” af Jenny Lawson.
Den er et par grinebesvimelser værd.)

Og hvordan skal jeg forkæle mig selv nu?
En tur til tandlægen for at få rodbehandlet en tand. Nok ikke noget jeg meget nødigere vil, i denne situation, men den gør forbistret ondt.
Bør spille lotto. Er sikker på der venter noget held et sted derude på mig?