06/28/12

Om koreansk kannibalisme

Min veninde, der har koreanske aner, inviterede os til middag i går.
De har haft en stor vandskade i huset, så alt var blevet indrettet om, og repareret de sidste mange, mange måneder, så det var som at besøge dem et helt nyt sted.
En serie fine, gamle postkort fra Korea, var kommet op at hænge, og jeg beundrede dem længe – men blev særdeles chokeret over dette her:

20120628-074728.jpg
Ja, jeg ved godt at man spiser hunde, og slanger i Kina, men troede det klammeste ved Koreansk mad, var ukrudt og gæret kål – som faktisk smager ganske godt.
Så dette kort, med teksten:”kitchen – and eating of child” var lidt af en overraskelse: “køkken – og spisning af barn”.
Altså – kannibalisme var så udbredt, at man sagtens kunne putte det på fine postkort, og prale med det?
Rystende…

Blev lidt utryg ved tanken om hvad det egentlig var vi havde grillet – og talte mine børn to gange, før vi gik.

(Det giver pludselig mening, at Hulk/kagemesteren har talt så meget om, at være obs på om folk planlægger at æde en!)

06/26/12

Om grydelåg

På mandag flyver vi til Grønland – Ninjaman, jeg, vores yngel, min fætter vildmandsdrengen og hans kæreste.

Vi skal besøge min moster, der bor der, og generøst har inviteret.

De mindste af pigerne har ikke prøvet at flyve før, og kagemesteren spurgte bekymret, om vi havde fået stå eller siddepladser i flyveren…

De sidste 15 år, har vores sommerferiepakning været noget med at smide lidt blandet tøj i en IKEA-sæk, og så køre til Jylland, hvor vi byttede hus med nogle venner.
Så jeg er ude af træning mht pakning af tøj til andet klima – eller metodisk pakning i det hele taget.
Er derfor gået i gang allerede, og huset flyder med fleece, gummirøjsere og tasker.

Men så ringede min moster lige, med skumle historier om løs isbjørn i de område vi skal være…
Og forrige gang jeg talte med hende, handlede det om ørne, der havde så stort vingefang som en flyvende dør, og snildt kan snuppe et lam.
(eller min supertumling?)

Så nu overvejer jeg at droppe alt det praktiske overtøj, og fylde en af kufferterne med de her:

20120626-140321.jpg
Ja, det er grydelåg.
Googlede lige hvad man gjorde i tilfælde af isbjørneoverfald – grydelågslarm lød som bedste løsning.
Så vi skal allesammen have grydelåg på os, hele tiden.
Tager ingen chancer.

Googlede også ørneoverfald, og lærte der, at det er begrænset hvor meget vægt de kan slæbe, så den anden kuffert fylder jeg blylodder og sand i. Ingen ørne kommer til at kunne løfte mindstebarnet, når jeg først har fået fyldt hendes ble med sand og bly!

Det var den pakning.
Føler mig roligere nu.
Tror faktisk heller ikke vi får brug for al det varme tøj, sådan en omgang nonstop-grydelågs-klapning giver sikkert varmen.

Er der nogle af jer erfarne grønlands-rejsende der har forslag til andet man skal pakke, end bly og grydelåg? Eller til hvad der SKAL opleves i Nuuk og omegn?

06/25/12

Om vinkler

Har det lige som hende her, kvinden der startede føljetontrenden.
Lovede jer at fortsætte med kærlighedsføljetonen, men den er svær at skrive lige nu – er nåer til noget, der var trist og hårdt, og har svært ved at få formuleret det, uden at det lyder hverken selvynkende, ynkende, nedgørende, overdrevet eller bagatelliserende…
Har skrevet på de samme tre linier i en uge.
På et tidspunkt knækker jeg skriveformen. Hav tålmodighed!

Mens i venter, kan i nyde denne lille sminkøse, der stjal min læbestift fem minutter i ud-af-døren-tid, og dekorerede sig selv og kommoden med et dejligt tykt lag.

20120625-083936.jpg

06/23/12

Om troldeunger

Mine børn lokkede mig til at hente en gratis app til ipaden, hvor man kunne tage skøre fotos.
En time gik, med fnisen og fjanten, men jeg havde ikke helt forudset konsekvensen: 416 fotos har de taget, hvor de ligner små retarderede trolde, på dem allesammen.

20120623-131642.jpg
“hvof -hvof – hvorfor det?” rumpenisse-supertumling, med charmesnottud.

20120623-131747.jpg
Smart at kagemesteren har hele tre næsebor, så hun nemmere kan snuse sig frem til kagerne…

20120623-131836.jpg
Frk fantastisk ser ikke fantastisk klog ud her.

20120623-131927.jpg
Heller ikke her.

20120623-132001.jpg
De skumle trolde-firlinger.

Kan man andet end være stolt af sådan en flok skønheder?

06/22/12

Om konditorer og gangstere

Ninjaman og jeg ser sjældent fjernsyn, men køber tvserier på amazon og ser i stedet.
For nyligt så vi “Boardwalk empire”, en fremragende serie om gangstere med Steve Buscemi i hovedrollen – den skal I altså se!

I nat drømte jeg derfor, at jeg var en gangster, der jagtede en mand, fordi han vidste at jeg havde likvideret nogle politimænd, og nu skulle jeg gøre ham “kold”.
Meget spændende drøm.

Ja, og jeg ved jo godt at det kan være særdeles kedsommeligt at høre om andre menneskers drømme, men her kommer pointen: jeg jagtede politimanden gennem et konditori, og pludselig kom min indre curlingmor frem i gangsteren, så jeg måtte stoppe op, midt i al det der action, og interesseret spørge konditoren, hvordan man egentlig blev konditor selv, for det vil min 5 årige datter gerne være.

Wtf?
Kan man ikke engang have lov til at drømme en drøm hvor man er ond og sej engang imellem, uden at have mor-antennerne ude?

Vågnede der, lidt ærgelig over at gå glip af actiondrøm, men stadig med følelsen af at jeg havde fundet ud af noget vigtigt i forhold til den 5 åriges fremtidige uddannelsesplaner.
Inden jeg fortalte hende om det, gennemspillede jeg dog lige det jeg havde “fundet ud af” inde i mit hoved, og besluttede at det muligvis ikke var det helt rigtige svar.

Svaret var nemlig:”for at komme ind på konditorskolen, skal man bare være Danmarks-mester i noget først – lige meget hvad. Jeg var fx Danmarks-mester i ler. Måske kan din datter blive Danmarks-mester i karate – eller cykling?”

Hele morgenen har jeg spekuleret på om man mon kan blive Danmarks-mester i ler?

06/21/12

Om fødselsdagskort

Det er min fødselsdag i dag.
Jeg er lidt barnlig med den slags, holder som regel fri fra arbejde og vil nonstop-fejres hele dagen, med kaskader af sange.

(Det er ikke bare årets længste dag, siger Ninjaman, det FØLES også sådan….)

Faktisk er det mest for at distrahere mig selv fra, at jeg altid er lidt depri hele dagen, over hvor hurtigt tiden går – men lad os ikke tale om det nu.

I aften skulle vi have haft gæster, men der er afslutningsfest i frk fantastisk’s børnehaveklasse, og selv mit indre fødselsdagsbarn ved godt, at fødselsdage har man hvert år, men man stopper kun i børnehaveklasse en gang…
Så det er det vi skal.

Jeg føler mig meget voksen og uselvisk, vil jeg gerne prale af – også selv om praleri viser at det er jeg altså ikke.

I morges fik jeg det her kort af hende:

20120621-090412.jpg
Skrevet helt uden hjælp.
Kan i læse det?
Kan mærke det lige skubbede mig det sidste stykke, fra forkælet fødselar, til stolt mor…
Og jeg glæder mig, til at se hende stå på scenen og synge, og bagefter blive budt velkommen i grundskolen.
Det er stort.

06/19/12

Om marsvineflasker

I går skrev jeg om supertumlings eskapader, med musens drikkeflaske.

Selv om jeg var så høflig ikke at skrive det i indlægget, er det muligt at jeg har indikeret over for flere mennesker, at barnets hang til at slikke på skovsnegle/rode i skraldespande/ sluge edderkopper/ drikke fedtet musevand, måtte være noget nedarvet fra hendes far.

Det er så faktisk løgn – ihvertfald den sidste del af det…

Hver gang min lillesøster var irriterende da vi var børn, hævnede jeg mig ved at hælde flydende sæbe på hendes tandbørste, og med skadefro gnække, når hun spyttede lavendelduftende skum ud.

Det undrede mig ofte at hun aldrig gjorde gengæld: sæbetricket var sgu da så nemt at planke, og så utroligt tilfredsstillende at se på, når ens plageånd harkede sæbeskum op.
(oh ja, søskende er grumme ved hinanden ind imellem…)

For nogle år siden spurgte jeg hvorfor hun aldrig havde gjort gengæld – og fik der utroligt klamme svar:”kan du huske vores marsvins drikkeflasker, der altid fik sådan nogle slimede grønne alger på indersiden? Gæt selv hvad jeg brugte til at fjerne dem med, når du var storesøsterdum….”

Så ja, superbaby må have arvet trang til gnavervand fra mig…
Fantastisk ting at give videre!

06/18/12

Om drikkegilde

Havde undret mig over, at ungernes lille fedthalemus: “Fedtegreve”, var begyndt at drikke så meget af sit vand.
Har de sidste uger måttet fylde den igen hele tiden, og var begyndt at overveje om den var syg, eller det bare var flasken der var i stykker.
Det viste sig så at være ingen af delene, som Frk fantastisk lige fik dokumenteret med min telefon i weekenden:

20120617-204827.jpg
En klam lille dranker, i stjålne sokker.
Tror det bur må stilles lidt højere op…

06/17/12

Om børn med sakse, og forældre med tømmermænd

Vi var til fest i går, Ninjaman og jeg, hos Maren.
Det var fantastisk at være til voksenfest – helt uden børn – og vi ræsede ud af døren, det sekund min rare mor trådte ind af vores dør, og overtog ulvetime, fire sultne unger og det helt store putte-maraton.

Jamen det var sjovt! Fik talt en masse med nogle søde mennesker jeg ikke kendte, og lidt for lidt med nogle jeg kendte, fik danset en lillebitte smule med min lækre mand, og drukket mere end det var klogt at gøre, når man ved at ingen kom og tog sig af børnene næste morgen…

Var dog fornuftige nok til at gå en smule tidligere end vi havde lyst til, så vækkede min mor, der lå og sov med mindstebarnet draperet hen over sig og en af de andres hånd i sin, kl 03.30, og sendte hende hjem.

Dagen i dag har vi været trælte, fraværende og gnavne forældre.
De tre store har svælget i dvd-film, popcorn og is på værelset, da de lynhurtigt fandt ud af at vi var friske på at gøre alt for at få lidt ro, til de ømme hoveder…

Mindstebarnet har hængt ud med os, hendes mentalt fraværende forældre, og selv om hun har siddet lige mellem os i sofaen, er det lykkedes hende både at hente en stor saks og klippe sin undertrøje i stykker(mens hun havde den på), og tegne med gul tusch på den, en pude og mine arme…
Vi opdagede ingenting, før hun også forsøgte med lidt kreativ klipning af Ninjamans bukser.

20120617-153102.jpg