Om overraskelse

Som klynket over forleden, fyldte min far 60 i weekenden, og der er blevet brugt temmeligt meget af min energi på festkoordinering (regnede faktisk ud, at jeg har brugt 28 timer på borddæk/madlavning/oprydning i løbet af de sidste tre døgn. Så må man godt klynke lidt, ikke?).
Det gik faktisk godt – og han var rigtigt glad.
Fredag morgen fik jeg sneget et hurtigt frisørbesøg ind – har haft nogle uheldige episoder med mit hår de sidste år, og var derfor smasknervøs over det.
Så mig af nervøsitet slet ikke i spejlet, mens sød lille dreng med løse håndled og stor entusiasme nulrede rundt i mit hår i to timer.
Han fik mig også overbevist om at farvning og retning af øjenbryn var påkrævet, og det fik han også lov til.

Da han endelig var færdig, var jeg positivt overrasket: for en gangs skyld rigtigt pænt hår, der sad pænt, og så naturligt og sundt ud.
Jeg havde ventet det værste – og jeg så egentlig også irriterende overrasket ud, så jeg stoppede med at se på mig selv, takkede overstrømmende, og betalte.

Hjemme igen beundrede jeg lige hurtigt mig selv i spejl – pænt hår stadigvæk – men hvorfor blev jeg ved med at se så overrasket ud over det?
Prøvede at se neutral ud – og opdagede at det ikke var muligt…
Mit ene øjenbryn var simpelthen blevet plukket op i et kækt omvendt V, så uanset hvordan jeg arrangerede ansigtsmuskulaturen, så jeg lige befippet ud.
Tror ikke det var tilsigtet…

Har totalt hovedpine, af at forsøge at folde panden på en måde, der ligesom udlignede det fårede udtryk lidt, hele weekenden.
Men det vokser vel ud igen – håber jeg – og svinger jeg nok med det pæne hår, er der sikkert ingen der opdager det…

Og i dag er jeg så hjemme, med et sygt barn(de var raske alle fire hele weekenden – skønt med så lang en pause inden næste sygeperiode)….

(Visited 72 times, 1 visits today)

6 thoughts on “Om overraskelse

  1. Hvor sjovt. Håber du lærer at leve med det. Man skal være lidt forsigtig med de øjenbryn, de betyder meget for ens udtryk. Er der ikke bileder på vej denne gang? Synes at huske at du lod os se frisuren sidst?

    • Nix, ingen billeder. I må nøjes med at forestille jer at jeg ligner ham skurken fra Austin powers filmene…

  2. Kender det! Når jeg ser billeder fra dengang jeg var 15 og lige lovlig frisk med pincetten giver det grimme tåkramper, fordi de krummes hele vejen rundt om sig selv!

    • Av – det forstår jeg godt… Jeg barberede engang mit ene halvt af, fordi jeg prøvede at fjerne dem i midten, uden at tænke over hvor bred skraber var…

  3. Drengene med de løse håndled er efter min erfaring de bedste frisører. Min faste frisørs vikar var den type, og han kunne klippe det, så jeg kunne ryste det på plads…han fik så en fast stilling langt fra min bopæl. Jeg har ikke turdet prøve at få rettet mine øjenbryn, for jeg ser De unge mødre på kanal 4, og der er et par uheldige eksempler på grimme øjenbryn, der er tegnet op langt fra de oprindelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *