05/10/12

Om at være så sur, at det ikke er værd at blogge om

Jeg blogger ikke så meget for tiden, fordi jeg generelt er ekstremt gnaven, klynkende og stresset for tiden – hvilket kun ville give gnavne, klynkende, stressede blogindlæg, som I ikke ville gide læse – og som jeg helt sikkert ville hade mig selv for at skrive.
Så her kommer en forklaring, der dog balancerer lidt for tæt på randen af selvynk.
top 6 liste, over ting I heldigvis slipper for at jeg skriver og klynker over
1. At mindstebarnet har haft lungebetændelse inklusiv feber i ti dage – synd for hende, bekymrende – og pissefrustrerende at skiftes til at ringe på arbejdet og bede om flere feriedage til at passe hende i.
2. Hvor længe siden det er at jeg har fået sex…
3. Hvor meget det stresser mig, at være hovedansvarlig for at holde min fars runde fødselsdag i weekenden – uanset hvor meget jeg håber han får den fest han drømmer om, får jeg stadig lidt tics, over tre dage med fuldtids forberedelser-fest-oprydning. Og den tale han håber jeg holder for ham…
4. Hvor ekstremt rasende og frustreret mit næstyngste barn er for tiden, fordi hun er nervøs over snarlig skolestart
5. Hvor længe siden det er at jeg har ført en samtale med min lækre mand, der ikke blev afbrudt af sætninger som:”Hey – læg den toiletbørste!”, “nå for søren, der kastede mindstebarnet lige op på det rene vasketøj…” og “STOP så med at tæske på hinanden!” (altså – til børnene – ikke ham.)
6. Lus

Men der er også lidt lyspunkter – tænkte bare at det var for sukkersødt til et blogindlæg? Her er det alligevel:
Top 1 over den sødeste kompliment jeg har fået nogensinde, som gjorde at jeg ikke gik helt til i surhed og selvynk i går:
1. En kollegas 7 årige datter – som jeg ikke kender særligt godt – udbrød spontant:”du er så dejlig at se på! Man bliver varm inden i, når du smiler…”