05/31/12

Om at være en hor-blogger

Det er lidt mystisk, det der med ens eget selvbillede.
Trods en fremskreden alder, og en hel masse børn, kan det stadig komme bag på mig, hvis nogen opfører sig, som
om jeg er voksen – for inden i er jeg på en eller anden måde stadig lidt ung og vild, og har ikke styr på så meget.
Synes jeg.

Hvis nogen kalder mig en mor-blogger, bliver jeg indigneret, og tænker at jeg da slet ikke blogger om mine børn hele tiden, så det er da vel nok irriterende at blive sat sådan i bås – og så ignorerer jeg lige selv, at 9 ud af 10 indlæg faktisk omhandler de der børn…

Selv om jeg de sidste 10 år, kun har været på en enkelt rædselsfuld charterrejse, og en hurtig londonstur, sammen med mit ældste barn, tænker jeg stadig på mig selv, som “sådan en der rejser rundt med rygsæk hele tiden”.

Jeg bilder også mig selv ind, at jeg er både tyndere og mere rynkefri i virkeligheden, end jeg er på billeder.

At jeg de fleste af ugens aftener, sidder og holder børn i hånden, mens de falder i søvn, den første halvdel af aftenen, og bagefter bruger den næste halvdel af aftenen på at holde min mand i hånden mens vi stener tv-serier på dvd, glemmer jeg lidt, og tænker på hvor totalt cool og sjove veninder jeg har, som jeg får set på skift, ca en gang om ugen.

Så ja – jeg er bare sådan en sej, tynd, ung, rygsækrejsende, uden rynker, der hele tiden har det monstersjovt med vennerne, og selv om huset er fyldt med børn, formår kun at blogge moderat om dem.

Ind imellem kan jeg godt blive ramt af erkendelsen af, at mit liv egentlig ikke er særligt rockstjerne-agtigt – men at jeg er ret glad for det alligevel.
Det jeg har, ER faktisk mindst lige så godt, som det jeg bilder mig ind at jeg har(bortset fra rynkerne og den store røv).

Men det er alligevel lidt fedt at få en gave, der kombinerer den virkelige historie(hvor jeg er en træt, doven mor), med noget der emmer lidt af rockstjerne: en (næsten) rund bordskåner i træ, fremstillet med stolthed af søde frk fantastisk, med det lidt rocknroll-agtige ord:”Hor” skrevet på med rødt.

20120531-095844.jpg
(Og jaja – jeg VED jo godt at det nok var meningen at der skulle stå “mor” og ikke “hor”…)

05/30/12

Om at vise hensyn – et mandagstip

Mellempigerne, 5 og 7 år, vil her svare på en læsers spørgsmål:”hvordan viser man hensyn til andre – i supermarkedet, bussen etc”?

Kagemesteren:”man skal være høflig. Det er man ved at hjælpe andre folk. Altså hvis nu der var nogen der ikke kunne nå,så kunne man godt hjælpe dem der ikke kunne nå, hvis altså man var højest…. Og hvis nogen spilder noget varmt ud over sig, så skal man ikke grine.”

Frk fantastisk:”hvis man prøver at blive venner med en, skal man sige noget sødt. Hvis der kommer en gammel dame i bussen, skal man hjælpe hende ud.”

Kagemesteren:”altså – kun hvis hun VIL ud…”

Frk fantastisk:”hvis man arbejder i supermarkedet, og nogen skal købe ting, men ikke har råd til det, så kan man bare sige de må få tingene gratis, så det bliver billigere. Det er meget hensyn, synes jeg”

Kagemesteren:”Hvis nu man var en babysitter, og der var en der havde et barn man skulle passe, så skulle man LOVE at passe på den, og ikke bare gå fra den. Ellers er det ikke hensyn.
Man skal også tale pænt til folk man møder, man må ikke sige:”Hej din fede makrel,” til gamle damer, men mere sådan noget som:”skal jeg hjælpe dig, frue? Sikke et dejligt vejr!”

Frk fantastisk:”så man må ikke sige:”Hej gamle jas!”? Man skal sige:”hejsa frue!”, med sådan en sød, blød stemme. Man med godt sige det på jysk, for det lyder blødt.”

Kagemester:”jeg siger det altså bare med min almindelige, flotte stemme…”

Frk fantastisk:”jeg viste hensyn til min mor i går, og ryddede op. Altså bare lidt. Men jeg hjalp med at sætte mad ind og køre barnevognen.”

Kagemester:”jeg har vist hensyn mange gange, også i børnehaven. Jeg følger nogle gange de små ind fra soverummet, og holder dem i hånden. Mika er ked af det når hun vågner, så jeg trøster hende. Nikolai er megaglad, bortset fra når han er sur, og slår med sin bamse…. Men de kan godt lide at blive hentet af en der er stor og sød”

Kagemester:”man skal huske at vise hensyn altid. Ikke drille, og hjælpe andre.”

Og et lille bonusmandagstip: de skofetichistiske småpiger, tester sandaler – og hvis I er hurtige, kan i vinde børnesandaler lige HER – hvor supertumling og storesøster fremviser sandaler og rodet have…

05/21/12

Om børneopdragelse og usunde ting – et mandagstip

Så er der tid til mandagstip, og der er kommet flere gode forslag til emner inde på bloggens facebookside.
Den fem årige kagemester har valgt, at hun helst vil svare på Ninnas spørgsmål, der handlede om hvad hun skulle gøre når hendes 3 årige søn blev vred over ikke at må få chips til morgenmad – og hvornår det egentlig var ok at få usunde ting.
Hulks mandagstip om børneopdragelse og usunde ting
” altså, hvis jeg var moren, så ville jeg sige:”hvis du gerne vil have chips, så må du få det på fredag!”
Og hvis det er i morgen det er fredag, så ville jeg sige:”i morgen må du få det!”
Man må ikke få chips til morgenmad, for det er usundt,og man kan blive tyk og slap af det.
Man kan faktisk sige:”du får slappe muskler af chips til morgenmad!”, for det er sådan noget der gør drenge bange. Så holder de op med at plage.

Jeg synes det er ok at få usunde ting til fredage og til fester.

Nogle gange får jeg faktisk også noget usundt alligevel på andre tider – hvis vi har spist kager til fredagsslik, får vi faktisk nogle gange kagerester til morgenmad…
Men det skal hun IKKE sige til sin dreng, for så bliver han nok endnu mere sur. Det er nemmest bare at sige, at alle mennesker kun spiser usundt om fredagen, og ikke til morgenmad. Så kan han måske tåle sandheden, når han er blevet en stor en på 5 år – ligesom mig.

Hjemme hos mig er far megasund, for han spiser ikke så tit kage.
Der er nogen der er lidt tykke – jeg kan ikke helt sige om det er min lillesøster eller min mus der er tykkest.
Nej, det er nok egentlig musen der er tykkest, den er flæskefed!
Den spiser solsikkekerner hele tiden, og den er dårlig til at løbe i sit hjul. Den laver ikke så meget, den snorker i sit hus, og løber kun, hvis der er kommet nye solsikkekerner i skålen.

Mig og mor kan godt lide kager. Vi er nok dem der er bedst til at spise usundt, men vi har lavet en løbeklub sammen, og så løber vi rundt og siger:”kom så løbeklub!” til hinanden ude på vejene.
Når vi bliver hurtigere, skal vi løbe rundt om damhussøen. Det glæder jeg mig til!

Voksne spiser måske mere usundt end børn.
Nogle gange når jeg ligger i min seng, kan jeg høre mikroovnen bippe, og så tror jeg det er popcorn de spiser – UDEN at det er fredag!
Når jeg bliver voksen, skal jeg måske spise usundt om natten – men ikke hver dag!
Jeg vil spise knækbrød om morgenen, rugbrød til frokost, boller i karry til aften – og så vil jeg have mit eget chokoladespringvand, som jeg vil dyppe frugter i hver aften!
Måske skal jeg være megarig, og så have en restaurant i mit hus, med tjenere og kokke!
Og så skal jeg have besøg hver dag, af hele min familie!
Jeg skal være en god konditor når jeg bliver stor, men min søster siger nogle gange at det ikke er sikkert at jeg bliver det, og så bliver jeg rigtigt ked af det, for det VIL jeg bare!
Når man er konditor skal man jo smage på tingene, så jeg får lidt usundt hver dag – bortset fra de dage hvor jeg har fri. “

05/19/12
20120519-130005.jpg

Om fotograf-talenter

Endelig fik jeg tid til at lægge fotos fra min fars 60 års fødselsdag i lørdags, ind på min computer.
140 fotos var der blevet taget, hvilket undrede mig lidt, for jeg troede faktisk at jeg havde stresset for meget rundt til at tage så mange.
Min undren blev større, da jeg så billederne igennem – 140 billeder i sære vinkler, og med mystiske motivvalg. Hvor fuld havde jeg lige været,for at tage nærbilleder af bordpynt?

20120519-130005.jpg
Der var måske 25 nærbilleder alene af bordpynt – ingen af dem overdrevent spændende…

20120519-130047.jpg

20120519-130022.jpg
Og så maden – både før OG efter der var spist af dem.

20120519-130357.jpg
Min favorit: det spændende brødfoto:

20120519-130639.jpg
Usædvanligt mange af dem forestillede flødekartoflerne, som jeg ikke umiddelbart synes er et oplagt motiv?

20120519-130529.jpg

20120519-130439.jpg
Der VAR også billeder af folk, men primært taget bagfra, og nedefra:

20120519-131040.jpg
Og så, efter at have undret mig over 139 sære fotos, med nærbilleder af instrumenter, gaver, duge, højtalere og folks buksebage og lægge, kom jeg til det sidste, der afslørede mysteriet:

20120519-131156.jpg
Et foto af kagen – og Hulks lille fjæs der spejler sig, i spejlet øverst i venstre hjørne. (og ja, der er svært at se her – har affotograferet fra min computer, som er syg, og ikke kan gå på nettet…)
Roste hende for hendes grundighed som fotograf, og sans for detaljer.
Hun var meget stolt – og kan formentlig hyres, hvis nogle af jer skal holde noget stort, og ønsker grundig dokumentation af festen?

05/14/12

Om overraskelse

Som klynket over forleden, fyldte min far 60 i weekenden, og der er blevet brugt temmeligt meget af min energi på festkoordinering (regnede faktisk ud, at jeg har brugt 28 timer på borddæk/madlavning/oprydning i løbet af de sidste tre døgn. Så må man godt klynke lidt, ikke?).
Det gik faktisk godt – og han var rigtigt glad.
Fredag morgen fik jeg sneget et hurtigt frisørbesøg ind – har haft nogle uheldige episoder med mit hår de sidste år, og var derfor smasknervøs over det.
Så mig af nervøsitet slet ikke i spejlet, mens sød lille dreng med løse håndled og stor entusiasme nulrede rundt i mit hår i to timer.
Han fik mig også overbevist om at farvning og retning af øjenbryn var påkrævet, og det fik han også lov til.

Da han endelig var færdig, var jeg positivt overrasket: for en gangs skyld rigtigt pænt hår, der sad pænt, og så naturligt og sundt ud.
Jeg havde ventet det værste – og jeg så egentlig også irriterende overrasket ud, så jeg stoppede med at se på mig selv, takkede overstrømmende, og betalte.

Hjemme igen beundrede jeg lige hurtigt mig selv i spejl – pænt hår stadigvæk – men hvorfor blev jeg ved med at se så overrasket ud over det?
Prøvede at se neutral ud – og opdagede at det ikke var muligt…
Mit ene øjenbryn var simpelthen blevet plukket op i et kækt omvendt V, så uanset hvordan jeg arrangerede ansigtsmuskulaturen, så jeg lige befippet ud.
Tror ikke det var tilsigtet…

Har totalt hovedpine, af at forsøge at folde panden på en måde, der ligesom udlignede det fårede udtryk lidt, hele weekenden.
Men det vokser vel ud igen – håber jeg – og svinger jeg nok med det pæne hår, er der sikkert ingen der opdager det…

Og i dag er jeg så hjemme, med et sygt barn(de var raske alle fire hele weekenden – skønt med så lang en pause inden næste sygeperiode)….

05/10/12

Om at være så sur, at det ikke er værd at blogge om

Jeg blogger ikke så meget for tiden, fordi jeg generelt er ekstremt gnaven, klynkende og stresset for tiden – hvilket kun ville give gnavne, klynkende, stressede blogindlæg, som I ikke ville gide læse – og som jeg helt sikkert ville hade mig selv for at skrive.
Så her kommer en forklaring, der dog balancerer lidt for tæt på randen af selvynk.
top 6 liste, over ting I heldigvis slipper for at jeg skriver og klynker over
1. At mindstebarnet har haft lungebetændelse inklusiv feber i ti dage – synd for hende, bekymrende – og pissefrustrerende at skiftes til at ringe på arbejdet og bede om flere feriedage til at passe hende i.
2. Hvor længe siden det er at jeg har fået sex…
3. Hvor meget det stresser mig, at være hovedansvarlig for at holde min fars runde fødselsdag i weekenden – uanset hvor meget jeg håber han får den fest han drømmer om, får jeg stadig lidt tics, over tre dage med fuldtids forberedelser-fest-oprydning. Og den tale han håber jeg holder for ham…
4. Hvor ekstremt rasende og frustreret mit næstyngste barn er for tiden, fordi hun er nervøs over snarlig skolestart
5. Hvor længe siden det er at jeg har ført en samtale med min lækre mand, der ikke blev afbrudt af sætninger som:”Hey – læg den toiletbørste!”, “nå for søren, der kastede mindstebarnet lige op på det rene vasketøj…” og “STOP så med at tæske på hinanden!” (altså – til børnene – ikke ham.)
6. Lus

Men der er også lidt lyspunkter – tænkte bare at det var for sukkersødt til et blogindlæg? Her er det alligevel:
Top 1 over den sødeste kompliment jeg har fået nogensinde, som gjorde at jeg ikke gik helt til i surhed og selvynk i går:
1. En kollegas 7 årige datter – som jeg ikke kender særligt godt – udbrød spontant:”du er så dejlig at se på! Man bliver varm inden i, når du smiler…”

05/7/12

Om den perfekte børnehave – et mandagstip

Min 5 årige kagemester, skal starte i skole efter sommerferien.
Hendes tre bedste veninder skal på en anden skole, og er stoppet i børnehave allerede her d 1-5, og hun savner dem, og ville allerhelst bare spole tiden tilbage, og snuppe et par år mere i børnehaven, sammen med dem.
Hun har virkeligt nydt børnehavetiden, og vil derfor gerne fortælle om hvordan man vælger en god børnehave til sine børn, og hvordan børnehaver kunne blive endnu bedre:
kagemesteren – om den perfekte børnehave:
“min børnehave er næsten perfekt – men den var mere perfekt da Nikoline gik der… Jeg synes man skal vælge den til sine børn, men altså: de skal også have venner der, så man skal lige se om der er nogle søde børn først!
Alle børn er søde, der er kun en der er en møgunge. Hvis jeg måtte vælge, så skulle han altså ikke have lov til at rive og bide og skubbe børnene!
Det er også megasynd for hans bror at han altid skal være sammen med ham, for han er faktisk rigtigt sød, og han har engang beskyttet mig mod at blive bidt, af ham møgungen!
Man kunne jo sige til ham:”hvis du bider igen, så er du ikke stor nok til at have tænder!” og så ville han måske blive bange for at man hev dem ud.
Annemarie er ellers en god voksen – hun er min yndlings. Det er irriterende at hun elsker regnvejr, for så synes hun altid at vi allesammen skal elske det også, og så skal vi bare ud – men resten af tiden er hun faktisk bare god!
Hvis man skal vælge en god børnehave, så er det vigtigt at der er en sød voksen!
Annemarie kan lide at tegne med os, og så spiller hun guitar. Jeg elsker når hun spiller voksensange – hun kan faktisk spille Jason Mraz, og ham elsker jeg, og hun synes det er flot at jeg kan synge hele “Im yours”.
Men der er faktisk mange søde voksne. Jeg kunne godt lide at lave teater og øve bogstaver.
Men det jeg elsker allermest at lave, er at lave mad – og det kan man ikke i børnehaven! Hvis jeg bestemte i verden, så synes jeg at børnene skal have dejlig mad i børnehaven, og de må selv være med til at lave den. Jeg er SÅ træt af madpakker, jeg gad godt vi fik kartoffelsuppe og pizza og kødsovs, ligesom de små vuggestuebørn får – det ser så lækkert ud!
Der skulle ikke være så mange “skal-ting”, man skulle mere vælge selv – så måtte jeg besøge min lillesøster i vuggestuen hele tiden, og ae alle babyerne.
Og så gad jeg godt at der var en juicebar ude på legepladsen, hvor man kunne bestille smoothies og juice, i stedet for at have frugt med! Uh! Og en swimmingpool, inde i hallen!
Men mest af alt, skulle der bare være nok sandlegetøj til alle – og mine venner skulle komme tilbage og være der igen…så ville det være det bedste sted i verden!”

05/4/12

Om tarvelige komplimenter – opsummering

Hold da helt op – sikke mange spidse kommentarer, pakket ind som komplimenter, I har modtaget – lyder heldigvis som om I kan finde ud af at grine af dem?

På min egen liste, har jeg også modtaget disse “komplimenter”:

“Ai hvor sjovt at I faktisk ikke har så mange penge – du ser ellers så velnæret ud!”

“Det klæder dig med høje hæle – man ser altid mindre fed ud med dem på.”

“Du er jo slet ikke så tyk og grim i virkeligheden – det troede jeg ellers ud fra det du skrev!”

og så highlights af de kommentarer, som I læsere har været så søde at dele. Kan vi ikke hjælpe hinanden med at finde på kække gensvar til dem, hva?

“Det klæder dig nu så godt, når du endelig tager lidt make-up på”

“jeg kunne slet ikke kende dig, du ser jo godt ud!……………… ”

“ih du er bare helt vildt flot… på billeder!”

“Ej det passer da ikke hvad de andre lærere siger, du er da ikke helt vildt hidsig og besværlig at have med at gøre, de tør aldrig tage dig op til tavlen, men jeg synes du var god”.

“Du har da egentligt en lille røv i forhold til hvor fed du er! ”

“nu er du jo ikke verdens kønneste pige, og for et halvt år siden ville jeg ikke have været interesseret, men du er nu god nok”.

‘Det er sjovt med dig. Du har så meget fedt tøj, og så går du i sådan en grim kjole.’

‘Ihh hvor er det unfair du har så tykke arme når du slet ikke træner særlig meget for dem…’

“…det er ikke fordi du er sådan vildt lækker, du er bare så sød og sjov”

“Flot kjole… Slet ikke som den røde kjole, du havde på i går. Den var virkelig en gyselig farve, og du så meget tyk ud i den”.

“Du har sådan et kønt ansigt. Af en tyk pige at være”

“Ja, blusen er jo meget pæn på dig, men du har jo heller ingen bryster!”

“Hold da op, hvor har du fået en stor og flot booty…… Hvad spiser du egentlig for at den bliver så stor?”

“Ih altså, den kjole bliver pænere år for år du har den på…”

“den klæder dig bare SÅ godt. Men jeg heller ikke lide de der slanke piger..”

“Du er nu egentlig en meget køn pige …….men du kunne godt trænge til at tabe ti kg”

“Hvor er din bror en flot fyr, I ligner overhovedet ikke hinanden!”

Tak for samarbejdet til Gratis Spille Automater