04/30/12

Om komplimenter, med indbyggede torne

Lige da Ninjaman og jeg havde lært hinanden at kende, skulle hans kusine konfirmeres, og jeg skulle møde hele hans familie for første gang, ved samme lejlighed.

Nu kommer jeg fra en hedensk familie, og havde aldrig været til en konfirmation før, så både familien og begivenheden var nyt for mig, og at det endda skulle foregå ovre i store skræmmende Jylland, var stærke sager, for en lille københavnersnude som mig.

“Sikke en pæn kjole” komplimenterede en yngre veninde af familien mig, og jeg følte mig en smule bedre tilpas – ind til hun fortsatte:”jeg var på et tidspunkt ved at købe en der lignede – men min mand nedlagde veto, for den var ALT for konet og pædagogagtig…”

Bum.
En kompliment med en indbygget lussing.
Jeg var unaturligt genert og stille resten af festen, og følte mig umådeligt kikset, i min pædagogagtige konekjole.

Det er 15 års tid siden, og siden da har jeg samlet på den slags komplimenter-med-indbyggede-lussinger, lader mig ikke gå på af dem mere, og synes faktisk det er lidt sjovt.

Frk fantastisk gav mig denne HER kompliment, som jeg faktisk tror var kærligt ment, og hendes storesøster sagde, som mut tre årig der ikke havde fået lov til selv at bestemme tøj:”tillykke mor – vi har BEGGE to grimt tøj på i dag…” – hvilket jeg tror var ment lige så grimt som det lyder.

En af mine favorit ikke-kompliments-komplimenter, er denne:
– “hvor er det bare heldigt at du faktisk har ret tynde skinneben – når nu du har arvet mormors tykke lår!”
(tak mor…)

Nå, må jeg høre: har nogle af jer oplevet raffinerede fornærmelseskomplimenter også – og må vi høre dem, og grine lidt af dem?