I søndags passede min søde søster, hele min samling af børn, i velsignede 4 timer.
Nå, men 4 timers fri-med-kæreste-søndag skulle ikke smides væk på fx en biftur – trængte til at der skete noget helt andet, og havde meldt os til et kursus i kajak-roning…
Det var faktisk også sjovt.
Trods grå himmel var det en pæn og spændende tur.
Havde bare undervurderet hvor slap jeg selv er…
Ninjaman sad bagerst, og splaskede vand i nakken på mig, med hurtige åretag, mens jeg hele tiden måtte tage pauser, fordi mine buttede mormor-arme skreg af smerte.
Det morede han sig meget over, på “HAHA(plaskeplaske)HAHa”-måden.
Dødirriterende…
Havde kæmpet for at finde et vandtæt kamera jeg kunne låne, så jeg kunne forevige kærestetid.
Tog det her foto:
Og så løb kamera tør for batteri, så jeg fik ingen fotos af hvor hotte vi så ud i redningsveste og uldent tøj.
Da ungerne endelig sov, hungrede jeg efter voksenopmærksomhed og fysisk kontakt – men den energiske roer, Ninjaman, pev som en tøs hvis jeg så meget som strejfede hans overarmsmuskler eller balder, så det fysiske blev hurtigt droppet – og samtalen røg samme vej, da jeg – efter at have kværnet uafbrudt i ti minutter, til en intenst lyttende mand – opdagede at han sov…
Så måtte jeg nøjes med at snige mig lidt tættere på ham, snuse til hans duft – og nyde at det ikke nødvendigvis var
mig der skulle stå op med det barn der sikkert ville op kl 06…