04/17/12

Om madlavning – et mandagstip

“Kagemesteren” på 5 år – der elsker at hjælpe til i køkkenet – vil gerne give nogle tips til hvordan man laver mad:
“Hvis man ikke har prøvet at lave mad før, altså måske hvis man er flyttet hjemmefra, så kan man starte med at lære noget der er nemt, fx kartoffelmad eller tomatsuppe.
Til kartoffelmad skal man bruge rugbrød, smør, kartofler, mayonnaise og ristede løg.
Til tomatsuppe tager man 5 dåser tomater, fløde, løg, hvidløg, peberfrugt, to af de der grønne firkanter med smag, og så enten smuldret brød eller kartoffel til at gøre det tykkere. Så blender man det, når det er blevet blødt.
Jeg elsker at lave al slags mad, men mest kager, fordi der skal flest ting i, og det er sjovt at pynte.
Det eneste der ikke er sjovt, er at skrælle æbler… Engang skrællede jeg noget finger af, og jeg blev så ked af det, fordi jeg jo lige hyggede mig, og så virkede det så strengt pludselig at bløde så meget…
Hvis man skal skrælle æbler, skal man bruge sådan en skræller som der er på min mors arbejde, for den skræller udad. Sådan en ønsker jeg mig.
Jeg gad godt have en restaurant. Der skal være kagebord til 30 kroner, for alt det man kan spise. Ligesom på min og mors hemmelige restaurant, hvor vi kommer uden de andre. Her er min yndlingskage cheesecake.
Der skal også være mad: byg-selv burgere. Så får man bolle og bøf, og putter selv salat i. Så lærer gæsterne faktisk også at lave mad helt selv.
Jeg prøvede det engang på en restaurant på Bakken – jeg vidste slet ikke jeg kunne lave burgere, men den blev bare så saftig!

Skarpe knive er faktisk nemmere at styre end børneknive, for de skærer bedre.
Jeg bruger alle de store knive derhjemme, men man må aldrig løbe med en kniv i stuen!

Min livret er boller i karry. Det er nemt at lave: man skal bare bruge boller og så karry, og så blande det sammen.
Jeg ved bare ikke om man selv skal lave karryen… Det må man lige læse i en opskriftbog.
Jeg elsker madbøger og film med madlavning.
Engang lavede jeg bagte æbler på bål, fordi Mette blomsterberg viste hvordan jeg skulle gøre på en film.
De duftede godt og jeg glædede mig – men så fandt jeg ud af at jeg slet ikke kan lide varm frugt, og så græd jeg, fordi der ikke var noget andet dessert… Men det var sjovt at lave alligevel.
Børn der gerne vil hjælpe med mad, skal bare have lov. Så bliver de gode til det – ligesom mig, jeg er megagod!”