04/11/12

Om kur-sabotage og bløde venner

Påskens mange vekao-kanin-konsumeringer, har resulteret i to kilo ekstra spæk på min – i forvejen polstrede – krop.
Det ene kilo sidder i ansigtet, det andet får bare min krop til at føles sært bølgende når jeg går.
Tog en beslutning mandag aften om at NU skulle jeg altså til at tage mig sammen, droppe hyggerødvin og trøstechokolade, og måske endda få motioneret lidt.

Stadig med sundheds-ånden i tankerne gik jeg på arbejde.
Spiste relativt sund frokost, og sagde kun ja til et enkelt lillebitte stykke chokolade, som en kollega med fødselsdag delte ud.
Som dagen gik, blev sukkertrangen værre…
Der var travlt, og jeg var træt.
Men jeg styrede mig, og fik hentet mine børn hjem, uden at falde for fristelsen til at snige mig ind i kiosk eller netto efter sukker.
Stolt af mig selv!

Hjemme på dørtrinet stod en stor kasse fra børnenes faster: et vekao-påskeæg til dem hver, en kage-kogebog til Hulk, og en svulmende pose slik og chokolademarcipanæg til mig og Ninjaman.
For at det ikke skal være løgn, stod der yderligere to flasker god rødvin, som gave fra en ven jeg havde gjort en tjeneste…

Prøvede at holde mig i skindet, men efter at have læst kogebog højt, og hørt ungerne gnaske slik, endte jeg med at gå amok, og proppe mine buttede kinder med æg.
Den dårlige samvittighed gav mig næsten lige så meget kvalme som selve chokoladeorgiet…

Så modtog jeg sms fra veninde, der går på et yoga-hold, som jeg havde overvejet også at starte på.
“skal du ikke snart starte til yoga? Gad godt have en ven der, med en alm størrelse på krop. De er jo kun muskler de kvinder! Vil have en blød ven. Dig?”

Fnes over den sms resten af dagen – kan i høj grad godt gå for at være blød, ikke intimiderende yoga-buddy.
Vidste ikke det var en kvalitet i sig selv at være blød, men det virkede motiverende.
Tror jeg skal prøve det.
På lørdag.
Er spændt på om der findes muskler under det bløde – og på om jeg mon kan kvæle mig selv i løs hud, under udførelsen af “ploven”?

04/11/12

Om malplacerede mønstre

Jeg bestilte for nogle dage siden en ny frakke til mig selv.
Brugte lang tid på at lede efter den rigtige: den skulle være sort, ikke-sporty, og figursyet, uden at være for damet. Og så måtte den ikke koste meget over 600 kr.
I en netbutik fandt jeg en der levede op til det – endda på tilbud – og bestilte den.
Den kom i dag, og jeg blev ret glad da jeg åbnede pakken, for den lignede lige det jeg manglede:

20120413-162952.jpg
Glad lynede jeg den ned, for at prøve den – og fik et chok, da jeg så foret:

20120413-163046.jpg
Ja, du ser ikke syner – det ER et stort billede af en rotte, der sidder oven på en kat, og teksten ” Got you!!”
Altsammen på en bund af skingert lilla mønster.
Ai men altså…

Har der virkelig siddet en designer er sted og tænkt:”hm… Enkel, klassisk damejakke – bliver nødt til at spice den op med hidsigt mønster, og joke-foto, det er det alle vil have!”?

Prøvede den alligevel.
Den var faktisk rigtigt pæn på.
Jeg så næsten høj og slank ud.
Og lignede ikke barbamama, som min anden jakke får mig til….

Men jeg kunne næsten mærke mystisk rottebillede ætse sig ind i min ryg , og smitte mig med mærkelig stil, og risiko for at blive kendt som:”hende-med-sær-smag-i-jakkefoer”…
Hvad siger I, modekyndige læsere: beholde jakke, der er neutral uden på, og pangagtig indeni – eller sende retur?

Edit: endte med at sende den retur.
Med en undren over designerens modige foto-valg.