03/29/12

Om sommertid og soven over sig

Når man har børn, ser man frem til skiftet til sommertid – for selv om ens børn vågner kl 06, så står der 07 på uret, og det føles lidt mere humant.

Sådan har det bare ikke været herhjemme denne gang…
Hulk(der iøvrigt gerne vil skifte blog-navn til “kagemesteren”), er det eneste a-menneske herhjemme, og hun stod op kl 05 mandag morgen – hvilket jo så føltes ondskabsfuldt meget som kl 04…
De følgende dage var hun oppe næsten lige så tidligt, og jeg har følt mig som en zombie hele ugen.
Bortset fra i morges.
Jeg vågnede for en sjælden gangs skyld som den første, med en sær følelse i kroppen, en halvandet årig draperet over mit ansigt, og lyden af fire børns og en mands lavmælte snorken i ørerne.
Jeg bekymrer mig for tiden en del over ting i baglandet, og er ikke ubekendt med søvnløshed, men den der sære følelse kunne jeg ikke genkende som hverken ked-af-det-hed eller noget i den stil.
Efter lidt undren og mærken efter, begyndte jeg at få mistanke om at det måtte være udhvilethed – en ganske ukendt følelse efterhånden – og med en nervøs fornemmelse i maven, og uden at vække hende den lille der sov på mit ansigt, puffede jeg med storetåen til clockradioen, så jeg kunne se den.
Halv-fucking-9!
De har ALDRIG sovet så længe allesammen før, ikke engang efter nytårsaften, så hvorfor lige gøre det på en travl hverdag, hvor de kom i seng til almindelig tid dagen før?
Ninjaman slog alle rekorder i ninjahurtighed og var ude af døren få sekunder efter.
Jeg møder heldigvis sent, og har tid til at spekulere over hvordan jeg får dem til at gentage det her på lørdag og søndag…