Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg

6 thoughts on “Om det der kærlighed, del 15

  1. Åh. Suk. Jeg bliver altid så rørt over fødselsberetninger.

    Jeg har også en hjemmefødsel bag mig – det fedeste er altså at kunne gå direkte op i sin egen dejlige seng og sove bagefter 🙂

  2. Åh, hjemmefødsel… SUK. Jeg ville det så gerne!! Men det lykkedes ikke, endte på sygehuset efter 18 timer. Men hvor jeg dog elsker den slags beretninger! Det er så saligt og smukt! Yay…

  3. Hvis du undrer dig over underlige hits frem og tilbage på din blog i dag, så er det bare mig der på låååve-hungrende vis har bladret mig frem til starten af føljetonen og helt hen til nu. Jeg er en sucker for den slags føljetoner. Jeg har ingen mådehold.
    Altså; lækker føljeton, godt jeg opdagede den, og mere undren opstår, når jeg indrømmer at jeg nogenlunde ofte kigger forbi, og alligevel ikke har opdaget føljetonen før nu. Nå, men tak for den, og hurra for at kende til at det låve der skabte alle jeres unger!

    • Pille: det er jeg bare glad for og beæret over! Elsker når nogle gider læse bagud OG sige søde ting! Tak!

      Af ros tilbage, kan jeg sige at vi så dig i toget i sommer, og mellempigerne syntes du var SMUK med al det pink! De talte længe om det. Smart med hemmelig fanklub, ik?

  4. Pingback: Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *