Om sexede instrumenter

Ninjaman har masser af rytme – danser godt, synger godt, og spiller trommer.
Som teenager vidste han godt, at tøserne havde svært ved at modstå musikere, så han anskaffede sig et trommesæt og et band, og var midtjyllands bedst scorende teenager.
Smart hår, bar overkrop, skinnende trommesæt og rytmesans – han kunne ikke modståes.

Helt så målrettet var jeg ikke, da jeg begyndte at spille musik.
Jeg havde tænkt over scorefaktoren – for så havde jeg nok valgt et andet instrument.
På en ferie med mine forældre, så jeg en gammel inder spille på det smukkeste instrument jeg nogensinde havde set.
Skinnende blankt, rødt, og med perlemorsknapper.
En trækharmonika.
Jeg sad en hel aften og stirrede betaget på at han spillede – og plagede mig til at få lov til at gå til det, da jeg kom hjem fra ferie.

20120306-210723.jpg
Jeg gik til det i tre sæsoner.
Ikke fordi jeg kunne lide det.
Ikke fordi jeg havde talent.
Ikke fordi jeg øvede mig.
Ikke fordi jeg lærte en skid.
Men fordi:
1): min stakkels harmonikalærer havde kun en enkelt elev: mig, boede hjemme hos sin mor og var lidt allround sølle. Jeg nænnede ikke at fortælle ham at jeg ikke gad alligevel…
Og
2): instrumentet VAR altså flot og skinnende…
Men spille kunne jeg ikke.
Gad ikke øve mig, glemte noderne, og havde absolut ingen rytmisk sans.
Efter de tre sæsoner syntes min lærer at jeg var nødt til at deltage i musikskolens store forårskoncert.
Der sad jeg så, under projektørlys, på en stor scene, med crepet hår og laksko, min flotte røde harmonika – og intet talent. Havde knapt nok gidet øve.
Jeg hakkede mig gennem “when the saints”.
Iiiiiiiih-ihhhhhh……..ih-ihhhhh…. Iiiih…
Iiiiiih…ihhhhhh…ihhhhhh…iiiiiiiiiiiiiiih.
Det tog 100 år.
“Sådan der skal I ikke synge!” hørte jeg korlederen sige til det dygtige kor, der skulle på efter mig.
Og der stoppede min glorværdige harmonikaspilkarriere så.

Men mine børn? De har arvet deres fars rytmiske evner, allesammen. Ingen af dem har udvist interesse for harmonikaer.
Frk fantastisk har endda arvet sin fars talent for rockstjerne-karisma også – og spiller trommer.
“Drengene sagde at en pige ikke kunne – så de kigger hele tiden på mig når jeg spiller!” sukkede hun glad, og slog med sit lange hår.
Der skal vist holdes øje med hende om 8-9 års tid…

12 thoughts on “Om sexede instrumenter

  1. Jeg spillede blokfløjte. Fa’me heller ikke meget street cred i det, skal jeg hilse og sige. Så var det trods alt bedre med klaveret, som jeg boksede på de næste ti år.

    Jeg har til gengæld købt mini-guitarer til begge mine tøser. Så næste generation kan blive langt mere rock chick blærede. Måske kan det så smitte en smule af på deres mor 🙂

    • Nej blokfløjte er heller ikke supersexet.
      Og wow – det lyder grimt, i en begyndermund…
      God ide med guitarer!

  2. NEJ DET ER FANDME LØGN! Det gjorde jeg også!! I lige præcis tre sæsoner. Jeg kan stadig spille snevalsen (meget dårligt).
    Jeg startede kun fordi Allan, som jeg rigtig gerne ville lege med, var fuldstændig besat af at spille. Hans far var autohandler, Citroen-Arne, så hos Allan kunne man lege i de gamle biler. Jeg kørte den gule og Allan den røde 2CV (vi var 7år og der var ingen motor i). Jeg holdt op fordi Allan døde og hans gravsten er udformet som en harmonika – det tog ligesom glansen af maskinen. EJ ALTSÅ jeg kan fortælle mange historier om UMM-BA-BA UMM-BA-BA. Om teskeer fra Harzen og harmonika træf. For pokker da, du ramte lige en halv bog med barndomsminder.

    • Hvor vildt at du også spillede tre sæsoner – vi burde starte en lille fælles verdensturne?
      Hvor trist med lille Allan der døde… Hvad døde han af? Fin beskrivelse af jer i bilerne.

      • Turne titel: “for dem med tre sæsoner”
        Vi skulle måske starte med døveskolerne for ikke at fornærme nogen på den der verdensturne. Hvis vi så rykker videre til blindeskolerne bagefter, kan de ikke genkende os, hvis de vil slå os ned.

        Allan var født med noget med nyrerne, så vi vidste at han ville dø på et tidspunkt. Nu var vi 70er børn, så der blev snakket om sådanne ting. I stedet for at skjule at Allan fik medicin, så gik det på tur i spisefrikvateret, hvem der skulle give Allan sin pille (på teske med syltetøj). Det gik vi meget højt op i. Det betød også at han aldrig blev mobbet, selvom han var meget lille, svag og lidt underlig ind imellem. Vi vidste jo godt hvorfor. Og at han skulle beskyttes mod drengene fra de store klasser.

        Med DER SKAL VÆRE RETFÆRDIGHED I VERDEN-Signe ved sin side, var han aldrig uden en soldat! Jeg tror mest det var derfor jeg fik den gule 2CV.

  3. Ah… jeg spillede blokfløjte men kan altså ikke læse noder. Lærte det aldrig men spiller ok efter gehør. Vi har trommer, guitarer, keyboard m.m i huset. Manden spiller trommer og andre ting. Han er go’ til det. Jeg har slæbt trommesæt rundt i Londons gader og på undergrunden efter hvert gig… Ikke det fedeste men hvad gør man ikke for kærligheden!! Det var meget cool at være kærste med en i et band og nu efter 10 år og to børn senere skal vi sgu også giftes….;)

    http://hvisvindenvender.blogspot.com/

    http://oddparent.blogspot.com/

  4. Åh og jeg som troede, at jeg var det eneste underlige barn, der havde valgt harmonikaen. Det giver IKKE point, skulle jeg hilse og sige.. Det gode ved at blive voksen er det privilegium at indse, at man ikke var den eneste i verden, der ikke forstod at være smart.

  5. Haha, jeg har lavet noget nær det samme! Jeg kastede mig bare over violin. Gik til det i to år, jeg var elendig, min underviser hadede mig, fordi jeg aldrig øvede. Den stank ad helvede til, altså violinen, og det betød at den kun var ude af sin kasse en gang om ugen (altså når jeg huskede at slæbe det ildelukkende møg-instrument med mig om morgenen). Men så efter to års manglende øveri, synes underviseren at det var på tide, at jeg spillede til forårskoncerten! Og der stod jeg så med det døde hamster på skulderen og skulle spille den eneste sang jeg havde lært – ABC-sangen, og jeg rammer ikke andet end falsk igennem hele sangen. De medfølende øjne var til at få øje på, og mens jeg stod og var lettet over, at det var slut, får underviseren ondt af mig (eller også ville han straffe mig for to års sløseri) – men han siger i hvert fald – ‘ja, det fik jo ikke helt som planlagt, prøv igen’ og så stod jeg eddermame der med den lorte-violin og skulle spille den lorte-sang igen… Og så stoppede jeg kort efter! Og det er jeg glad for!

    • Hvor er det en smuk beskrivelse, tak!!
      Min søster gik også til violin – det var en pinsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *