Der er ulækre ting ved at få børn,som man frygtede voldsomt da man var ung: optørring af bræk, lortebleer, og lange grønne snottråde ud af børnenæser fx -men når man selv bliver indehaver af et barn, er det i virkeligheden ikke så slemt.
Ja, børn ER klamme, og kan lugte, og opkast er altid overvældende – men man lærer hurtigt at klare det, og er ikke ved at dø imens man fikser det.
Jeg er selv blevet ret cool til at tackle diverse klamheder med et smil, og er faktisk ret imponeret over mig selv i den retning.
Bortset fra en ting: næseblod.
Jamen for pokker – det er så klamt, og ser så uhyggeligt ud, og jeg går totalt i panik over det.
Hvis mine børn får det, må jeg nærmest tvinge mig selv til ikke at løbe skrigende rundt i cirkler og panikke:”aaaarhhhh! Klamtklamtklamt! Du BLØDER! Ad! Du døøøøøøøør! Blod i dit ansigt!!!! Panik! Ambulance? Klamtklamtklamt!!! Din næse sprøjter, jeg tror dit hoved eksploderer!Jeg skal kaste op!”
Men jeg sidder med et stift smil og en klud, og siger med pædagogisk stemme:”nej det er ikke slemt.(JO DET ER!). Det er ikke noget at være bange for.(JO det er jo BLOD! Panik!) Det er helt normalt. Bare træk vejret.”
Forleden ville jeg smide et skab ud til vejen – det har stået i vores have siden vandskade i juli, men vi er ikke lige de hurtigste til oprydning.
Håndtaget, som jeg ville holde i, knækkede af, og jeg gav derfor mig selv en albue i fjæset, og knoklede irriteret videre.
Indtil jeg så de røde pletter på det hvide skab…
Rørte ved min næse, fik blod på fingre og kunne mærke den der irrationelle panik stige op indeni.
Smed skab,og panikløb ind til Ninjaman for trøst og testamenteskrivning (kom muligvis til at tvære blodet ekstra meget ud på mine hænder og kinder imens, så han kunne se hvor dramatisk det var… Ja, jeg er barnlig)
Han så på mig, rakte mig en serviet og viste mig hvor jeg skulle holde på næsen, uden at sige noget.
“nå” sagde han så, tørt “jeg så dig fra køkkenvinduet, der var du ikke så blodig. Hjælper det på din næseblodsskræk hvis jeg også løber rundt som en hovedløs kylling og skriger af skræk?”
“æh… Var jeg kommet til at tvære det ud? Det havde jeg ikke lige bemærket… Men du ma da godt sympatipanikke lidt?”
Fik et kys på panden – et sted jeg ikke havde tværet blod ud…
Og så kom nogle af børnene ind, og Hulk sagde forskrækket:”mor! Du bløder jo!” og selv om jeg et øjeblik fantaserede om at vi kunne panikke over det sammen – fandt jeg pædagogstemmen frem, og sagde overbevisende nonchalant:”nå det? Det er da bare lidt næseblod. Det er skam ikke spor farligt!”
Jeg panikker også over næseblod så du er ikke ene om det:) Lidt sympati herfra:) Det værste næsteblod er, når en af børnene vågner grædende med blod løbende ud af næsen. Det er mørkt, man er træt og ser ikke så godt så blodet ligner de er døende og panikken tager overhånd!
For mange år siden skulle man have hovedet nedad, hvis man fik næseblod, men nu skal man have en isterning på begge sider af næseryggen…vi vidste ikke, at reglerne var lavet om, da vores for 30 år siden fik voldsom næseblod. Hun blev lagt på en madras med hovedet nede på gulvet….blodet pumpede fra næsen ned i hendes øjne i takt med pulsen….i panik ringede jeg til lægen, der fortalte om ændring af reglerne om standsning af næseblod. Vi havde ingen isterninger, men overrislede hendes hoved med koldt vand. Hun druknede ikke, og næseblodet stoppede.
Argh jeg bliver helt dårlig ved tanken!!
En tapper dåd i den daglige kamp.
Humoristisk og dramatisk, godt de ikke var mig. Jeg blev dårlig bare af at læse det her.. og tænk, på næste mandag skal jeg påbegynde min praktik på Aalborg sygehus. Haha, håber virkelig jeg kan vænne mig til den slags.
Hvor er det sjovt, at du prøvede at få det til at se mere dramatisk ud end det var. Dét er SÅ meget noget, jeg selv ville ha’ gjort for at indkassere lidt ekstra ynk. Ærgeligt at det ikke gik helt efter hensigten.