03/31/12

Om at være en sexgal tosse

På vej ud af døren i går, spottede jeg en stor fed lus i en af pigernes hår, så min længe ventede fridag-til-at-skrive; blev til fridag-til-at-vaske-og-kæmme-tre-børn…
Øv.
Efter at have brændt en uges madbudget af på apoteket, på lusemidler og kamme, fordybede pigerne sig i en stor kasse med badges i en musikbutik.
Krea-Girl er fan af Beatles, og altid på udkig efter lidt merchandise, så hun fandt en plakat og to badges med dem, og betalte glad med lommepenge.
Frk fantastisk fandt en flot badge, hvor der med glimmerbogstaver stod “I love sex”.
Den ville hun gerne have.
Jeg forsøgte at forklare hende diskret hvad den betød, men hun var så forhippet på at købe den glitrende sag, at hun ikke rigtigt hørte efter.
Til sidst måtte jeg skære den ud i pap:”der står:”jeg elsker at bolle” – vil du gerne have dine venner tror du gør det?”
“AD! NEJ!” og så slap hun den.
To minutter efter stod hun i køen, med samme badge og fire kroner i hånden.
Mig:”køber du den alligevel? Troede vi var enige om at det ikke var for børn?”
Ff(iført snedigt smil);”den er ikke til mig”
Mig:”øh hvem så?”
Ff:”den er da til dig, mor! Du har gjort det hele FIRE gange, for du har fire børn – så du må meget elske det!”
Jeg afslog høfligt.
Det er muligt at jeg er en sexgal tosse, med hele fire gange på samvittigheden, men jeg behøver altså ikke reklamere med det…

03/30/12

Om grise- dillere

Mellempigerne sad sammen og bladrede i en stak billedbøger fra biblioteket, mens jeg lavede mad i går.
“Mor, kom og læs den her!” hvinede kagemesteren (tidligere kendt som Hulk), og så brød de fnisende sammen.
Jeg havde ikke tid der, så de læste videre selv, helt opløste af grin over en af bøgerne.
Da vi havde spist, kom de forventningsfulde hen til mig med bogen, og jeg læste den højt – en egentlig ret underholdende bog, om en gris der blev ond.
Men jeg forstod ikke helt hvorfor de stadig var så overstadige og fnisende.
Så kom vi til det her billede:

20120329-150435.jpg
Det fik dem til at hulkegrine, og frk fantastisk måtte holde en akut tissepause.
Jeg læste teksten, og de så spændte på mig , som om de forventede mere.
“står der ikke mere?” spurgte frk fantastisk, men det gjorde der ikke. “jamen… Hvorfor står der ikke noget om hvorfor grisens diller er sort?”
Og så kunne jeg pludselig godt se det.
Og måtte fnise lidt med.
Men der stod altså ikke noget om det…

03/29/12

Om sommertid og soven over sig

Når man har børn, ser man frem til skiftet til sommertid – for selv om ens børn vågner kl 06, så står der 07 på uret, og det føles lidt mere humant.

Sådan har det bare ikke været herhjemme denne gang…
Hulk(der iøvrigt gerne vil skifte blog-navn til “kagemesteren”), er det eneste a-menneske herhjemme, og hun stod op kl 05 mandag morgen – hvilket jo så føltes ondskabsfuldt meget som kl 04…
De følgende dage var hun oppe næsten lige så tidligt, og jeg har følt mig som en zombie hele ugen.
Bortset fra i morges.
Jeg vågnede for en sjælden gangs skyld som den første, med en sær følelse i kroppen, en halvandet årig draperet over mit ansigt, og lyden af fire børns og en mands lavmælte snorken i ørerne.
Jeg bekymrer mig for tiden en del over ting i baglandet, og er ikke ubekendt med søvnløshed, men den der sære følelse kunne jeg ikke genkende som hverken ked-af-det-hed eller noget i den stil.
Efter lidt undren og mærken efter, begyndte jeg at få mistanke om at det måtte være udhvilethed – en ganske ukendt følelse efterhånden – og med en nervøs fornemmelse i maven, og uden at vække hende den lille der sov på mit ansigt, puffede jeg med storetåen til clockradioen, så jeg kunne se den.
Halv-fucking-9!
De har ALDRIG sovet så længe allesammen før, ikke engang efter nytårsaften, så hvorfor lige gøre det på en travl hverdag, hvor de kom i seng til almindelig tid dagen før?
Ninjaman slog alle rekorder i ninjahurtighed og var ude af døren få sekunder efter.
Jeg møder heldigvis sent, og har tid til at spekulere over hvordan jeg får dem til at gentage det her på lørdag og søndag…

03/28/12

Om deprimerende tegninger

Frk fantastisk – normalt et ganske positivt 7 årigt barn, der tegner opmuntrende og farvestrålende tegninger, som fx denne – er inde i en lidt goth-agtig fase, hvor hun udelukkende går i sort tøj, og vil være vampyr, øksemorder eller noget andet tilsvarende uhyggeligt når de leger.

Det har åbenbart smittet af på hendes tegninger, måtte jeg konstatere da jeg fik foræret følgende tegning, og forventede noget med mønstre og blomster.

20120327-183742.jpg
En mor, der går tur med barnevogn, men altid må stoppe og græde, når hun kommer til den vej, hvor hendes forrige baby faldt ud af barnevognen og døde…
Er det ikke melodramatisk og trist?

03/27/12

Om coli-bakterier

Min kollega skulle hente noget ude på badeværelset på jobbet i går.
Vores flinke sydamerikanske rengøringsdame var i gang med at rengøre toilettet imens: dyppede en svamp ned i kummen – og vaskede brættet af med vandet!
Så tror da pokker at jeg har slæbt skide-brække-syge med hjem til mine børn flere gange i år…
Kald mig bare sippet, men jeg synes altså det er virkeligt skummelt.
Overvejede at forklare hende det, men det spanskkursus jeg meldte mig til for 15 år siden, kom jeg kun til to gange, og selv om jeg stadig kan huske de ting jeg lærte de to gange, og derfor både kan konstatere at “Fernando har fødselsdag” og “Picasso er ikke tyrefægter, så virkede ingen af de sætninger dækkende…
Og derudover var mit bedste bud:”toilettos-aqua el klammos! No! No el svampos toilettos-vandos numsos!”, og det lød heller ikke som det helt rette…
Nogen der lige kan hjælpe mig med hvad det hedder, på lidt mere korrekt spansk?

Nå, men hvis jeg skal sige noget positivt om det, så må det være, at det sikkert ender med at give mig faste lår… Jeg sætter mig altså ikke lige på det brædt igen, og må lære at tisse i skiløberpositur!

03/25/12

Om lugte

Supertumling – for få øjeblikke siden bare en baby der ikke fattede meget – er lidt for kvik nu.
Jeg er alene hjemme med hende i dag, vi fik koreansk mad i går – som jeg elsker, selv om det gærede kål der hører til, altid får min mave til at gå amok.
Men alene med sådan et lille barn, tænker jeg ikke rigtigt på høfligheden, og lukker bare luft ud i højlydte salver.

Indtil “the-artist-formerly-known-as-baby”, ser foragteligt på mig, og går ind og henter en af sine egne bleer, som hun overrækker mig, sammen med kommandoen:”mor – numse!”

Uh, at få at vide man trænger til at blive skiftet, af et barn på 20 mdr, ligger alligevel lidt højt på pinlighedsskalaen…

03/24/12

Om søskendeskænderier

Når vi har gæster, bliver de tit overraskede over hvor godt pigerne leger med hinanden, og hvor empatiske og hjælpsomme de er over for hinanden:
“skal jeg hjælpe dig med at bygge den der?”
“jamen selvfølgelig må du da låne min legoborg, kære søster.”
Det er ren idyl, mens de ligger på gulvet og bygger en by til deres lego, aftaler roller og strør anerkendende sætninger ud over det hele.

Ninjaman og jeg kan også blive helt rørte over de tre stores leg, rose hinanden lidt for fedt forældreskab, og måske endda tage et par fotos af idyllen.

20120324-141958.jpg
Total glansbillede-idyl.

Lige ind til nogen siger det frygtede ord: “oprydning”….

20120324-142149.jpg
Hulk får altid akut travlt med noget andet: skal tisse, tørster, har glemt at skifte sokker, frk fantastisk går i forsvars-mode og remser alle de grunde til at hun IKKE skal hjælpe op: hun har knapt nok rørt det/var imod at de byggede et hus/ejer ikke det legetøj de har brugt/meldte sig ud af legen to sekunder før oprydning – og krea-Girl har absolut nul-tolerance over for oprydningsflugt, og låser rask væk døre og uddeler trusler, hvilket får de to mellempiger til at gå endnu mere i baglås.

20120324-143151.jpg
Her til formiddag legede de en hyggelig leg i en time – og skændtes om oprydningen i næsten lige så lang tid.
Men supertumling er jo ikke halvt Ninja for ingenting, så da Ninjaman og jeg på skift havde været oppe og mægle, sneg hun sig ind på værelset, greb en kurvfuld legomænd – og smed den rask væk ned i toilettet.
Bum.
De skrækslagne piger stoppede straks med at skændes.
Og så ca. sådan her ud:

20120324-143444.jpg
Uden at tæve hinanden, ryddede de resten op, mens de blev enige om en fælles fjende: grabsenalle-lillesøster.

Jeg tror hun skal på banen som konfliktmægler lidt oftere – for da de, efter endt oprydning, kom ned i stuen for at fryse den lille mægler ud, blev de overrumplet af en lille dans hun udførte, og et kram til dem hver.
Så kunne de faktisk ikke holde surheden.
Og nu leger de så med små figurer.
Alt ånder idyl.
Jeg må hellere præparere den lille konfliktmægler til oprydningen…

(og tegningerne? Lavede dem for at vise pigerne hvor irriterende de er når de rydder op – de syntes det var sjovt, så derfor kom de med. Ikke fordi jeg vil gå den uforlignelige tændstikmester i bedene, for ingen slår hende!)

03/22/12

Om sprogbarrierer

Frk fantastisk havde en ny legekammerat med hjemme forleden, og nysgerrig som jeg jo er, udfrittede jeg ham lidt om hans familie.
Barn:”min far er lærer – dansklærer”
Nysgerrig mor:” nå da. Er han på en skole eller et gymnasium, eller hvad?”
Barn:”nej det er hvor han lærer dansk til dem der ikke kan: spanskere og kinsere og tyskere. Men IKKE til jyskere. Jyskere kan nemlig godt tale dansk – selv om det lyder underligt..,”

Havde svært ved at holde masken – især da Ninjaman spruttede kaffe ud af næsen af grin.
Han er ellers også oprindeligt jysker – men forstår åbenbart sproget alligevel.

03/21/12

Om kikset varenavn

20120320-202254.jpg
Fandt denne pakke toiletpapir i Netto forleden, og havde en hurtig fnisetur over navn og emballage.

“Ooooops…” hedder mærket, og pakken har en hemmelighedsfuld nøgen kvinde på forsiden.

Ja, nu er jeg som sagt klam og barnlig, så lad os ikke tale om hvilke historier jeg kunne få ud af det…

Ninjaman syntes også pakken var lidt bizar(og toiletpapiret er “gynækologisk testet” – wtf?), men han var uenig med mig. i at pakken sikkert hed “ups”, for at indikere at hemmelighedsfuld nøgen kvinde måske havde haft et lille uheld, i forbindelse med at slå en diskret lille fis.
Nå.
Jeg synes stadig navnet er uheldigt og skaber grimme billeder i mit hoved af forskellige “ups”-situationer, der ville kunne kræve toiletpapir…

03/19/12

Om hvordan man bliver rig – et mandagstip

I dag er det de tre store superpiger: krea-Girl, frk fantastisk og Hulk, der svarer på et mandagstip-emne fra en læser: “hvordan bliver man rig?”
krea-Girl:”altså… Hvis du nu lige skal til at få et job, så vælg et man tjener penge på, hvis du vil være rig”

Ff:” ja sanger eller skuespiller, ligesom Justin bieber”

krea-Girl:” jo, men ikke alle sangere tjener mange penge, de arbejder ved siden af, mens de venter på at blive berømte.”

Hulk:”jeg er kun 5 år, jeg er ligeglad og forstår ingenting. Jeg har ikke engang et arbejde selv!”

krea-Girl:” nogle jobs tjener man godt på – forhandlingsmand, læge eller sådan noget. Jeg er ikke så klog om penge og al sådan noget halløjsa. Jeg ved ikke hvad der er meget af penge.”

Ff:”hvis man vinder xfactor bliver man milliardær.”

Hulk: ” man kan også vinde i lotto! Det har vi prøvet! Vi vandt nok penge til at få en stor is hver!”

krea-Girl:”jeg vil ikke vælge arbejde efter hvad man bliver rig af, jeg vil ikke lave noget der er pissekedeligt og tænke:”åh nej nu skal jeg på arbejde…”, jeg vil hellere glæde mig til det, og så tjene kun lidt. Måske vil jeg gerne arbejde på en skole eller med at tegne ting.”

Hulk:”jeg behøver heller ikke være rig, for heldigvis tjener jeg penge. Jeg får 5 kroner når jeg laver arbejde: vasker støv af og tørrer vindueskarme. Og vasker håndvask.”

Ff:”jeg tror man kan sælge sine gamle ting og blive rig. Hvis man har nogle kjoler man ikke kan lide, eller nogle smykker, så kan man sælge dem og blive rig.

krea-Girl:”jeg kender nogle der er rige. De har et kæmpehus med mange rum i. Og en rustning og et klaver og et skab med glas-halløjsa. Den ene af dem arbejder med at skyde dyr – eller også er det bare i fritiden?”

Hulk:”de har også deres egen skov. Jeg har aldrig været i den.”

Ff:”hvis man hurtigt blev berømt, fik man hurtigt penge. Jeg vil gerne være skuespiller, fordi jeg kan lide at de klapper. Jeg har spillet på marimba til en fest på skolen, og det var sjovt at være på en scene med mine venner.”

krea-Girl:”penge er ikke det vigtigste i verden. Det er mere sådan nogle hippieting, som familie og venner og passe på hinanden, der er vigtige.”

Ff:”ja og kærlighed,”