Om nusseklude

Jeg er ikke sådan en mor der sirligt får skrevet søde ting ned om mine børn i de dertil indkøbte “barnets bog”(sådan en fortrykt bog, hvor man skriver ned hvornår de lærer at gå, og hvad de bedst kunne lide af legetøj da de var 2 år osv)
Jeg ville egentlig gerne gøre det, min mor lavede en da jeg var lille, som jeg er glad for, og jeg har købt en bog til hver af pigerne – men altså…
I den ældstes står der hvornår hun fik tænder og hvad vi lavede på hendes 1 års fødselsdag(zoo), 2 års fødselsdag(feber), i den næstældstes er der en pralende gennemgang af hendes motoriske talenter det første år af hendes liv, i den næstyngstes står der hendes navn – og i den yngstes står der bare et 4 tal på forsiden. (Vi havde ikke bestemt hendes navn endnu, og jeg kom ikke lige videre end det…)

Efter nogle år med dårlig samvittighed over manglende dokumentation af børns nuttethed, købte jeg en kasse med låg til hver, hvor jeg smider diverse mere eller mindre gennemtænkte minder ned i: deres første sparkedragt, yndlingsrangle, fødselsdagskort, håndaftryk, søde stile, gode tegninger, brugte tænder og ting i den dur.
Så kan jeg ligne en overskudsmor der har givet det meget omtanke, og overrække hver deres kasse minder når de flytter hjemmefra – og det har ikke kostet mig skrivekrampe i hånden eller fået mig til at svede over hvad der skulle skrives, jeg behøver bare løbende smide et par håndfulde ting ned i kasserne.
I dag gik Hulk med mig i kælderen, for at supervisere, at jeg lagde en flot tegning hun lige havde lavet, ned i hendes kasse.
Vi stod og beundrede de mange ting der lå der, da vi opdagede noget fedtet stof.
Jeg kunne ikke genkende hvad det var, men Hulk foldede det ud og udbrød lykkeligt:”åh – gamle nusseklud!”
Og det var det så.

Gode gamle nusseklud.
Med dirrende glade fingre foldede hun gamle nusseklud ud, og løftede den rutineret op til sit ansigt og tog en dyb indånding.
“Mmmmm mor, den dufter lige som jeg husker den!” sukkede hun saligt og tilbød mig en snuser.
Fy for pokker! Den lugtede skummelt! Døde dyr, madrester og skraldespandsmix.
Der kunne jeg godt lige mærke et stik af dårlig samvittighed over ikke at have vasket den inden – for jeg vidste jo godt at “gamle nusseklud” oprindeligt havde fået sit navn, fordi den duftede dejligt gammelt…
Da hun havde nydt duften, listede jeg den diskret over i vasketøjsbunken…
Og så gik vi op og så på fotos og mindedes de glade dage hvor gamle nusseklud altid var en del af vores hverdag…
Hulk suttede på finger, da hun var lille, mens hun snusede til sin nusseklud.
Den klud blev slæbt med overalt, og lugtede derefter, men de gange vi var nødt til at vaske den, brokkede hun sig længe over at den “lugtede forkert”.
Så det er nok derfor jeg af vane ikke fik vasket den inden turen i mindekassen?
Nu er den i det mindste ren – og blev hædret og mindet, ved at vi fandt den på de fleste fotos vi havde af Hulk som lille.