02/28/12

Om en skod-mandag, der endte godt

Dagen i går var temmeligt halvmøg-agtig. Den startede med at Hulk havde feber, så Ninjaman og jeg måtte spille det kendte “hvis-tur-er-det-til-at-blive-hjemme-og-har-nogen-af-os-mest-brug-for-at-nå-på-arbejde-selv-om-det-er-deres-tur”-spil.
Ingen af os vandt, men det var Ninjamans tur til at ringe og melde barn-syg.
Jeg cyklede ambivalent ud i regnen: havde jo lyst til at blive og kramme den lille syge, men var også lettet over ikke at behøve blive væk fra arbejde. Og for ikke at behøve tørre bræk op…
Men min arbejdsdag var så, for en gangs skyld, ikke hyggelig.
Der manglede folk, og man forsøgte at dække deres arbejde hele dagen, på utilfredsstillende vis.

Jeg har en enkelt kollega der elsker at bagtale, og hun kørte i selvsving i en grad, så jeg bare var  møgtræt af at høre på brok.

Efter 7 timer i surhedsland, kørte jeg hjem gennem det ondeste regnvejr.

Gennemblødt trådte jeg ind af døren, til tre børn der sloges om en iPhone.
Og tænkte det var den dummeste dag længe…

Men så havde Ninjaman lavet gode frikadeller.
Og superbaby havde lært at sige:”hestepære”.
Og syge Hulk havde lavet mig en perleplade.
Og de store havde haft emne sammen i skolen og var glade over det.

Det blev så hverdagshyggeligt, at det var svært at blive ved med at være sur.
Bagefter åbnede jeg min mail og fandt dette skønne nye blog-overskrift-banner, en gave fra en anonym læser. Blev så glad – og det ligner endda helt vildt meget!
Er det ikke fint?
Om aftenen gik jeg over til en veninde og drak rødvin og så “Kongens store tale” – en fantastisk film. (Se den!)
Og så var jeg ikke sur mere.
Tror på at i dag bliver en god dag.
20120228-080817.jpg

02/28/12

Om pletvis sygdom

Sidste år var de tre store piger nærmest syge i en hel måned, uden stop: influenzaer, bræksyge, halsbetændelse og andre spændende ting afløste hinanden konstant, så de var højst i skole/børnehave et par dage, før de lagde sig igen.
Vores stue så hele tiden sådan her ud, med mindst to syge af gangen:

20120229-202916.jpg
En improviseret fællesseng foran fjernsynet,og en baby, der var overdrevent glad for selskab på alle hverdage.
Dengang syntes jeg det var megahårdt at være spærret inde med syg flok konstant, og tænkte at det ikke kunne blive værre, end at have så mange syge samtidigt.
Det kan det…
I år har de høfligt taget sygdom på skift i stedet: så snart en er blevet rask og Ninjaman eller jeg har gjort os klar til at komme på job igen – så har næste barn brækket sig…
Kan slet ikke huske hvordan man bruger almindelige ord som “gæster”, “sexliv” eller “alenetid” længere…

På plussiden: jeg kan uden problemer melde mig til jeopardy og svare rigtigt på alle spørgsmål vedrørende Harry Potter, iPhone apps for børn, Rasmus Seebachs irriterende sangtekster og forskellige typer opkast.
Hurra.