02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)

02/24/12

Om at være far til pigebørn – Ninjaman fortæller

Jeg er stadig en lidt fraværende blogger, men min kære mand har været så flink at melde sig frivilligt med et langt indlæg – der næsten kan gå som fredagsføljeton. Tak for det!

Følgende er skrevet af Ninjaman,om hvordan det er at have fire pigebørn
“For ti år siden, fødte min kone vores første datter.
Jeg glemmer aldrig da jeg så hendes ansigt for første gang – det var fascinerende så meget hun lignede mig: samme ansigtsform, samme mørke øjne, flade næse og brede læber.
Jeg er adopteret, og hun var derfor det første menneske jeg nogensinde har set, der lignede mig.
Da hun var to, gik hun rundt i camouflage-tshirts med kranier på, spillede sej, så op til sin far, og var svært stolt af at vi ligner hinanden så meget – men det sekund hun fyldte 3 år, blev hun ramt af en prinsessebølge, jeg ikke lige havde set komme.
Jeg er ellers vokset op, som ene dreng mellem to piger, og troede jeg var godt rustet til pigefnidder – det var jeg så ikke…
ALT skulle være lyserødt og blomstret, hun kunne under ingen omstændigheder iføre sig bukser mere, og klædte om til fuldt prinsesseudstyr, med håndtaske og diadem, så snart hun kom hjem fra børnehave.
På det tidspunkt fik vi datter nr to. Hun lignede mig ikke så meget af udseende, men det var nu dulmende for øjnene at se på hende, for hendes tøj var ikke nødvendigvis skingert lyserødt hele tiden – som hendes storesøsters var.
Og jeg var en glad far, med en prinsessepige på den ene arm, og en velduftende baby på den anden.
Storesøster var begejstret over at lillesøster havde det eneste rigtige køn, men svært skuffet over at hun ikke måtte bestemme, at hun skulle hedde Tornerose…
Kort tid efter, kunne min kone – til vores umiddelbare skræk – tisse to røde streger frem på en graviditetstest. Spiral er åbenbart ikke 100% sikker…
Nu begyndte spørgsmålene fra omverdenen så: ”IH, vi må da håbe det er en dreng nu!” og ” Nå, I prøver igen, til der kommer en dreng?”
Det provokerede mig en del, at folk nærmest ikke troede på mine forsikringer om, at jeg faktisk var godt tilfreds med mine to døtre, og bedøvende ligeglad med barn nr tres køn.
Hun var så også en pige, men kom heller ikke til at hedde Tornerose.
Pigebarn nr 4 kom forrige år – her var folks kommentarer om kønnet nærmest øredøvende.
Men jeg holder altså på, at jeg er bedøvende ligeglad med ikke at have fået drengebørn.
Jo, jeg kan godt lide at spille fodbold, og barbiedukker interesserer mig ikke vanvittigt meget, men der er stadig meget mere til det at have børn, end lige at dele gadget-interesser.
Ulemper ved at være far til pigebørn:
– Nøj, der bliver snakket! Hvor drenge mest leger noget, med at sidde med en bil og sige ”wrrrummm”, så skal piger absolut snakke sig gennem lege: ”og så sagde vi lige, at du sagde, at jeg var moren, og så sagde vi…..”
– Sådan en flok barbie-sko eller pony-hårbørster, gør ondt at jokke på med bare tæer
– Man må aldrig være andet end “prinsen”, når man er med til at lege
Fordele ved at være far til pigebørn:
– Alle de pigehemmeligheder, man pludselig får insider-forklaringer på
– Ekstreme mængder beundring når de er 2-3 år, og synes at far er det ypperste billede på prinseagtig ynde, maskulinitet og styrke. Jeg har labbet det i mig (så længe det varede…) Hvis man kunne fylde beundring på dåse, havde jeg nok gemt lidt, til om få års tid, hvor vi har 4 teenagepiger i huset …”

P.s:Giv ikke Ninjaman skyld for sære kommaer og overdreven brug af tankestreger og punktummer – jeg hjalp ham med at skrive det ind, efter håndskrevet papir, så det er min skyld…