02/15/12

Om sort is

I morges, da jeg stod og dinglede med bilnøglerne, og skulle køre, sagde Ninjaman:”pas på – der er noget der hedder sort is i dag, og det er rigtigt glat!”.

Sort is? Det lyder godt nok dystert…

Som nybagt bilist og generelt bekymringsmenneske – blev jeg så nervøs for at køre ud i det, at jeg næsten ikke turde. (Hvad nu hvis jeg er for dårlig til at køre? Skrider over i modsatte vejbane? Kører nogen ned, eller får dræbt mine børn? Hvad nu hvis jeg kommer til at køre bilen i søen? Ind i et hus? Kører ud over broen der går over togskinnerne, og lander foran et tog?)

Jeg tog mig sammen, og fik kørt de børn – mens jeg forbandede min hjerne der for tiden går lidt for meget amok i dystre tanker, og kan skræmmes helt i selvsving af grumme ord, som fx:”sort is”. (ai, men lyder det ikke også skræmmende? Selv hvis man ikke ved hvad det er?)

Det gik selvfølgelig fint, og jeg kører faktisk ikke så skod, som jeg bilder mig ind. (Men parkerer værre!)

Og i eftermiddags skal Ninjaman, de tre store piger og mig selv ind og se glitrende glimmer-is, “Disney-on-ice”-show, billetter venligt doneret af sød veninde der ikke selv kunne.

Umiddelbart skræmmer “glitrende glimmer-is-med-skøjtende-kæmpe-disneyfigurer” mig også lidt – men pigerne er eksalterede ved tanken.

02/15/12

Om blogging og backstage

Advarsel – følgende indlæg er både navlepillende, meta-agtigt og ikke morsomt,

Har nogle ting jeg har brug for at få ud, hvis jeg skal blive ved med at blogge – og så må I selv om I læser med, eller lader være.

En klog mand satte for nyligt ord på noget jeg har tænkt længe over, i dette indlæg: HER.

Det satte en del tanker i gang om min blog, og dens frontstage/backstage, og de begrænsninger det medfører at have dem.

Da jeg begyndte at blogge, var hovedreglen, at jeg ikke ville blogge om noget der “udstillede” mennesker jeg holdt af, eller fik hevet mig ind i fx politiske debatter af folk jeg ikke kendte, så jeg opstillede følgende “regler” for bloggen:
indlæggene skal være lidt sjove – både at læse og skrive, de skal primært tage udgangspunkt i mig selv, og min egen hverdag, og hvis der skal peges fingre af nogen skal det være af mig selv, der skal ikke stå noget om nogen, som de kan blive kede af at læse, (altså – det er muligt at jeg ville kunne støde en ekskæreste eller et par gamle klassekammerater med noget jeg har skrevet, men fx mine venners problemer skriver jeg ikke om, intet fra mit job, og det der står om børn og mand, får de lov til at godkende.), og så skal der blogges hver dag – og er indlægget et kedeligt konkurrence-indlæg, skal der blogges to gange den dag.

Jeg synes at mine begrænsninger strammer mig over skuldrene for tiden…

Børnene er stadig sjove, vores liv er generelt godt, men der foregår sørgelige og hårde ting i mit backstage for tiden, med sygdomme og ulykker.

Og jeg kan ikke blogge om det, fordi det ikke er mine historier. Jeg involverer mig,og bekymrer mig helt hudløs – men blogger jeg om det, overskrider jeg andre menneskers intimsfære.

De sidste mange måneder har det derfor gået op og ned med min lyst til at blogge – nogle gange føler jeg stor lyst til det, og føler at bloggen giver mig energi og får mig til at se det sjove i det sure – andre gange føler jeg at det det er kunstigt og forlorent, at jeg sidder her og hiver alle mine sjove tanker frem fra dybet, når jeg i virkeligheden har brugt hele gårsdagen på at trøste mennesker i krise, og hele natten på at ligge vågen i min seng og bekymre mig om alt det grimme der er i verden, og åbenbart kan ramme selv folk man holder af.

Ind imellem har jeg tænkt at jeg ville stoppe med at blogge, for det er jo ikke meningen at man skal have dårlig samvittighed over ikke at udføre noget der gøres frivilligt – og jeg bruger for meget tid på at sammenligne mig med gode bloggere, og føle mig utilstrækkelig – men så er lysten alligevel hver gang kommet igen, og indlæggene er kommet nemt.

Jeg ville ønske at jeg ikke havde begrænset mig sådan med min blog – at jeg var lidt mere anonymiseret, som fx dygtige Dines eller tænksomme AmarOrama, så jeg kunne dykke længere ned i at skrive om de ting der er rigtigt svære, men uden at dem det involverer, genkender sig selv.

Jeg synes min blog kan være lidt flad i forhold til, fordi jeg netop begrænser mig til, at det helst skal være sjovt. Jeg er jo som sagt en pleaser, der fortsætter mandagstips og føljeton pga forespørgsler, og ikke vil lave om på at denne blog skal være lidt sjov, samtidigt med at den skal være sandfærdig.
Nå, nu mistede jeg lige evnen til at runde indlæg elegant af…

Tror at det jeg ville have rundet af med er følgende: jeg gider ikke længere blogge, de dage hvor jeg ikke har overskud. Meget af tiden HAR jeg overskud, og der sker også sjove ting omkring mig som jeg kan blogge om, så bloggen kan blive ved med at følge mine egne begrænsningssættende regler – men det bliver muligvis ikke hver dag der kommer noget, og jeg gider ikke længere være sur på mig selv over det, når jeg ikke får skrevet.

Det skal jo for pokker ikke være en pligt, når nu jeg generelt holder meget af det… Jeg håber I læste med så langt, og har forståelse på backstageproblemernes indflydelse på mængden af frontstageblogging.

Eller noget.