Nå, sidste fredagsføljeton handlede om, hvordan vi købte et lille, gammelt hus, der trængte til lidt håndværkerkærlighed.
“Lidt” håndværkerkærlighed, viste sig at være meget…
Og da hverken Ninjaman eller mig selv, ved hvad der er op og ned på en hammer, måtte vi låne penge til alle de småting der viste sig at skulle fikses – og pludselig var lille-hus-vi-lige-akkurat-havde-råd-til, blevet virkeligt dyrt…
Vi løb selv rundt og flåede cerutstinkende tapet af og kørte muggent murværk på genbrugsplads, men der var også ting og sager der skulle fikses rigtigt – blandt andet nye vinduer i hele hytten.
Endelig, efter et halvt år, kunne vi flytte ind. De nye vinduer gjorde stuen lys og luftig – det blev vi enige om ikke var så hyggeligt, så vi malede alle vægge mørkebrune, for at få et mere hyggeligt look.
(Vi fortrød det nærmest med det samme – men var 6 år om at få taget os sammen til hvid maling).
Men de brune vægge var desværre ikke det eneste brune, fandt vi ud af efter nogle uger…
Vi havde kendt hinanden tre års tid, og var stadig på det der forelsketheds-stadie, hvor man helst ikke vil lade den anden vide, at man rent faktisk går på toilettet og den slags. Det foregik yderst diskret.
Så den morgen, hvor jeg gik ned i vaskekælderen – og blev mødt af en hæslig stank – var lidt af en omvæltning.
To ugers samlede afføring og toiletpapir, lå elegant spredt ud over hele gulvet.
Jeg kastede op da jeg prøvede at fjerne det, så Ninjaman, der havde højere kvalmegrænse, brugte en halv dag på at indfange lorte og smide dem i et dybt hul i haven.
Illusionen om at være så feminin at jeg aldrig sked, bristede lidt der….
Hveranden uge i fire måneder gentog lorteshowet sig, til Ninjamans fantastiske far kom og hjalp os med at grave nogle rør frem og fikse dem.
Livet i det lille hus blev noget rarere uden truslen om brun kælder hængende over hovedet hele tiden – men så fik jeg en ny grund til kvalme…
(fortsættes)
Ja – update om hvad der videre hændte. Og NOOOO en væmmelig overraskelse!
Jeg får lidt gag-reflexes bare ved tanken… lidt ligesom sidste sommer, da alle beboere fik info om, at ‘der er et lag brunt vand i kælderen, så indtil onsdag, hvor vvs har været forbi og fikset den lange revne i faldstammen er det ikke muligt at benytte toiletter i lejlighederne. Formanden køber til orientering nye sko på foreningens regning.’
Har aldrig kommenteret før (andet end for at vinde give away, hvilket jeg godt vidste var et long shot for det ENESTE jeg nogensinde i mit lange liv har vundet er en partyCD fra Faxe hvor Los umbrellos nummeret “No Tengo Dinero’ var det største hit…siger vist det hele) -blot grint højlydt og længe i smug-men nu må jeg til tasterne, for ligeså meget jeg elsker dine daglige betragtninger og causeren over det hektiske liv som mange-mor ligeså meget elsker jeg din kærligheds/livs føljeton og følger i øjeblikket lettere angst med da vi netop har sat vores små fedtede underskrifter på købsaftalen af et hus af ‘ældre’ årgang….
fed præmie!
Jamen, bekymr dig ikke. Der ER meget der er dyrere end ventet ved hus – især små gamle huse som vores og dit nye – men der er da også ting der bliver lidt billigere, måske? grillaftener i have – istedet for restaurant, solskin på græsset – istedet for bus til nærmeste park, plads til gæster, og den slags?
ai, ved det ikke… prøver bare at trøste lidt, det var jo ikke min mening at nogen skulle blive skræmte!;)
Vores VAR dyrere end vi havde råd til, og vi blev presset af flere ting der skete, men er også glade for det, trods alt.
tillykke med jeres hus, lad mig høre hvordan det går?
Tak for de søde trøstende ord-hvis jeg finder den sagnopspundne partyCD under nedpakning af den utrolige mængde indbo der åbenbart kan ophobe sig i se lv en lille lejlighed er den SÅ meget din!
Og det lyder som om vi følger ganske tæt i jeres bolig-fodspor, huset er lige dyrt nok til os, så hvis toilettet eksploderer er det usigeligt heldigt at min kæreste har en massivt højere bræktærskel end min der er downright patetisk.
Oh – den sagnomspundne cd! Er rørt til tårer!
Og krydser hårdt fingre for at jeres toilet holder sig i skindet…
Det lyder væmmeligt 🙁 altså kun den første grund til kvalme – ikke den anden!
elsker din føljeton 🙂
tak! elsker at I gider kommentere!
Yyrk…..
Godt, at I fik det fikset. Og mon ikke den anden for kvalme skyldtes lykkelige omstændigheder….;-)
måske?
Pingback: Om det der kærlighed del 13 « Kærestetid « Superheltemors bekendelser
Pingback: Om det der kærlighed, del 15 « Føljeton « Superheltemors bekendelser