Om gåture og zen

Sidste vinter havde jeg intet kørekort endnu – så det betød 2 timers børnehentning gennem snedriver, med bus, tog og gåben hveranden dag – børnehave ligger 2 km i den ene retning, skolen 4 km i den anden.
Jeg var rigtigt træt af det til sidst, og har frydet mig over det kørekort jeg endelig fik.

I går kørte Ninjaman så de store i skole, og da det var for glat til at cykle, tænkte jeg at jeg kunne gå de to km i børnehave med de små.
Ih det var hyggeligt, tænkte jeg, og vi gik hjemmefra halvanden time før jeg skulle møde, så der var tid til at pille ved sne og gå selv.
Superbaby gik rask til, på sine glade små ben, og jeg tænkte over hvor zen og roligt det egentlig var, at gå her i kulden og nyde lidt tid med børn.
Så skulle vi over stor vej, og jeg bar den mindste.
Det skulle jeg ikke have gjort…
Havde glemt hvor vrede halvandet årige kan blive – og det her var åbenbart utilgiveligt!
Jeg satte hende ned, og hun stirrede vredt på mig. Og rykkede sig ikke.
I ti minutter…

20120207-083529.jpg
(og jo – det ER sokker på hendes hænder, kunne ikke lige finde vanterne…)
Mig og Hulk prøvede at lokke, rose og narre hende til at gå – hun rørte sig ikke.
Så bar jeg hende til sidst lidt, mens hun demonstrerede hvor god hun var blevet til at råbe:”NEEEEEJ!”
Satte hende ned, for at se om hun gad gå nu – hvor hun så lavede denne her:

20120207-083740.jpg
Bar lidt mere, på vridende, kradsende og “NEEEEEJ!”råbende barn.
Forsøgte at sætte hende ned og sagde at hun altså godt måtte gå, hvis der var det hun var vred over – blev mødt af denne her:

20120207-083910.jpg

En halv time senere vaklede vi forpustede og svedige ind i børnehaven, med “NEEEEJ”råbende flitsbue-tumling, og storesøster der grinede smørret.
Hun stoppede med at råbe, og løb glad hen til en bil…
Jeg kyssede dem farvel og vaklede ned til bussen, med al zen-ro blæst ud af kroppen.
Nu sætter jeg igen pris på kørekort – og tænker at kvalitetstid med et barn i “NEEEEEEJ!”-alderen er noget nemmere at få derhjemme.
(Og så glæder det mig at jeg ved at den slags surhed er noget alle børn kommer igennem – og det går over igen. Pyha.)

15 thoughts on “Om gåture og zen

  1. Kender det godt… Ryan air er lige landet i London Stansted. Turen er gået godt, hverken prinsessen eller den lille mand har været højrystede eller sure! Men men men… trappen til flyet er forsinket, alle passagerer har rejst sig, vi står som sild i en tønde! Den lille mand vil ikke have jakke på….. Hold han kan skrige længe og højt. Vi fik både medlidende og irriterede blikke! Jeg vendte ryggen til og lod som ingenting med prinsessen. Lod faren tage balladen:) Men du har ret, det går over….
    Lige en anden ting. Jeg har givet dig The Versatile Blogger Award. Hvis du kunne give den videre til 15 bloggere du syntes er gode. Har lagt en kommentar for nogle dage siden på et andet blog post.
    ha’ en dejlig dag:)

    • Lyder også stressende, Mette!
      Tak for blogaward – men jeg gider altså ikke rigtigt den slags “kædebrevs”-ting, så siger pænt nej tak til at give den videre;)

  2. Superheltemor. I dit kontrolpanel under “indstillinger” og “diskussion” kan du sætte flueben i den box der hedder noget med “tråede/indlejrede kommentarer”, når den er sat til kan du besvare hver enkelt kommentar, sådan at dit svar hænger sammen med kommentaren og ikke flyver rundt i kommentarfeltet som nu.
    Gav det mening? Tænkte bare at jeg lige ville sige det, in case at du ikke vidste det. Jeg blev selv herreglad da jeg opdagede det nemlig. Nåmenæhm… God dag!
    Cecilie

  3. hahaha årh, kender det alt alt for godt! Jeg bilder mig også jævnligt ind, at det bliver SÅ hyggeligt at hente Trolden på gå-ben, og så kan den lille Rumpenisse også bare sove videre i barnevognen. But who am I kidding?! Rumpen vågner ALTID i samme øjeblik nogen flytter på hans barnevogn, og Trolden skriger sig igennem hele gå-turen hjem. Enten det eller hun insisterer på at spise alt det affald, hun finder på turen. Jeg mener, hun er blevet tre år nu – hvornår går den der orale fase over?!

  4. Mand, hvor er jeg glad for at høre, at det der surhed går over! Min førstefødte er to og har været sur størstedelen af sit liv. Indtil videre kan det ikke rigtig siges at aftage med alderen. Hendes lillesøster lagde ud med at være jordens mildeste væsen men bli’r lissom mere og mere sur desto ældre hun bli’r. Hvornår kan det forventes at aftage?

    • @julie: mine store har haft surhedsfaser fra halvandet til 2 år, og fra ca 3 år og næsten et år frem.
      Altså: de er heldigvis ikke nonstop sure, men får bare nemmere kriser, over noget der virker småt, her: at blive båret over trafikeret vej…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *