02/7/12

Om gåture og zen

Sidste vinter havde jeg intet kørekort endnu – så det betød 2 timers børnehentning gennem snedriver, med bus, tog og gåben hveranden dag – børnehave ligger 2 km i den ene retning, skolen 4 km i den anden.
Jeg var rigtigt træt af det til sidst, og har frydet mig over det kørekort jeg endelig fik.

I går kørte Ninjaman så de store i skole, og da det var for glat til at cykle, tænkte jeg at jeg kunne gå de to km i børnehave med de små.
Ih det var hyggeligt, tænkte jeg, og vi gik hjemmefra halvanden time før jeg skulle møde, så der var tid til at pille ved sne og gå selv.
Superbaby gik rask til, på sine glade små ben, og jeg tænkte over hvor zen og roligt det egentlig var, at gå her i kulden og nyde lidt tid med børn.
Så skulle vi over stor vej, og jeg bar den mindste.
Det skulle jeg ikke have gjort…
Havde glemt hvor vrede halvandet årige kan blive – og det her var åbenbart utilgiveligt!
Jeg satte hende ned, og hun stirrede vredt på mig. Og rykkede sig ikke.
I ti minutter…

20120207-083529.jpg
(og jo – det ER sokker på hendes hænder, kunne ikke lige finde vanterne…)
Mig og Hulk prøvede at lokke, rose og narre hende til at gå – hun rørte sig ikke.
Så bar jeg hende til sidst lidt, mens hun demonstrerede hvor god hun var blevet til at råbe:”NEEEEEJ!”
Satte hende ned, for at se om hun gad gå nu – hvor hun så lavede denne her:

20120207-083740.jpg
Bar lidt mere, på vridende, kradsende og “NEEEEEJ!”råbende barn.
Forsøgte at sætte hende ned og sagde at hun altså godt måtte gå, hvis der var det hun var vred over – blev mødt af denne her:

20120207-083910.jpg

En halv time senere vaklede vi forpustede og svedige ind i børnehaven, med “NEEEEJ”råbende flitsbue-tumling, og storesøster der grinede smørret.
Hun stoppede med at råbe, og løb glad hen til en bil…
Jeg kyssede dem farvel og vaklede ned til bussen, med al zen-ro blæst ud af kroppen.
Nu sætter jeg igen pris på kørekort – og tænker at kvalitetstid med et barn i “NEEEEEEJ!”-alderen er noget nemmere at få derhjemme.
(Og så glæder det mig at jeg ved at den slags surhed er noget alle børn kommer igennem – og det går over igen. Pyha.)