02/29/12

Om indretnings-assistance

Vores hus er ikke særligt stort – 99 kvm, med skrå vægge og skæve vinkler.
Ind imellem fantaserer vi om at have råd til at få en regulær tilbygning på, så pigerne ikke behøver dele værelse – men det ved vi godt er ren utopi, for vi skylder mere i huset end det er værd (gik nedenom og hjem med lille firma for nogle år siden, og lånte i huset for at betale al gæld).
Det meste af tiden er det også ok.
Pigerne opholder sig alligevel i stuen det meste af tiden, og sover inde hos os, men når en af dem har en gæst, er der kamp om pladsen på værelset, og vi gruer lidt for hvordan det bliver når fire teenagere skal dele 1 1/2 værelse…
Så Ninjaman overvejer om vi mon kan få råd til en lillebitte havestue, hvor sofaen kan rykkes ud, så køkken kan rykkes ind i stuen, og børnene kan få ekstra værelse i køkken.
Det kunne måske være en løsning der kunne gøres billigt – vi ved det ikke, er jo som nævnt elendige håndværkere begge to. (men satser benhårdt på, at vores børn bliver hhv elektriker, tømrer, mekaniker og murer som voksne. )
Ninjamans tegning af drømmehavestuetilbygningsting, som vi ville vise til en tømrer-bekendt og høre om han troede det kunne gøres billigt, hang på køleskabet. Han havde omhyggeligt målt et eller andet op, og skrevet tallene på også.
En hjælpsom sjæl, har så tilføjet yderligere lidt tal, som I kan se….
Rigtigt mange tal.
Det flittige børnehaveklassebarn er hovedmistænkt, men benægter alt.

Jeg er bare glad for, at hun interesserer sig nok for byggeplaner og matematik til at give en hånd med – satser på at det bliver hende der skal være tømrer, om 10-15 års tid. Det bliver godt.

20120229-122542.jpg

02/29/12
20120219-144742.jpg

Om ens frisurer, del 2

Jeg bloggede her for nyligt om dengang Ninjaman og jeg havde ens frisurer: ens pagehår, ens hestehaler og ens pjuskehår.
Som en læser skrev, manglede vi bare den ens permanentkrøllede frisure.
Det er sandt, så langt gik vi dog ikke – men det gjorde mine forældre til gengæld!
Mine yndige unge forældre, i ca 1973:

20120219-144742.jpg
Fjern skægget og et par kilo fra min far, og du ville få kloner.
Det ser smart ud – mon jeg kan lokke Ninjaman med på en ens-frisure-revival, med en lille fællespermanent?

02/28/12

Om en skod-mandag, der endte godt

Dagen i går var temmeligt halvmøg-agtig. Den startede med at Hulk havde feber, så Ninjaman og jeg måtte spille det kendte “hvis-tur-er-det-til-at-blive-hjemme-og-har-nogen-af-os-mest-brug-for-at-nå-på-arbejde-selv-om-det-er-deres-tur”-spil.
Ingen af os vandt, men det var Ninjamans tur til at ringe og melde barn-syg.
Jeg cyklede ambivalent ud i regnen: havde jo lyst til at blive og kramme den lille syge, men var også lettet over ikke at behøve blive væk fra arbejde. Og for ikke at behøve tørre bræk op…
Men min arbejdsdag var så, for en gangs skyld, ikke hyggelig.
Der manglede folk, og man forsøgte at dække deres arbejde hele dagen, på utilfredsstillende vis.

Jeg har en enkelt kollega der elsker at bagtale, og hun kørte i selvsving i en grad, så jeg bare var  møgtræt af at høre på brok.

Efter 7 timer i surhedsland, kørte jeg hjem gennem det ondeste regnvejr.

Gennemblødt trådte jeg ind af døren, til tre børn der sloges om en iPhone.
Og tænkte det var den dummeste dag længe…

Men så havde Ninjaman lavet gode frikadeller.
Og superbaby havde lært at sige:”hestepære”.
Og syge Hulk havde lavet mig en perleplade.
Og de store havde haft emne sammen i skolen og var glade over det.

Det blev så hverdagshyggeligt, at det var svært at blive ved med at være sur.
Bagefter åbnede jeg min mail og fandt dette skønne nye blog-overskrift-banner, en gave fra en anonym læser. Blev så glad – og det ligner endda helt vildt meget!
Er det ikke fint?
Om aftenen gik jeg over til en veninde og drak rødvin og så “Kongens store tale” – en fantastisk film. (Se den!)
Og så var jeg ikke sur mere.
Tror på at i dag bliver en god dag.
20120228-080817.jpg

02/28/12

Om pletvis sygdom

Sidste år var de tre store piger nærmest syge i en hel måned, uden stop: influenzaer, bræksyge, halsbetændelse og andre spændende ting afløste hinanden konstant, så de var højst i skole/børnehave et par dage, før de lagde sig igen.
Vores stue så hele tiden sådan her ud, med mindst to syge af gangen:

20120229-202916.jpg
En improviseret fællesseng foran fjernsynet,og en baby, der var overdrevent glad for selskab på alle hverdage.
Dengang syntes jeg det var megahårdt at være spærret inde med syg flok konstant, og tænkte at det ikke kunne blive værre, end at have så mange syge samtidigt.
Det kan det…
I år har de høfligt taget sygdom på skift i stedet: så snart en er blevet rask og Ninjaman eller jeg har gjort os klar til at komme på job igen – så har næste barn brækket sig…
Kan slet ikke huske hvordan man bruger almindelige ord som “gæster”, “sexliv” eller “alenetid” længere…

På plussiden: jeg kan uden problemer melde mig til jeopardy og svare rigtigt på alle spørgsmål vedrørende Harry Potter, iPhone apps for børn, Rasmus Seebachs irriterende sangtekster og forskellige typer opkast.
Hurra.

02/27/12

Om wellness – et mandagstip

Hulk, 5 år, og krea-Girl, 10 år, vil gerne give mandagstip om hvordan man laver wellness og forkæler fx sine børn eller en kæreste.
Det er noget jeg gør for dem en sjælden gang imellem, senest i går aftes, og de var rørende enige om at DET altså var et godt tip, som de gerne ville dele med jer.
Det er muligvis ikke det sjoveste mandagstip de kommer til at give – men det er faktisk en meget hyggelig ting at lave sammen – og de insisterede altså på at i godt ville vide det.

Hulk og Krea-Girl – om wellness
KG: “wellness var faktisk noget jeg lærte i min skole, altså om at give massage, og så var der en dag min mor gjorde det for os herhjemme. Altså: moren – eller kæresten eller hvem det nu er – skal starte med at gøre det klar: tænde stearinlys, slukke lys, lave fodbad og snacks. Så skal hun hente en og tage en med ind i det mørke badeværelse, hvor man får fodbad.”
Hulk:”vores fodbad lugter ligesom børstede tænder! Det er en god lugt.”
KG:”så sidder man allesammen der, i underhylere, med fødderne i badebaljen, og så får man smoothie med sugerør, og der er mørkt og kun stearinlys. Min mor putter nogle gange sådan noget saltnoget der skrubber huden, på fødderne. Så tager hun os bagefter med ind på vores værelse og pakker os ind i tæpper.”
Hulk:”ja jeg ligner en lille pølse når jeg bliver pakket ind! Også selv om tæppet er grønt – så er jeg bare en grøn pølse. Første gang vi legede den leg tænkte jeg lige om hun mon ville spise mig – altså også fordi der kom salt på mine fødder og der var krydderier i det der vand…”
KG:”det er hyggeligt at ligge der og være pakket ind og høre musik, og så får vi olie på arme og ben og bliver nusset lidt, og nogle gange hjælper vi også med at massere hinanden på ryggen. I går var det kun mig og Hulk, Hulk havde feber, så vi fik kun olie på armene, men det var ret hyggeligt og stille.”
Hulk:”vi gider ikke have vores mindste søster med – hun tisser overalt, det er der ikke meget wellness over! Og så plasker hun i sit tis, og det er bare så klamt!”
KG:”ja man skal gøre det ved nogen der synes det er hyggeligt og gider at tale stille sammen. I går talte vi om flyvemaskiner, og om dengang vi var små. ”
Hulk:”hvis nogen putter olie på ens arme, mens de taler om at de er saftige og giver en mere mad imens, så skal man lige tænke på om de vil spise en… Men ellers elsker jeg det meget. Vi skændes slet ikke når vi leger det, vi er bare smaddersøde. Så det kan man jo godt lige tippe menneskerne om: hvis børnene er dumme, så giv dem smoothies, fodbad og tæpper. Så kan man slet ikke finde ud af at være sur mere!”
KG:”man skulle faktisk gøre det i stedet for krig eller i folketinget! Bare fodbad til folket! Haha!”
Hulk:”der er noget der er dumt ved wellness: hvis der ikke er nok snacks! I går fik vi kun smoothies,og chilinødder der var alt for stærke til mig… Næste gang tror jeg nok lige at det ville være en god ide med nogle ordentlige snacks! Men ellers synes jeg man skal prøve det. Det er et rigtigt godt mandagstip!”

02/26/12

Om hjemmefarvning

Har været lidt for uheldig med frisørbesøg på det seneste – og er derudover flad – så havde tænkt mig at vente lidt med at gøre noget ved mit hår.
Men så opdagede jeg til min skræk lige en masse grå hår i min skilning, som der ikke havde været der før… Jeg har kun kunnet se de der grå hår når jeg har spejlet mig, og syntes jeg lignede en gammel heks – så jeg greb til hjemmefarvning.
“Naturlig blond” stod der på flasken – “musebrunt med kraftigt grønligt skær” er resultatet…
“Det får dine øjne til at se ekstra grønne ud, på en flot måde!”komplimentere Ninjaman mig – men det trøster altså ikke. Er sikker på at Shreks øjne også ser ekstra grønne ud mod grøn hud – og det ønsker jeg mig egentlig heller ikke.

Nogen der ved hvilken farve man skal putte i for at få grønt skær væk? Tror jeg er nødt til at gøre et eller andet, dukker mig når jeg møder spejle…

02/25/12

Om nusseklude

Jeg er ikke sådan en mor der sirligt får skrevet søde ting ned om mine børn i de dertil indkøbte “barnets bog”(sådan en fortrykt bog, hvor man skriver ned hvornår de lærer at gå, og hvad de bedst kunne lide af legetøj da de var 2 år osv)
Jeg ville egentlig gerne gøre det, min mor lavede en da jeg var lille, som jeg er glad for, og jeg har købt en bog til hver af pigerne – men altså…
I den ældstes står der hvornår hun fik tænder og hvad vi lavede på hendes 1 års fødselsdag(zoo), 2 års fødselsdag(feber), i den næstældstes er der en pralende gennemgang af hendes motoriske talenter det første år af hendes liv, i den næstyngstes står der hendes navn – og i den yngstes står der bare et 4 tal på forsiden. (Vi havde ikke bestemt hendes navn endnu, og jeg kom ikke lige videre end det…)

Efter nogle år med dårlig samvittighed over manglende dokumentation af børns nuttethed, købte jeg en kasse med låg til hver, hvor jeg smider diverse mere eller mindre gennemtænkte minder ned i: deres første sparkedragt, yndlingsrangle, fødselsdagskort, håndaftryk, søde stile, gode tegninger, brugte tænder og ting i den dur.
Så kan jeg ligne en overskudsmor der har givet det meget omtanke, og overrække hver deres kasse minder når de flytter hjemmefra – og det har ikke kostet mig skrivekrampe i hånden eller fået mig til at svede over hvad der skulle skrives, jeg behøver bare løbende smide et par håndfulde ting ned i kasserne.
I dag gik Hulk med mig i kælderen, for at supervisere, at jeg lagde en flot tegning hun lige havde lavet, ned i hendes kasse.
Vi stod og beundrede de mange ting der lå der, da vi opdagede noget fedtet stof.
Jeg kunne ikke genkende hvad det var, men Hulk foldede det ud og udbrød lykkeligt:”åh – gamle nusseklud!”
Og det var det så.

20120225-161143.jpg
Gode gamle nusseklud.
Med dirrende glade fingre foldede hun gamle nusseklud ud, og løftede den rutineret op til sit ansigt og tog en dyb indånding.
“Mmmmm mor, den dufter lige som jeg husker den!” sukkede hun saligt og tilbød mig en snuser.
Fy for pokker! Den lugtede skummelt! Døde dyr, madrester og skraldespandsmix.
Der kunne jeg godt lige mærke et stik af dårlig samvittighed over ikke at have vasket den inden – for jeg vidste jo godt at “gamle nusseklud” oprindeligt havde fået sit navn, fordi den duftede dejligt gammelt…
Da hun havde nydt duften, listede jeg den diskret over i vasketøjsbunken…
Og så gik vi op og så på fotos og mindedes de glade dage hvor gamle nusseklud altid var en del af vores hverdag…
Hulk suttede på finger, da hun var lille, mens hun snusede til sin nusseklud.
Den klud blev slæbt med overalt, og lugtede derefter, men de gange vi var nødt til at vaske den, brokkede hun sig længe over at den “lugtede forkert”.
Så det er nok derfor jeg af vane ikke fik vasket den inden turen i mindekassen?
Nu er den i det mindste ren – og blev hædret og mindet, ved at vi fandt den på de fleste fotos vi havde af Hulk som lille.

20120225-162007.jpg

20120225-162031.jpg

20120225-162310.jpg

02/24/12

Om det der kærlighed,del 14

Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)

Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.

Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.

Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….

Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….

Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.

Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.

Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.

Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.

(fortsættes)

02/24/12

Om at være far til pigebørn – Ninjaman fortæller

Jeg er stadig en lidt fraværende blogger, men min kære mand har været så flink at melde sig frivilligt med et langt indlæg – der næsten kan gå som fredagsføljeton. Tak for det!

Følgende er skrevet af Ninjaman,om hvordan det er at have fire pigebørn
“For ti år siden, fødte min kone vores første datter.
Jeg glemmer aldrig da jeg så hendes ansigt for første gang – det var fascinerende så meget hun lignede mig: samme ansigtsform, samme mørke øjne, flade næse og brede læber.
Jeg er adopteret, og hun var derfor det første menneske jeg nogensinde har set, der lignede mig.
Da hun var to, gik hun rundt i camouflage-tshirts med kranier på, spillede sej, så op til sin far, og var svært stolt af at vi ligner hinanden så meget – men det sekund hun fyldte 3 år, blev hun ramt af en prinsessebølge, jeg ikke lige havde set komme.
Jeg er ellers vokset op, som ene dreng mellem to piger, og troede jeg var godt rustet til pigefnidder – det var jeg så ikke…
ALT skulle være lyserødt og blomstret, hun kunne under ingen omstændigheder iføre sig bukser mere, og klædte om til fuldt prinsesseudstyr, med håndtaske og diadem, så snart hun kom hjem fra børnehave.
På det tidspunkt fik vi datter nr to. Hun lignede mig ikke så meget af udseende, men det var nu dulmende for øjnene at se på hende, for hendes tøj var ikke nødvendigvis skingert lyserødt hele tiden – som hendes storesøsters var.
Og jeg var en glad far, med en prinsessepige på den ene arm, og en velduftende baby på den anden.
Storesøster var begejstret over at lillesøster havde det eneste rigtige køn, men svært skuffet over at hun ikke måtte bestemme, at hun skulle hedde Tornerose…
Kort tid efter, kunne min kone – til vores umiddelbare skræk – tisse to røde streger frem på en graviditetstest. Spiral er åbenbart ikke 100% sikker…
Nu begyndte spørgsmålene fra omverdenen så: ”IH, vi må da håbe det er en dreng nu!” og ” Nå, I prøver igen, til der kommer en dreng?”
Det provokerede mig en del, at folk nærmest ikke troede på mine forsikringer om, at jeg faktisk var godt tilfreds med mine to døtre, og bedøvende ligeglad med barn nr tres køn.
Hun var så også en pige, men kom heller ikke til at hedde Tornerose.
Pigebarn nr 4 kom forrige år – her var folks kommentarer om kønnet nærmest øredøvende.
Men jeg holder altså på, at jeg er bedøvende ligeglad med ikke at have fået drengebørn.
Jo, jeg kan godt lide at spille fodbold, og barbiedukker interesserer mig ikke vanvittigt meget, men der er stadig meget mere til det at have børn, end lige at dele gadget-interesser.
Ulemper ved at være far til pigebørn:
– Nøj, der bliver snakket! Hvor drenge mest leger noget, med at sidde med en bil og sige ”wrrrummm”, så skal piger absolut snakke sig gennem lege: ”og så sagde vi lige, at du sagde, at jeg var moren, og så sagde vi…..”
– Sådan en flok barbie-sko eller pony-hårbørster, gør ondt at jokke på med bare tæer
– Man må aldrig være andet end “prinsen”, når man er med til at lege
Fordele ved at være far til pigebørn:
– Alle de pigehemmeligheder, man pludselig får insider-forklaringer på
– Ekstreme mængder beundring når de er 2-3 år, og synes at far er det ypperste billede på prinseagtig ynde, maskulinitet og styrke. Jeg har labbet det i mig (så længe det varede…) Hvis man kunne fylde beundring på dåse, havde jeg nok gemt lidt, til om få års tid, hvor vi har 4 teenagepiger i huset …”

P.s:Giv ikke Ninjaman skyld for sære kommaer og overdreven brug af tankestreger og punktummer – jeg hjalp ham med at skrive det ind, efter håndskrevet papir, så det er min skyld…

02/23/12

Om at tale ordentligt

(sponsoreret indlæg – men jeg mener det!)
Forleden kørte jeg i tog med en veninde, da vi pludselig hørte en mærkelig “SSSSSSS”-lyd bag os, og jeg vendte mig om for at se hvad det var – det var en nydelig kvinde i 40 års alderen, der sad og filede negle.
Kvinden lænede sig alligevel ind over os, og hvæsede:”ja, jeg må altså godt være her, det er jo ikke en stillekupe’ – du har ingen ret til at glo så surt på mig!”
Jeg fortalte at jeg egentlig ikke havde set surt på hende, bare nysgerrig efter hvad lyden var. (Egentlig synes jeg negleklipning, tandkødsrensning, benbarbering og den slags hører hjemme på ens eget badeværelse, ikke i det offentlige rum – men det sagde jeg ikke).
“Jeg nægter at spørge andre om lov til ting der ikke generer nogen!” sagde kvinden bestemt, hvilket fik min veninde til at sige, at det forventede vi heller ikke – men hvis hun spurgte os om vi syntes det var lækkert at få neglesmulder i nakken, så ville begge vores svar nok være nej. Men bestemme noget, ville vi ikke.
Hun sagde det lidt høfligt-humoristisk, men den vrede dame tog det ikke sådan, rejste sig over os, og gav sig til at råbe sin uforbeholdne mening om os. Den var ikke umiddelbart positiv, og inkluderede en del synonymer for dele af den kvindelige anatomi.
Så stoppede toget, kvinden stod af, og fandt det nødvendigt at stille sig foran vinduet, og med sine langfingre yderligere signalere hvad hun syntes om os.
Hun lignede ikke en der ville flippe ud på den måde, over en kommentar der var forholdsvis neutral, blev vi enige om, og kom så til at tale om hvordan tonen egentlig generel er blevet ret hård, og folk taler grimt til hinanden: i debatforaer og aviser på nettet sviner folk hinanden til, dansk politik er en stor gang mudderkastning, og pæne damer kan finde på at råbe grimme ting af fremmede, over bagateller.
Vi nåede ikke frem til en endelig konklusion om hvorfor det var sådan – hendes teori var noget med inspiration fra rappere med hårde sangtekster, min var mere noget med folks muligheder for at gemme sig bag anonyme identiteter og slippe den indre svinehund løs på nettet – at den mulighed, kunne hærde en til også at opføre sig ubehageligt over for andre i den virkelige verden?

Jeg bliver så ked af at det skal være sådan, og synes virkelig man skal forsøge at blive inde på sin egen banehalvdel med den slags surhed. Eller moderere måden man siger den på…
Prøver også ihærdigt at lære mine egne børn det – tre af dem taler næsten altid pænt, men Hulk har haft enkelte episoder der tenderede tilsvining, men det var i hendes mest Hulk-agtige periode, og hun er meget mildere nu. Det lover jeg…

Et par dage efter, fik jeg en mail med tilbud om et sponsoreret indlæg på bloggen. Det plejer jeg ikke at ville, da jeg er bange for, om det vil virke kunstigt at sidde og skrive om et eller andet man ikke har et forhold til – men denne her var så meget i tråd med de tanker, og egentlig en rigtigt fin ide’ – så jeg sagde altså ja.
Det er call me“, et telefonselskab, der kører en kampagne om “verbal forurening”, og om at tale ordentligt til hinanden.
Og ja – de gør det givetvis for at få flere kunder og tjene penge og alt det der – men det er stadig et rigtigt fint initiativ, og jeg håber faktisk det kan sætte gang i nogle tanker hos folk, og en debat omkring hvordan man taler til hinanden.
Man kan se en lille film, deltage i debat, og tage en test HER på hjemmesiden.

Og må jeg så lige høre Jer: tror I det er rigtigt at tonen er blevet hårdere? Hvis ja: hvad skyldes det, og kan vi gøre noget for at stoppe det?