01/22/12

Om det der kærlighed, del 9.

Om det der kærlighed, del 9 – en føljeton

Jeg skrev en føljeton i december, om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden og blev kærester.
Flere af jer har plaget om en fortsættelse, men jeg syntes egentlig ikke der var så meget at fortælle – men da jeg er en rigtig pleaser, giver jeg nu efter for gruppepres, og fortæller hvad der skete, fra Ninjaman kom hjem og fandt mig i sin seng, til nu – snart 14 år senere.

De første år, var vi så smaskforelskede, at det må have været vammelt at se på for andre – og det bliver garanteret også vammelt at læse om, men I plagede selv, og nu er I advaret!

Jeg fandt det her maleri – og en serie fra samme periode, alle med samme motiv: Ninjaman 25 år gammel, malet af mig.
Vi sad i hans lille lejlighed aften efter aften, og hørte høj musik, mens vi tegnede og malede.
Jeg må have malet næsten 20 malerier, med ham som motiv – jeg er ikke en god maler, men jeg var helt opslugt af at beundre hans ansigtstræk, og finde farver – og han tegnede mig en million gange – primært uden tøj på…

Vi var rigtigt meget sammen – jeg havde mistet en del venner da jeg blev skilt fra min eksmand, Ninjamans venner boede i Jylland – og selv om vi fik nye venner, og var gode til at holde nogle fede fester, så var vi nærmest sammen i døgndrift.

Vi gik på samme uddannelse, var sammen med de samme mennesker – og resten af tiden sad vi bare og spejlede os i hinandens øjne.
Shit det er sukkersødt – og jeg er ikke engang nået til den del med at vi havde ens frisurer….
(fortsættes)

20120122-134137.jpg

01/21/12

Om min dyrehadende mormor

Jeg kan generelt godt lide dyr – er ikke typen der besvimer af kærlighed til fremmede hunde, men mere bare en mellemting, hvor jeg ærgrer mig over at to af husstandens medlemmers allergi, gør at vi kun kan have en sølle fedthalemus.
Er selv vokset op med mange kæledyr – som barn havde jeg hunde, katte, fisk, skildpadder, undulater, kaniner, marsvin og hamstre.

Min mormor hadede dem.
Når hun besøgte os, viste min søster og jeg altid ivrigt vores elskede marsvin frem, og de blev mødt af blikke fulde af væmmelse, og bemærkninger om at de havde “duefødder”…

Da min mormor blev pensionist, begyndte hun at tilbringe de danske vintre på varmere feriesteder – det er billigt at leje en bungalow i et feriecenter på fx Malta i fire måneder, og så fik hun mulighed for at gå ture og svømme, og holde sig i form.

Eneste problem, var alle de dyr der findes den slags steder: gekkoer, firben, og især vilde katte.
Min søster og jeg besøgte hende to uger på Malta hvert år, de sidste 8 år hun levede – og for hvert år, blev hendes katteskræmningsudstyr mere og mere avanceret.
Det første år nøjedes hun med at råbe af de katte der forvildede sig ind i hendes gård.
Året efter havde hun udbygget sin teknik med nogle små vandpistoler – og de sidste år anskaffede hun en gigantisk vand-pumpgun, med ekstra kamre til vand, og utroligt lang skydeevne. Jeg tror faktisk også den havde en ekstra vandbeholder i en rygsæk, men måske husker jeg galt – stor var den ihvertfald.

På dage hvor min mormor kedede sig, lavede hun snedige anti-katte-missioner: kravlede op på muren rundt om sit hus – og her sad , højt oppe på muren, og sagde:”mismis MIS?” med indsmigrende stemme, og pumpgun gemt på ryg – klar til at sprøjte på de katte der var dumme nok til at lade sig lokke.

Jeg syntes det var synd for kattene, og prøvede altid at indrette rare sovesteder i buskene længst væk fra “Mad Mormor”, skrev deres navne på små skilte så de kunne huske det var der de skulle være, og advarede dem mod at lade sig lokke af indsmigrende “mismismis” kalden.

Det er 18 år siden min mormor døde, og på årsdagen tog jeg mine piger med ud for at klappe hendes gravsten, og ligge en buket liljekonvaller.

Og så spurgte en af dem hvordan hun egentlig havde været – og mens jeg fortalte om hendes små bløde hænder, og hendes kærlighed til bøger, blev jeg ved med at have et billede inde i mit hoved, af hendes hemmelige indre psykopatiske katte-hader Rambo – kunne tydeligt se hende for mig, 147 cm lav, siddende oppe på muren, halvt skjult bag grenene på et træ, med stift smil, og bevæbnet til tænderne med diverse vandskydende aggregater.

Meget mærkeligt at det er det tydeligste indre billede jeg har af hende.

Til sidst fortalte jeg også pigerne om det, og vi sad og fnisede lidt, over hvor skørt det egentlig var – og synd for de små katte.

og så gik de hjem og kompenserede for tidligere generationers ondskab mod dyr, ved at være ekstra flink ved fedthalemusen resten af dagen….

20120122-135235.jpg
(min mors kat på fotoet)

01/20/12

Om babyer i sengen

Fandt denne meget rammende tegning på nettet, af hvordan det indimellem er at sove med en baby i sengen.
Vi gældsatte os jo voldsomt, for at købe en treetagers køjeseng – hvor ingen af pigerne tør sove i øverste køje, før vi har fået gardiner for – så den 5 årlige sover fortsat i babyseng, og baby i vores.
Det ser ofte sådan ud – især “H is for hell” er populær, men også selvopfundne klassikere som:”halstørklædet” – hvor hun ligger hen over min hals, og “blerøven” – hvor hun placerer sig med sin mås mod mit ansigt, så jeg kan få glæde af hver en lille vind der slippes i nattens løb.
Godt hun ser så kær ud når hun sover, så man bedre kan leve med hendes søvnakrobatik…

20120120-161838.jpg

01/19/12

Om møgugen – i tal

Denne uheldige uge i tal:

Antal hundelorte jokket i: kun 1. Men den nåede at blive spredt over et betragteligt areal indendørs, før jeg tog støvler af…

Antal madpakker smurt af mig: 1. Det sker sjældent at jeg står for madpakker, så jeg var stolt af mig selv. Modtog følgende SMS fra den 10 årige klokken 12 i dag: “Pannde kagen i min madkasse har spild suker så nesde gan du puter pannde kage i min madkasse så put to styker papir på!”
Havde jeg forventet kys og tak for den pandekage? Muligvis. Men nu har jeg da endnu en undskyldning for ikke at stå for madpakker fremover: er ikke i stand til at pakke pandekager ind….

Antal vigtige ting glemt: 2 :
– krea-Girl burde have haft kage med i skole onsdag, og var helt nede over at den var blevet glemt.
– Og jeg burde have taget cykellygter med på arbejde mandag, og trak cyklen 3 km hjem…

Antal dage kommet for sent: 2:
– Tirsdag: stod jeg klar ude ved bil, med fire unger der skulle afleveres – bilnøgle befandt sig desværre i ninjamans bukselomme… Kom en time for sent, og måtte bide mig selv hårdt i kinderne, for ikke at lære pigerne nye bandeord.
– Torsdag: ringede vækkeur ikke, og vi sov halvanden time over os… Ninjaman fløj ud af døren og kom kun ti minutter for sent, og jeg møder sent og fik derfor æren af at aflevere fire børn 1-2 timer for sent, og undskylde over for lærere og pædagoger.

Antal dobbeltbookninger: 2.
– Diskofesten på børnenes skole – hvor den yngste skal have en voksen med, og der er købt billetter til – er på samme dag som jeg skal til julefrokost…
– Annoncerede glad på arbejde at vi skulle til Grønland og besøge min moster. Desværre havde jeg taget fejl af ugerne og har købt flybilletter til ugen før min ferie – hvor jeg faktisk har planlagt vigtige ting på jobbet, og egentlig ikke burde kunne tage fri…. Billetter kan ikke ændres, så både ninjaman og jeg må tigge kolleger om at bytte ferieuger…

antal dage hvor vi har formået at holde den planlagte sundhedskur med ingen slik, fedt, alkohol: 0. Der har simpelthen været for mange grunde til at have ondt af os selv – og at ligge i fosterstilling foran fjernsynet, iført dyne, og stene tvserier(er ved at se Dexter) og æde chokolade, er den eneste kur mod møguger!

01/19/12

Om møgdage

Manglende blogindlæg i går skyldtes bare at hele dagen var en lang øv-dag.
Jeg skrev lang afhandling om hvorfor den var øv i går aftes – og kom til at slette den. Det hjalp heller ikke på humøret.
Men kan opsummere dagen med: da jeg (efter at have panikløbet op i netto lige før lukketid, og handlet ind til at bage den kage trist krea-Girl burde have haft med til klassens time samme dag), trådte i en hundelort foran huset, og først opdagede det EFTER at jeg havde trampet rundt i det meste af huset med støvler på – så var det nærmest det mest positive der var sket den dag.
Dækker den opsummering ikke rigeligt?

Og indlægget i dag? Hvis i er heldige kan jeg nå det i aften – for dagen i dag byder på travlhed og møder, og startede naturligvis med at vi sov halvanden time over os, og alle andre end mig(der møder 10), kom for sent på job/til tur/til engelsk/til gymnastik/til rytmik….

01/17/12

Om 6 årige parterapeuter

I går stod Ninjaman og jeg i køkkenet, og ryddede op og lavede mad, mens vi småbitchede på hinanden. Ikke noget rigtigt skænderi – mere bare lidt gnavenheder, grundet pligter der hobede sig op og allround træthed.

Kan ikke rigtigt huske det hele, men han bitchede blandt andet over at jeg ikke havde gjort hvidløgspresser ordentligt ren før jeg smed den i opvaskeren, og jeg mukkede over et eller andet han havde glemt at købe ind.
Ja, det er altså ikke ren forstadsidyl hele tiden, kan i nok høre.

På et tidspunkt kom den 6 årige ud til os, med armene i siden, og forlangte med skolemesterstemme, at vi skulle lade være med at skændes – hun fik et halvsurt svar, om at: “mor og far aldeles ikke skændes, vi diskuterer bare, og det behøver i ikke blande jer i!”
(Uh, en hadesætning, som jeg godt gad bilde jer ind ikke var kommet ud af min mund…)
Men vi blev lidt flove og lavede mad, uden at hakke grundløst på hinanden.

Der gik lidt tid, så kom hun ud igen – med denne her tegning, klaskede den på bordet mellem os og sagde:”SÅ! Hæng denne her op på væggen i køkkenet, så næste gang i har lyst til at “diskutere”, så kig lige på den, så i kan huske hvor søde vi allesammen er!”

Oh yeah. Parterapeut, kunstner og bedrevidende på samme tid.
Men hun har jo ret: man bliver faktisk ikke i bedre humør af at skændes – men det bliver man af fine tegninger, der minder om det der er vigtigt.

20120116-205332.jpg

01/16/12

Om forskelle på drenge og piger – et mandagstip

Jeg havde frk fantastisk og hendes bedste ven(og “ekskæreste”): “superkaratemester-C” (han har selv valgt blognavn – og kan ikke karate, men det er en uvæsentlig detalje), med ude at skøjte i går.
Da vi bagefter sad og drak kakao, talte vi om det der med om der var forskelle på drenge og piger, og de var meget ivrige efter at fortælle, og ville gerne give mandagstip om det.
“superkaratemester-C” og frk fantastisk – om drenge og piger
C: “jeg synes den største forskel er, at piger har lange øjenvipper og føder børn. Drenge kan ikke føde børn.”
Ff:”og piger går med sminke.”
C:”arh – det kan drenge altså også godt. Jeg har haft pudder og neglelak på. Min storesøster og hendes veninde klædte mig ud som en pige, med Justin Bieber bluse, paryk og sminke. Det var sjovt!”
Ff:”ja og da vi var små dansede vi begge to rundt i balletskørter, det har vi billeder af.!”
C:”det kan jeg ikke huske…”
Ff:”i min skole er der kun to søde drenge. De andre driller og gør irriterende ting… Drenge har mere brug for frisk luft end piger har, så vores lærere sender nogle af drengene ud for at løbe engang imellem.”
C:”drengene i min skole er søde, men der er tre dumme piger, der vil bestemme alting. Når jeg bliver gift med Hulk, skal hun ikke bestemme alting. Vi kan skiftes – så bestemmer hun en dag, og så bestemmer jeg den næste. Hjemme hos mig, er min mor og far gift med hinanden – og min mor bestemmer faktisk alt! At vi skal tie stille fx. Og hvis mig og min far skal installere et spil på ipaden, så kommer hun nærmest og truer os til at lave noget andet…. Det er tit damerne der vil bestemme alt! Men de er heldigvis også pæne. Min mor er rigtigt smuk, og faktisk også sød.”
Ff:”piger er smukke og drenge seje? Nå nej, du er jo også pæn, selv om du er en dreng – og jeg var sej på skøjter…”
C:”ja, vi er begge to pæne. og Hulk har smukke brune øjne, hun er også pæn.”
Ff:”jeg kan godt lide at lege med C, selv om han er en dreng. Fordi han både er hurtig og så også kan være sød.”
C:”jeg kan godt lide piger. Jeg havde mange kærester i børnehaven – måske to. Nu har jeg kun Hulk. Vi skal giftes.”
Ff:”ja og Hulk siger i skal bo i et orange hus.”
C:”nå, men jeg vil bo i et hvidt hus – så det er bare ærgeligt for hende, for vi har jo aftalt at drenge godt må bestemme noget også! Men hun må godt bestemme at vi skal arbejde i hendes konditori. Hun laver kagerne og jeg sælger dem. Min far synes jeg skal være blikkenslager. Det synes jeg faktisk også er et godt håndværk!”
Ff:”jeg vil måske være frisør. Det kan drenge også være. Drenge kan være alt – men de ser fjollede ud i ballettøj, så det tror jeg ikke de gider…”
C:”haha – ballettøj! Men drenge kan godt have en lyserød trøje. Så der er ikke så meget forskel på drenge og piger.”
Ff:”bortset fra at næsten alle dem fra min skole er irriterende….”

01/15/12

Om drengebørn

Både Ninjaman og jeg, er vokset op i familier med flest kvinder: massevis af stærke (og snakkende) søstre, bedstemødre, mostre og fastre.
Vores søstre har døtre, og det har vi i høj grad også selv.

Hver gang vi har ventet et barn, har omgivelserne forventet at vi nok ønskede os en dreng denne gang, men jeg tror at vi begge egentlig har tænkt at børn ikke behøver at have hver sit køn for at være forskellige, og det har ikke betydet noget.
Vores piger er ret forskellige af sind – og det er sådan set spændende nok at forsøge at finde ud af hvad der foregår i deres små kringlede hjerner, og jeg tænker aldrig over om det mon er meget anderledes at have drengebørn.
Men så stod jeg forleden i frk fantastisks klasse, og beundrede de selvportrætter de havde lavet.
Hendes så sådan her ud:

20120114-204941.jpg
Det ligner ret godt, vil jeg lige prale med. Og man kan se hun har gjort sig umage, med fine små læber og mange detaljer.
Frk fantastisk er umiddelbart et meget fysisk barn, der elsker at tumle, råbe og løbe, men opgaver som denne kan hun godt være omhyggelig og detaljeorienteret omkring.
Hendes venindes var lige så fint udført, med nænsomme streger:

20120114-205315.jpg
Jeg så lidt på alle billederne, og opdagede pludselig at min fordom omkring at drenge og piger ikke var så pokkers forskellige fra hinanden, måske var lidt for firkantet.
Alle pigernes var i samme pertentlige stil – men drengenes så sådan her ud:

20120114-205546.jpg

20120114-205631.jpg
Der er lidt mere dramatik og vilde armbevægelser over det, ikke sandt? Spidse tænder, pjusket hår, generøse mængder farver.
Ærgrede mig pludselig over at vi absolut ikke skal have flere børn…. Fik lige fornemmelsen af at det måtte være helt anderledes at være forældre til sådan en dreng der, og gad godt opleve det.
Tror der generelt er meget action over det – eller aner jeg ikke hvad jeg taler om?

01/14/12

Om prøverumsprøvelser

Jeg skal snart på noget kursus i forbindelse med mit arbejde, hvor det er nødvendigt at skulle i vandet.
Da jeg går ud fra, at nudisme vil virke underligt i den sammenhæng, og det eneste bikiniagtige jeg har, er med en underdel der er for stor og falder af, og en overdel der både er for lille og har pushup effekt så mine bryster ligner en stor hagerøv, måtte jeg på jagt efter noget egnet i dag.
Jeg måtte hurtigt erkende, at en badedragt slet ikke var en mulighed – der var ingen der bare passede lidt…

Så det var de todelte vi var ude i, og sød dame forsøgte at hjælpe med at bestemme størrelsen – jeg prøvede alle størrelser mellem 80E og 70H(jo, seriøst..), hvor sidstnævnte passede bedst, men havde så lange stropper at babser fortsat hang lidt i dem. Absolut ikke flatterende.
Hun gav til sidst op, og hentede ny dame ind for at hjælpe. Så stod vi der, tre mennesker i et prøverum, og skiftedes til at prikke lidt til mine bryster.
Til sidst foreslog en af dem, at vi forsøgte at putte noget der lignede en lille vandmand i en plastikpose ind i bhen, for at den skulle passe bedre.
Det mærkedes klamt og så ikke bedre ud. Og jeg var så træt af at stå så tæt og så halvnøgen sammen med to fremmede.
Så jeg gav op – 35 bh-prøvninger rigere og en time af mit liv fattigere.

Kom til at puffe til, og halvråbe af, en gammel dame, der bitchede over at hun synes jeg gik ind foran hende, mens hun gloede på stativ. Jeg er ikke normalt gammel-dame-skubbe-typen, men blandingen af irritation, ydmygelse, nøgenhed og intimsfæreoverskridelser, kombineret med at få en sviner over noget der faktisk ikke var min skyld, fik Hulk-agtige reaktioner op i mig…

Godt vi havde en aftale med vores naboer her til aften. Har druknet mine ydmygelser i lige dele bloody Mary, hvidvin og øl.
Nu er alt godt igen.
Bortset fra at jeg skal nøgen på kursus…

01/12/12

Om at få sin egen personlighed

Superbaby – der efterhånden er blevet halvandet år, og snart burde hedde noget andet (fx sit navn – hvis bare jeg kunne huske hvad det var, efter at have kaldt hende nutteberg, flæskekind, gniskebalde og superbaby så længe..) – er ved at få sine egne meninger om tingene.
Det er fascinerende at opleve, hvordan babyer går fra bare at være små, bløde og velduftende væsener, der bare skal have opfyldt fysiske behov og have lidt kram – til at de pludselig en dag har deres egen smag, og vil bestemme selv.
Superbabys yndlingstøj er et par grimme leopardprikkede gamacher og en tshirt med grønlandske ord, hun har fået fra min moster i Grønland.
Hun finder dem altid i vaskebunken, og kræver at de kommer på – med det samme, og så står hun og spejler sig med et selvtilfreds smil.
Hvor kommer det lige fra?

Når hun sætter sig noget i hovedet, der ikke kan lade sig gøre, ser hun sådan her ud:

20120112-110426.jpg
Smider sig på jorden i raseri, og laver grædeansigt – uden at græde rigtigt. Får hun sin vilje, forsvinder tudemunden med det samme, til fordel for verdens største triumferende grin.
Det her foto er fra engang, hvor hun havde fundet et løbehjul, som hun ville køre på hen i vuggestuen. Det er større end hende, og hun kan ikke finde ud af det – men derfor kan man jo godt blive vred. Og hulke lidt kunstigt, for at se om det hjælper.

Hun er stadig ikke særligt god til at tale – kan sige de fire nødvendige ord:”Hej, NEJ, mor, sko”.
Og indimellem kan hun lokkes til at gentage et ord, men hun bruger det ikke.
Derfor blev jeg overrasket over at hun i går, blev ved med at tage en af os i hånden og føre os hen til radioen og sige noget der lød som:”Mu sa dagger!!”
Og hun blev ved og ved med “Mu sa dagger!”, og vi tændte fjernsyn, rakte hende ting, bar rundt på hende, mens hun blev mere og mere frustreret.
Indtil Hulk sagde:”jeg tror hun siger “moves like jagger”…”, (en maroon 5 sang), og så nikkede det frustrerede lille menneske begejstret og lavede et par dansetrin.
Jeg fandt nummeret, og hun råbte:”MU SA DAGGER!” og rystede sin lille krop i vilde dansemoves.

Vi har hørt den hele morgenen – nu kan hun jo spørge efter den og blive forstået.
At hendes første sætning blev på engelsk, og var en forespørgsel om at høre musik hun selv havde valgt at kunne lide (ingen af os er rigtigt fan af den sang, men de store har danset lidt til den i stuen og hørt den i radioen), lover stort for hendes kommende liv, er jeg sikker på…