Om det der kærlighed, del.10

Nå, det er tid til lidt fredags-føljeton.
Sidste afsnit efterlod jer med den spændende cliffhanger: er det virkeligt sandt, at det irriterende forelskede kærestepar fik ens frisurer?

Det var der så. Altså – det var ikke helt med vilje, men faktum var, at vi i et par år, havde samme frisurer.
Vi var jo så forelskede, Ninjaman og jeg, på den øretæveindbydende måde, hvor vi kunne bruge alt for meget tid på at sidde og se hinanden ind i øjnene, tegne billeder af hinanden, ligge vågne hele natten og dele hinandens livshistorier, og når vi tog til større fester endte det ofte med at vi knaldede på toiletterne, eller tog tidligt hjem for at gøre det samme – oh yes: vi har været SÅ irriterende at gå på uddannelse med…

Ninjaman luftede en mening om, at jeg var skoblind, og jeg overdrog med glæde retten til at købe mine nye sko til ham, og blev udstyret med smarte sneakers – temmeligt meget magen til dem han selv havde.

Jeg luftede til gengæld tanken om at jeg altid havde syntes langhårede mænd var lækre – og samme sekund lod han sit hår vokse.
Et halvt års tid efter vi var flyttet sammen, var jeg til en frisør der påstod at mit, næsten numselange, hår var meget slidt, så hun klippede det i en kort page – der tilfældigvis matchede den længde Ninjamans hår havde nået…

20120127-090742.jpg
Da vi jo hele tiden var sammen, og iøvrigt syntes at alt hvad den anden gjorde var fantastisk, lod vi os naturligvis også inspirere af den andens måde at sætte den korte page på, med indbukkede spidser.

Som håret voksede, blev vi ved med at have samme længde hår og frisurer – først en lang periode med 2 x hestehaler, så en lige så lang med 2 x virkeligt langt pjuskehår.

(Det er fra sidstnævnte periode, at et barn i en bus skuffet sagde til Ninjaman:”øv jeg troede først du var Pocahontas, der kom for at underholde i bussen!”)

20120127-091256.jpg
De ens frisurers æra sluttede faktisk først da jeg var højgravid, og Ninjaman følte at han burde anskaffe sig “far-hår”, og derfor blev klippet i en kikset revisorfrisure, og jeg til gengæld fik farvet mit hår rigtigt forstadsagtigt tofarvet. (Uh, hader fotos af mig selv fra den periode…)

7 thoughts on “Om det der kærlighed, del.10

  1. Ens hår der afløses af forstadsfarver og revisorgarn – det MÅ være tegn på, at man hopper for hurtigt på andres forestillinger om, hvad det vil sige at være voksen. Kæreste og mig kørte langdistance hele det første år, vi kendte hinanden (og lidt til), så vi nåede aldrig til det ens look. Måske meget fint, for jeg ser – også hvis jeg skal være objektiv – noget bedre ud i pencilskirts end Kæreste gør. Og mht. til at være voksen-ligesom-de-andre bare fordi man skal være forældre, så holder jeg hårdnakket fast i, at børn fint kan vokse op og få en god barndom i en storby, selvom en del af omgivelserne tvivler mere og mere højlydt.

  2. Pingback: Om det der kærlighed – del 11 « Kærestetid « Superheltemors bekendelser

    • @sif: ja lidt. Men det havde mine forældre faktisk – må lige presse dem for lov til at vise foto på blog, for det er seriøst sjovt!

  3. Pingback: Om ens frisurer, del 2 « Memory Lane « Superheltemors bekendelser

  4. Pingback: Om afklippet hår « Superheltemor « Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *