Om drengebørn

Både Ninjaman og jeg, er vokset op i familier med flest kvinder: massevis af stærke (og snakkende) søstre, bedstemødre, mostre og fastre.
Vores søstre har døtre, og det har vi i høj grad også selv.

Hver gang vi har ventet et barn, har omgivelserne forventet at vi nok ønskede os en dreng denne gang, men jeg tror at vi begge egentlig har tænkt at børn ikke behøver at have hver sit køn for at være forskellige, og det har ikke betydet noget.
Vores piger er ret forskellige af sind – og det er sådan set spændende nok at forsøge at finde ud af hvad der foregår i deres små kringlede hjerner, og jeg tænker aldrig over om det mon er meget anderledes at have drengebørn.
Men så stod jeg forleden i frk fantastisks klasse, og beundrede de selvportrætter de havde lavet.
Hendes så sådan her ud:

20120114-204941.jpg
Det ligner ret godt, vil jeg lige prale med. Og man kan se hun har gjort sig umage, med fine små læber og mange detaljer.
Frk fantastisk er umiddelbart et meget fysisk barn, der elsker at tumle, råbe og løbe, men opgaver som denne kan hun godt være omhyggelig og detaljeorienteret omkring.
Hendes venindes var lige så fint udført, med nænsomme streger:

20120114-205315.jpg
Jeg så lidt på alle billederne, og opdagede pludselig at min fordom omkring at drenge og piger ikke var så pokkers forskellige fra hinanden, måske var lidt for firkantet.
Alle pigernes var i samme pertentlige stil – men drengenes så sådan her ud:

20120114-205546.jpg

20120114-205631.jpg
Der er lidt mere dramatik og vilde armbevægelser over det, ikke sandt? Spidse tænder, pjusket hår, generøse mængder farver.
Ærgrede mig pludselig over at vi absolut ikke skal have flere børn…. Fik lige fornemmelsen af at det måtte være helt anderledes at være forældre til sådan en dreng der, og gad godt opleve det.
Tror der generelt er meget action over det – eller aner jeg ikke hvad jeg taler om?

12 thoughts on “Om drengebørn

  1. Der er en Verden til forskel, på drenge og piger. Vi har to piger og tre drenge – og forskellene er mærkbare og markante. Det er sjovt at se, mærke og høre hvordan de små forskelle kommer til udtryk – pigerne er pertentlige, og leger relativt stille lege alt imens drengene mest har travlt med at skyde hinanden (og alle andre;o)) med en laserpistol:-)

    Jeg er rigtig glad for at have fået lov til, at opleve begge køns udvikling – også når det er liiige vildt nok, ind imellem:-)

  2. Hehe… Flotte billeder, både pigernes og drengenes. Jeg forestiller mig at det generelt siger en del om forskellen på piger og drenge. Jeg har to drenge (godt nok er den ene temmelig lille endnu), men den store ville helt male noget der minder om drengenes fra frk. Fantastisks klasse. Herhjemme er der action på et højt plan, og stille og omhyggelige er drengene sgu sjældent. Jeg ved ikke hvordan det er at have piger, men din pigeerfaring sammenholdt med min drengeerfaring siger mig at der er noget om snakken 😉

  3. Jeg har en af hver (pige på 4, dreng på 2). Og foreløbig vil jeg sige, at det kommer meget an på børnene. Der er KLART mere action på pigen her i huset, og det har der altid været. Drengebarnet er mere stille og roligt og tænksomt. Men det kan jo selvfølgelig nå at ændre sig endnu…..

    Mvh
    Mette

  4. Det er KÆMPE forskel!

    Da vi ventede vores 3. barn efter først at have fået to drenge, gik omgivelserne meget op i, at så måtte vi da håbe, at vi fik en pige. Vi var ligeglade, vi havde jo to dejlige drenge og ville bare gerne have et rask barn. Indrømmet, jeg tænkte da, at det kunne være sjovt at prøve, men en dreng havde været lige så velkommen – og det var det vi forventede!

    Ud kom dog det yndigste lille pigebarn. Fin i trækkene, på en hel anden måde end sine brødre, fin, yndig og noget så skøn. Ja, altså hende brødre var også noget så skønne, men også mere “grove” i trækkene, selvom de også var meget kønne babyer.

    Med to brødre (på 6 og 8 år) elsker tøsebarnet (2 år) at lege med bayblades, biler, Lego osv., men stik hende en dukke og hun går i omsorgsmode på en måde vi aldrig ville se drengene gøre det! Og hun ser det ikke andre steder, for hun er hjemmegående hos mig. Og ja, hun elsker at løbe hele huset rundt i hælene på de to store superhelte, men hun er grundlæggende anderledes! Hun nusser og dimser på en hel anden måde, hun er hyggeagtig på en anden måde, hun er hysterisk på en anden måde (oh yes, man er vel prinsesse!) og hun tegner anderledes. Meget omhyggeligt!

    Så der ER forskel! Kæmpe forskel! Og i dag er jeg lykkelig for at have fået lov at prøve begge dele, for jeg var helt sikkert gået glip af noget, hvis jeg ikke havde fået hende. Men det ved man jo heldigvis først, når de er her og savner (forhåbentlig) ikke, når man ser på sine skønne unger af samme køn.

    Men forskel, dét er der i dén grad!

  5. Forskellen er kæmpestor!
    Med to af hver er der både forskel på brødrene og på søstrene indbyrdes – men overordnet… stritter drenge mere. Altså.. i alle ordets betydninger 🙂

    Der ER forskel og heldigvis for det. Jeg troede også at det var et spørgsmål om opdragelse og køns-syn og alt det vi blev opdraget med i 70’erne og 80’erne.. Men der er altså forskel på mænd og kvinder fra starten!!

    Jeg er også glad for at jeg får lov til at opleve alle aspekter.
    Både stille drenge og vilde drenge – og stille piger og vilde piger – for jeg har nemlig en af hver!

  6. Jeg har en af hver og forskellen…høh…min datter er den vilde, den voldsomme, ridepigen, prøve det vildeste pigen (hun er nu 21). Min søn er omhyggelig, rolig, pertentlig, forsigtig. Men samtidig meget maskulin og vild med piger. (han er næsten 18). Eneste massive forskel jeg kan huske er, at min søn blev dybt fascineret, når han så store entreprenørmaskiner og den kongelige livgarde. Min datter nægtede i en periode at gå med bukser og ville kun have kjoler og diadem på. Men ellers. Så ser jeg dem mere som personer, end køn og jeg synes, at det er sådan man skal se sine børn. Gu’ er der kønsbestemte præferencer. Prinsesse og soldat i den helt specielle periode ved 3-4 års alderen, hvor de udforsker roller. Men ellers. Nej. I hvertfald ikke på den stereotype lyserøde-lyseblå-måde og jeg synes hverken, at man skal overunderstøtte det eller modarbejde det. Man kan f.eks. godt være superhelt, når man er pige eller prinsesse med revolver og som dreng kan man godt få neglelak på, hvis man nu synes, at det er cool.

  7. Flotte billeder. Enig i, at forskellen er stor (har en lille mand 4 og en prinsesse 6) Prinsessen er til tider den vilde, den lille mand den eftertænksomme og stille. Det skifter nu jævnligt som de bliver ældre, hvem de leger med og lign. En anden ting er, at min datter synes far er super cool, jeg er ikke cool men alt for ofte pinlig i hendes øjne… Men min søn synes (endnu) at jeg er den bedste i verden:) Fortsat go’ weekend:)

  8. Haha elsker det! Der er tydeligvis en stor forskel lige nu ihvertfald – men den bygger de jo også selv op, i og med, at man jo SØRME ikke kan løbe den risiko at få drenge- eller pigelus på sig! 😉

  9. Ja altså der er jo en forskel på den måde man kan tale om tissemænd og tissekoner på… min søn på 9 år er både vild og stille og min pige på 12 år det samme, men min søn har den der barske facade med at skubbe og give en knytnæve i maven som min datter ikke ville finde på – og hans viser stolt sin tissemand frem, og bærer pigernes tasker (både pigerne fra klassen og sin mors), så han er da helt klart maskulin, men er sørme også meget omsorgsfuld og forsigtig og ELSKER babyer, og havde en prinsessefase da han var omkring 3 hvor han kun ville gå i nederdel og sove med tiara på… altså lige indtil han kun kunne lide spiderman og superman og batman. Min datter er også glad for at gå nøgen rundt (som resten af familien) men har jo ikke lige det samme at vise frem (!), og så er hun meget kreativ og kan lide at synge og male, men elsker også (mere end sin bror) at snavse sig til fra top til tå i mudder – og ja det på trods af at hun er blevet 12 og kan lide at tage makeup på og tale om drenge…. så konklusionen må være at kønnene ligner hinanden ligeså meget som de er forskellige, fuldstændig ligesom mennesker i øvrigt!

  10. Som Sandra er jeg også den heldige mor til 3 drenge og 2 piger i alderen 5-15 år.

    Der KAN være action over drengene, men den ene af mine sønner er rolig, velargumenterende, vild med svømning, tegner så godt, at han sælger sine tegninger til blade og magasiner, pertentlig og går meget lidt op i geværer, actionmænd osv. Til gengæld er han vild med piger og har i en alder af 15 år haft 2 kærester, den sidste har han haft i 5 måneder.

    Mine døtre er meget forskellige. Der er Barbie, lyserødt, tyl, dillerdaller, heste, hårpynt og smukke, smukke tegninger og den anden er vild med action og drøner rundt med sine brødre på 9 og 7 og leger med geværer en hel dag. I denne smukke vinterdag har 3 af mine børn drønet rundt ude og leget krig en hel dag, her i blandt datteren på 6. Min ældste datter på 11 og storebror på 15 har lavet nye akvareltegninger.

    Jeg tror, at det er lige så forskelligt som så meget andet i tilværelsen, men jeg forstår dine tanker om at prøve at få en dreng. Jeg er super lykkelig for, at jeg har fået begge køn….

  11. Fedt indlæg, hold op jeg grinte da jeg så billederne.. Hvor er de dog sjove og fine. Du har ret, der er virkelig forskel!

  12. Pingback: Om at være “ham-med-de-mange-tænder” | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *