01/12/12

Om at få sin egen personlighed

Superbaby – der efterhånden er blevet halvandet år, og snart burde hedde noget andet (fx sit navn – hvis bare jeg kunne huske hvad det var, efter at have kaldt hende nutteberg, flæskekind, gniskebalde og superbaby så længe..) – er ved at få sine egne meninger om tingene.
Det er fascinerende at opleve, hvordan babyer går fra bare at være små, bløde og velduftende væsener, der bare skal have opfyldt fysiske behov og have lidt kram – til at de pludselig en dag har deres egen smag, og vil bestemme selv.
Superbabys yndlingstøj er et par grimme leopardprikkede gamacher og en tshirt med grønlandske ord, hun har fået fra min moster i Grønland.
Hun finder dem altid i vaskebunken, og kræver at de kommer på – med det samme, og så står hun og spejler sig med et selvtilfreds smil.
Hvor kommer det lige fra?

Når hun sætter sig noget i hovedet, der ikke kan lade sig gøre, ser hun sådan her ud:

20120112-110426.jpg
Smider sig på jorden i raseri, og laver grædeansigt – uden at græde rigtigt. Får hun sin vilje, forsvinder tudemunden med det samme, til fordel for verdens største triumferende grin.
Det her foto er fra engang, hvor hun havde fundet et løbehjul, som hun ville køre på hen i vuggestuen. Det er større end hende, og hun kan ikke finde ud af det – men derfor kan man jo godt blive vred. Og hulke lidt kunstigt, for at se om det hjælper.

Hun er stadig ikke særligt god til at tale – kan sige de fire nødvendige ord:”Hej, NEJ, mor, sko”.
Og indimellem kan hun lokkes til at gentage et ord, men hun bruger det ikke.
Derfor blev jeg overrasket over at hun i går, blev ved med at tage en af os i hånden og føre os hen til radioen og sige noget der lød som:”Mu sa dagger!!”
Og hun blev ved og ved med “Mu sa dagger!”, og vi tændte fjernsyn, rakte hende ting, bar rundt på hende, mens hun blev mere og mere frustreret.
Indtil Hulk sagde:”jeg tror hun siger “moves like jagger”…”, (en maroon 5 sang), og så nikkede det frustrerede lille menneske begejstret og lavede et par dansetrin.
Jeg fandt nummeret, og hun råbte:”MU SA DAGGER!” og rystede sin lille krop i vilde dansemoves.

Vi har hørt den hele morgenen – nu kan hun jo spørge efter den og blive forstået.
At hendes første sætning blev på engelsk, og var en forespørgsel om at høre musik hun selv havde valgt at kunne lide (ingen af os er rigtigt fan af den sang, men de store har danset lidt til den i stuen og hørt den i radioen), lover stort for hendes kommende liv, er jeg sikker på…