12/16/11

Om det der kærlighed – del 8, slutning.

Føljeton del 8.
Efter nytår skulle vi i praktik – Ninjaman kom et sted hen kun med aftenvagter, jeg kom et sted hen kun med dagvagter.

Vi var blevet så vant til den daglige kontakt, og det var svært ikke at se ham. Jeg håbede det ville blive nemmere når han kom på afstand, men det gjorde det ikke.

Vi så ikke hinanden i halvanden måned, men mit praktiksted lå lige ved siden af hans lejlighed, så hver dag låste jeg mig selv ind og lagde et brev til ham – og læste det han havde skrevet, og lagt til mig. Jeg havde ingen mobil, så vi talte overhovedet ikke sammen, kun gennem brevene
I starten var brevene primært fjollede tegninger og halvironiske “jeg savner dig” ytringer, men gradvist blev de mere seriøse, og var ikke mere bare venskab og lidt flirten, men optakt til noget rigtigt seriøst.
Det skræmte mig.
Blandt andet skrev han om sit store ønske om at få børn (han er selv adopteret) – og jeg skrev at jeg havde haft nogle cyster i æggestokkene, og havde fået at vide det kunne være svært at blive gravid – ville han hypotetisk set have mig, selv hvis det betød ingen hjemmelavede børn? Det ville han heldigvis – men jeg sov næsten ikke, den weekend hvor jeg ventede på at han skulle svare om mandagen…

Og så en dag, en tilfældig tirsdag i februar, vidste jeg pludselig at jeg ville fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke turde satse på Ninjaman.
Jeg havde været så bange for at såre min ekskæreste på den måde – det var også helt forfærdeligt, og jeg kan stadig føle mig som verdens dårligste menneske over det – men jeg kunne ikke kontrollere det længere. Min fornuft havde nu i 5 måneder sagt, at det var bedst jeg blev i sikkerheden i et forhold med en god ven, så jeg ikke blev fristet til at gøre noget så ufornuftigt, og jeg frygtede at det her nye var så intenst, at vi ville brænde det ud på et par måneder. Så ville jeg stå der, have satset mig selv, og være gået i stykker indeni – men jeg gik altså mere i stykker af ikke at turde.
Jeg pakkede nogle ting, og cyklede hjem til Ninjaman.

Lagde mig i hans seng, og ventede på han fik fri fra arbejde. Han græd af glæde da han så mig.
Vi rejste os kun nødtvungent fra den seng de følgende tre år.

Det er 14 år siden.
Det har ikke været rosenrødt hele tiden – mange i min omgangskreds blev sure og valgte parti for min eks, Ninjaman var alvorligt syg i en lang periode, og vi gik fallit med et lille firma vi havde – men ingen af os har nogensinde fortrudt noget som helst. Vi har haft hinanden, når der var noget der ikke var sjovt.
Selv om det kan være rodet, kaotisk, økonomisk trængt og meget lidt romantisk at bo med fire børn, så er vi gode til at være i det sammen, og glæde os over det.
Og indimellem – når der lige kommer 5 minutters pause hvor børnene ikke fylder – kan jeg stadig mærke et sug i maven når han smiler…
(Planlægger yderligere tre år i sengen, om 18 års tid, når ungerne flytter. Er sikker på det nok skal blive interessant…)