Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed – del 1

Dette er historien om hvordan jeg mødte min lækre Ninjaman, og vi blev kærester.

I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser – og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med – men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en sorthåret ung fyr, og så lige så malplaceret ud som jeg følte mig.
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget. Som viste sig at være lige så underlig som han så ud…
Ham-med-skægget genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt – men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, han kørte bare en monolog han selv nød…
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej – men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med …. Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter – og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på….
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)

17 thoughts on “Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

  1. Årh det er hyggeligt at læse. Min kæreste gennem nu 3,5 år og jeg mødtes på roskilde festival, og som han siger lignede jeg ikke de andre jeg sad sammen med. Jeg var af en eller anden grund gået alene op på en åben plads hvor alle de tjekkede mennesker sad (i ved, dem der vasker sig under festivallen og går i tøj, man ved hvor er købt). Ja – jeg skilte mig nok ud, ved at have gamasher, lyserød sweater med anans, røjser og hat på. Og synge beverly hills temaet højt. Og forkert efter hans mening. Det kom han hen og sagde. Så faldt vi i snak. Om tema sange. 2 måneder efter var vi kærester. Det er vi stadig. Og jeg går i pænere tøj nu.Undtaget når ingen kigger.

  2. Neeej, er det Ninjman? Det kunne det være, men så blev føljeton'en for kort. Uuuh, jeg ved det ikke, så spændende!P.S.: På ingen måde for at stresse, men jeg sidder klar til det næste indlæg allerede her til morgen ;)! Så ved man, at man har skrevet en gyser!:) Ulledullen

  3. Pingback: Om det der kærlighed, del 15 « Føljeton « Superheltemors bekendelser

  4. Pingback: Om føljeton-fortsættelse | Superheltemors bekendelser

  5. Sikke en spændende historie I har! Noget af det aller mest spændende ved kærlighed er, at den pludseligt opstår ud af det blå. Det er ikke alle der passer sammen til at starte med, men på en eller anden måde falder tingene i hak hen ad vejen. For nogen kører det hele på skinner og sådan er det så forskelligt og så uforudsigeligt.

    Jeg har kun lige læst de første dele “om det der kærlighed”, men jeg glæder mig til at læse resten i morgen! Rigtig god weekend!

  6. Pingback: Om romantiske locations | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *