11/23/11

Om dyneprutter

Jeg synes ikke det er særligt spændende at købe overtøj til mig selv.
Så jeg plejer at købe en jakke i en god kvalitet, så den kan holde længe, og spare mig for overtøjs-shopping i en del år.
Forrige år maste jeg min gravide mave i min slidte vinterjakke, og revnede foret og hev lynlåsen af.
Øv, havde satset på at den havde mindst et år tilbage i sig.

Jeg fandt en fin, sort jakke på et lagersalg, og købte den.
Ville ikke smadre den med maven, så klarede resten af vinteren med trøjer og tørklæder, og kunne derfor hive helt ny jakke frem, da det blev vinter igen.

Det overraskede mig i hvor høj grad den fik mig til at ligne barbamama…

Det var ikke lige det look jeg gik efter, men jeg er hverken særligt høj, eller særligt slank, så hellang, sort, dynejakke giver altså barbamama-agtig figur.
Mangler bare sort hue med blomster…

Desværre tror jeg at den kan holde mindst 5 år mere, for den ser stadig ud som ny.
Men, her kommer en tilståelse:
det værste ved den er ikke udseendet: det er lugten.

Den er så tyk og tæt som en lækker dyne, men jeg glemmer det ofte, og tænker at jeg nemt kan slå en lille snigerprut, for det vil ingen kunne lugte udendørs….
So wrong…
Prutter kan ikke slippe ud gennem tæt, lang jakke, der næsten når til jorden, så de siver i stedet bare op af, hvor de slippes løs i afmålte doser i halsudskæringen, hvor jeg selv har glæde af duften, i al for mange minutter…
Hver gang jeg tager et skridt, bliver jeg brutalt gasset.

Så, ja, jeg er ikke gode venner med min vinterjakke – og det er ikke kun fordi den får mig til at ligne barbamama – men jeg indrømmer nødigt den rigtige grund…