11/16/11

Om råbende bilister

En af mine veninder havde klippet sætningen: "vejvrede – flere fuckfingre og skældsord i trafikken" ud af sin avis i dag, havde tilføjet:"siden juni 2011"(hvor jeg fik kørekort), og havde klistret den på min bil.
Jeg har fortalt hende om hvordan jeg stadig er en klovn til at parkere, og bander vanvittigt meget når jeg kører bil, så hun gik ud fra at artiklen måtte handle om mig specifikt.
Her vil jeg godt lige bringe en korrektion: jeg er altså ikke en vred bilist.
Jeg bander heftigt – af mig selv.
Især i sving, hvor jeg kan hyle mig selv ret meget ud af den, så selv om jeg egentlig drejer ret ok, så er det akkompagneret af mig selv der hvisler nedladende kommentarer og grimme ord, til mig selv.

(ved faktisk ikke hvad det gør ved mit selvværd i længden, at blive talt så grimt til, flere gange om dagen? Burde
måske se en parterapeut, så mit bilist-jeg kan undskylde fornærmelserne over for mig selv?)
Hvis man ser mig sidde i min bil og råbe – og det gør jeg – så er det faktisk ikke vrede ting jeg råber, det er bekymring og omsorg.
Jo.
Jeg sad fx i dag, i min bil med nedrullede ruder, og råbte ting som:"nejnej lille cyklist – du aner ikke hvor tung den her bil er, og hvor lille du er selv! Du kan ikke bare vælte ud foran mig, pas på dig selv! Jeg er farlig!!! "

Det var bare det jeg ville sige, hvis andre havde set avisen, og tænkt at det sikkert var min skyld at overskriften lød sådan.