11/15/11

Om at være en lyd-ninja, uden retningssans

Børnene sover, Ninjaman er til badminton, jeg har brygget te, fundet en bog frem (“det syvende barn”), og planlægger også noget med at spille lidt wordfeud og måske skrive på bloggen.
Stille aleneaften planlagt.
Ind til første skærenede BIIIIIIIP rungede gennem stuen.
Røgalarmen bipper med jævne mellemrum, når den er ved at løbe tør for batterier – det er den åbenbart nu.
Men jeg kan ikke finde den fordømte tingest!
Den siger et højt BIIIIIP og så er den stille i nogle minutter, så jeg når ikke at lokalisere hvor lyden kommer fra.
Har nu leget lytte-Ninja hele aftenen, og hvert femte minut faret op fra min bog, og febrilsk kastet mig rundt i stuen efter der hvor lyden måske kom fra.
Synes foreløbigt jeg har gættet på at den kunne gemme sig i alle hjørner af stuen, har også tømt en del reoler og kravlet rundt på skabe.
Men væk er den lille skid….

Overvejer at starte lillebitte bål i et fad, bare for at få den til at hyle rigtigt, så jeg kan skifte det batteri.
Umiddelbart nok en dårlig ide, for så vågner fire unger, og bogaften slutter helt.

Måske er meningen med at røgalarmen har skruehuller, at man skal skrue den fast et sted, hvor man kan finde den igen, og ikke bare lægge den på listig hylde?

11/15/11

Om flæskede lår

Jeg er så heldig at have en mand, der gider give mig massage en gang om ugen.
Det var noget han begyndte på første gang jeg var gravid, hvor han syntes det var synd for mig at jeg havde så ondt i ryggen, og så er det der med graviditeterne jo bare blevet ved, og jeg har ikke orket at fortælle ham at jeg faktisk ikke er gravid (for tiden), så fredagsmassagen er bare fortsat.
Vi ser “six feet under”, han drikker en øl og jeg får massage – ren forstadsidyl.
Eneste skår i idyllen, er at jeg i perioder godt kan være lidt flov over hvor absolut ikke-tonede og faste mine lår er, og der tror han det er en trøst hvis han synger denne her:
Især sætningen med:”jeg har lyst til at forme små dyr af dine lår”, som jo er sød, creepy og sjov på samme tid…. Og tager pinligheden over flæskelår helt.
I dag sad jeg og sorterede gamle fotos på computeren, og fandt Hulk og Frk fantastisk, hvor de er henholdsvis 2 år og 9-10 måneder gamle.
Det er åbenbart ikke kun deres far der kan synge om at forme små dyr af lår – frk fantastisk har nallerne godt boret ind i sin lillesøsters flæskelår, og Hulk reagerer ikke engang på det, så det må være noget hun var vant til?
Jeg priser mig heldig for at være havnet i en familie der sætter pris på tykke lår.