11/6/11

Om at være pinlige mødre

Forleden sad jeg og talte med en af mine veninder, om vores – snart 10 årige – døtre.
De går i klasse sammen, er født med 19 minutters mellemrum, og er fjantede og søde bedsteveninder.

At to piger, der kan bruge en hel dag på at have grineflip over udtalen af ordet “køjeseng”, eller optager små film hvor de leger zombier der æder deres egne hjerner, overhovedet har overskud nok til at synes deres mødre er piiiiiinlige, er os lidt en gåde. Men det er de altså begyndt på.
Min venindes datter synes eksempelvis,at hun er MEGApinlig, hvis hun siger :”Hej!” til datterens venner henne i skolen.
“Årh mor, du er så pinlig!” siger hun”du siger det bare med sådan en irriterende pædagogisk stemme: “heeeeej Nis”, siger du, og det kan man altså ikke….”

Når der skal så lidt til at være pinlig-mor, fantaserede vi om hvordan hun så ville reagere, hvis man virkelig gav hende en grund til at være flov, ved fx at hive en banjo frem og skråle:”hejhej til Anna, hej til Ole, og hej til Looooootte, og hej til dig!  Hejhej til skolen, og alle mine børns venneeeeer! Jeg siger hejhej og Hej og heeeeej!HAIJ allesammen! Jeg er mor til hende der står derhenne – juhuuuu!”
uh, så ville de 10 årige nok mindes de gode gamle dage, hvor det pinligste mor gjorde, var at sige “hej”, med den pædagogiske stemme…