11/1/11

Om lakrids-chokolade

For noget tid siden, skrev en hel masse bloggere, om hvor fantastisk “Salmiakki”-chokoladen, en mælkechokolade med lakridsfyld, var.
Jeg blev nysgerrig og købte en – AD!
Men hele tanken om lakrids sammen med chokolade var god, så jeg har efterhånden fået smagt det meste- i videnskabens tjeneste, naturligvis. – og deler gerne mine hårdt høstede chokolade-lakrids-erfaringer, så I stakler ikke behøver købe salmiakki(AD!), men kan gå direkte til noget af det der smager godt.
Og nej, det her er ikke sponsoreret,eller reklame, men noget jeg har gjort, for jeres skyld, for at vise jer vej i den store chokoladejungle – (og så fordi jeg alligevel havde ædt alt det her, og det var sjovere at bilde mig selv ind at jeg var grundig og testede, end at jeg bare var grådig…)

Test af lakrids-chokolade – og det er altså bare min egen subjektive vurdering, ingen blindtest eller noget
Salmiakki: hvis man æder sine børns 8 kroner chokoladejulekalendere med glæde, og iøvrigt tænder på duften af rengøringsmidler, så er denne her chokolade nok fantastisk. Bleg, fedtet chokolade, med slimet, sort salmiakfyld.Hvad sker der lige for jeres smagsløg, alle jer der elsker den? Ad…
Guldbar med heksehyl: Den er sådan hverken eller. Der burde puttes flere heksehyl i, eller droppe dem helt. Jeg tænkte:”hvad fanden er det?” hver gang der kom en stump heksehyl, for den smagte så lidt af lakrids, at jeg glemte det var det den indeholdt.
Yankiebar med lakrids: som at spise en klump margarine, med en underlig bismag, der måske/måske ikke, var lakrids.
Johan Bülow lakrids med chokoladeovertræk:en flot lille bøtte, men til 65(!) kroner kun noget jeg køber i gave, aldrig til mig selv. Tænkte jeg – og købte dem til Ninjaman.
Bagefter var jeg på legeplads med børnene, og de fik mig overbevist om, at han sikkert syntes det var ok, hvis vi tog en lille smagsprøve.(nej – det er løgn: jeg fik faktisk overbevist dem… det andet lød bare bedre!) Vi åd hele glasset på 20 minutter… Blød og spændstig lakrids, med en ok chokolade rundt om, og et dejligt drys lakridsrodspulver yderst.
Anton berg et eller andet fairtradeagtigt, mørk chokolade med salmiak(argh!har glemt navnet – og det er endda min favorit!): den er altså god! God mørk chokolade med småbitte stykker knasende salmiak i. Altså på samme måde som orangechokolade, med knase-effekt, og så bare lækker lakridssmag, der passer godt til chokoladen. Jeg har faktisk testet den hele tre gange(ak ja, det er hårdt at være grundig…) – og den er lige god hver gang.
Nå, mangler der noget i testen? og hvad synes i om lakridschokolade?

Forleden skrev Sif/anarkisten en fantastisk blogpost, hvor hun testede pulversauce, komplet med jingler og det hele. Læs det, hun er seriøst underholdende – og burde faktisk teste chokolade også, for hun kunne med garanti skrive noget bedre end mig om det.