11/30/11

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed – del 1

Dette er historien om hvordan jeg mødte min lækre Ninjaman, og vi blev kærester.

I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser – og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med – men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en sorthåret ung fyr, og så lige så malplaceret ud som jeg følte mig.
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget. Som viste sig at være lige så underlig som han så ud…
Ham-med-skægget genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt – men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, og kørte bare sin egen monolog.
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej – men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med …. Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter – og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på….
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)

11/29/11

Om føljetoner

Jeg synes mit liv for tiden er knæhøj hverdag.
Ikke nogen dårlig hverdag – kan lide mit job, synes mine unger og deres far er skønne, og får endda sneget tid ind til at gå ud med veninder på jævnlig basis – men holddaheltop: hvor går tiden hurtigt! Synes jeg ræser afsted, og hele tiden er på vej til det næste.

Nogle gange går det ud over bloggen….
Har ellers en ambition om at der skal noget på hver morgen, og hvis der er et indlæg om en konkurrence, skal der et bonusindlæg på for at opveje det.
Og det har jeg altså svært ved at nå, og mens jeg gør unger klar til dagen, bruger jeg hele morgenen på at søge efter inspiration i mit hoved, og de dage det ikke lykkes at skrive noget om morgenen, er jeg sur og har dårlig samvittighed.
I know – lidt høje krav.

Nå.
De seneste måneder, har jeg nydt at følge med i flere skønne blog-føljetoner: amaroramas brors kærlighedshistorie, trixyworld og den sunde og raske fyr, og 52dates og ugens kiksede date.
Og så var det lige jeg tænkte, at jeg burde skrive en føljeton også.
Så behøver jeg ikke opfinde ny ide hver eneste dag, men kan skrive mere indgående om noget, fx en gang om ugen?
Men… De andres gode føljetons var jo om kærlighed…
Jeg har været kærester med min ninjaman i snart 15 år, og vores første date ER beskrevet her.
Hvad siger I – kan der koges mere suppe på den kærlighedshistorie, eller er datebeskrivelse dækkende nok?

Eller hvad skal jeg ellers føljetonne om – og gider I overhovedet læse føljetons?

Jaja, jeg bruger jer lidt til at spille mine dumme spørgsmål op af for tiden – men håber I gider være lige så hjælpsomme med inspiration, som I var med sko-spørgsmål!

11/29/11

Om at være sko-analfabet

Jeg hader, som nævnt før, at købe sko. Synes det er vanvittigt kedeligt, og ved kun hvad jeg ikke kan lide, ikke hvad jeg kan.
Det er derfor tit noget jeg ønsker mig i julegave, for jeg er gift med en mand med bedre sko-sans end mig.
Men i dag gik jeg forbi et vindue og så de her, og overvejede at ønske mig dem.
Ved ikke mærke eller pris – butikken var lukket – men nu spørger jeg de af jer der er sko-fetischister: er de her fede på retromåden, eller megakiksede på bedstemor and måden?
Kan virkeligt ikke se det selv, syntes bare de var anderledes – hvilket jo ikke nødvendigvis er godt, når man er sko-blind….

11/28/11

Om skønhedssaloner – et mandagstip

I dag vil Hulk gerne give tips om hvordan man IKKE skal drive en skønhedssalon, for det har hun nyligt gjort sig erfaringer med:
” i går legede jeg skønhedssalon med min mor og min lillesøster, oppe på vores værelse.
Min mor lå og slappede af, og så skulle vi massere hende og ordne hendes hår, og lave lækre små madretter til hende med vores madlegetøj.
Men min lillesøster havde bare ikke fattet en skid af hvordan man gjorde, så det var heldigt at vi ikke var voksne og havde en rigtig skønhedssalon, for så var vores kunde nok blevet sur!
Da min mor bankede på døren, sagde jeg:”kom ind unge dame!”, men min lillesøster råbte:”HEJ!” og kyssede hende, med snotnæse.
Så gav jeg min mor massage, og min lillesøster tvang hende til at lade som om hun spiste mad af tallerkener. 
Hele tiden kom hun bare og maste små tallerkener ind i min mors mund, mens hun selv sagde smaskelyde.

Så lavede jeg en lækker anretning, med al mulig lækker mad, men min dumme assistent smagte på det hele, mens hun smaskede!
Hun stjal også tingene og løb med dem, mens hun grinede.
Hvis det var virkelighed havde jeg  sagt:”så er du fyret, skipper!”, men det hørte hun ikke, hun slog mig bare med en tallerken og sagde sådan en høj griselyd.
Hun blev også ved med at sætte sig på min kundes hoved og hoppe…
Og hun væltede frugtsalaten.
Så hvis man har en skønhedsalon og mangler en assistent, så skal man ikke vælge en baby!
Men man kan godt spørge mig, jeg vil gerne hjælpe!”

Og så et bonustip fra mig: det er en ret god leg at lege med sine børn, hvis man ikke er en type, der elsker at lege.
Man får massage, lov til at ligge ned og kan pille ved avis eller telefon imens, for det kan bare være en del af legen.
Men hvis ens barn har en baby som assistent, trækker det ganske rigtigt lidt ned i afslapningsfaktoren – med mindre
man holder meget af at blive hoppet på hovedet og tvangsmadet med plastikmad…

11/26/11

Om alternative frisørtricks

Krea-Girl fylder 10 år næste weekend, så vi holder familiefest i dag.
Vi bliver 12, til lagkage og pizza.
Har løbet lidt rundt om os selv hele formiddagen, og forsøgt at rydde bare lidt op, jeg lavede lagkager med konditorspiren, mens Ninjaman badede den snaskede baby og de store ryddede op på værelset.

Nu er der en time til gæsterne kommer, her ser nogenlunde ud, maden er forberedt, og der er tid til at læse avis.
Troede jeg….
For lige nu ser superbabys nyvaskede hår sådan her ud – stylet med en kombi af letmælk og snot.
Utroligt afstivende blanding.

Tror gæsterne bare må leve med at hun er klam, gider ikke vaske hende igen lige nu.

11/26/11

Om nye senge og gamle vaner

I mandags ankom den længe ventede, treetagers køjeseng jo.
Ih hvor børnene var glade – den 5 årige rykkede endelig ud af den mikroskopiske babyseng, og babyen rykkede ud af vores dobbeltseng.
Alt var ren idyl, og de lå fnisende og eksalterede i deres fine nye senge, indrettet med tøjdyr og alt muligt andet crap, som børn åbenbart finder nødvendigt at have i sin seng: bamsehængekøjer, lykkesten, lommelygter, halskæder mor og far har kysset på, forhæng og dimser.
Babyen sov en halv time i egen seng, og så var det altså slut, lod hun os vide, med flitsbue-krop og vilde skrig.
Hun vækkede de andre, så vi hendes far tog hende over til sig, for at trøste:
så snart hun ramte voksen-sengen, sov hun….

Klokken 02 vågnede første mellembarn og klagede over uhyggelig ny seng…. Den fik hende til at tænke på uhyggelige ting(Harry Potter), som hun blev ved med at råbe-hviske om, indtil hendes lidt yngre søster også var vågnet, havde hørt historien, og nu var bange for det samme.
Jeg kunne skrive en hel masse om hvor pokkers lidt vi har sovet de sidste 4 nætter, men er al for træt.

Faktum er ihvertfald at:
– babyen lige nu ligger og snorker under sin fars dyne
– den 5 Årige er skruet ned i den lille babyseng
– den 6 årige har lovning på at måtte sove på ekstra-madras på gulvet, hvis de uhyggelige drømme kommer igen
– den 9 Årige sover heldigvis som hun plejer, underkøjen
– og den nye tredjesal står tom.

Wow.
Der gældsatte vi os lige massivt ved at købe en seng, som de små vanedyr ikke tør sove i.

Nå. Måske kan vi leje overkøjen ud, til sengen er betalt?

11/25/11

Om julemanden

Jeg har 5 gange været med til at skrive et juleteater-manuskript og spille mindre roller i det.
Det spiller 10 gange i december, for 150 fritidshjemsbørn, og det plejer at være sjovt – både for os der er med, og for børnene.
Mine roller plejer at være små og skæve – har bl.a spillet fuld håndværker, fummelfingret fe og sinket rødhætte.
I år har jeg en hovedrolle – som en af to desillusionerede julemænd – født ind i jobbet, men med hemmelig drøm om at arbejde som agent.
Så manglende blogindlæg i går, skyldtes en formiddag med teater-øvning, tre møder bagefter, og en vild jagt efter det rette julemandsskæg(fandt det ikke – er der nogen af jer der ved hvor man kan købe gode skæg?)
Det er svært at spille mand gennem en hel føljeton – at klø sig i skridtet og bøvse, er ligesom ikke nok til at bære rollen…( det var ellers sådan jeg spillede håndværker. Og så kunne man se min numsesprække også).

Jeg har to muligheder for at komme ind i rollen:
1): method acting. Tage 30 kilo på inden d 1-12 (helst ved kun at spise julemad og klejner), lade mine to hageskæg-hår stå, så jeg kan lave ægte hente-skæg, og tilbringe nogle måneder på en legetøjsfabrik,på Grønland, for rigtigt at kunne mærke hvordan det er.
Eller
2): øve mig på at gå som en mand og tale med dyb stemme. Og skaffe et ordentligt skæg.

Umiddelbart synes jeg mulighed 1 er mest spændende – men muligvis lige en tand for ambitiøs.
Så jeg går rundt og skræmmer livet af mine børn, ved pludselig at sige absurde ting som:”HVORFOR FANDEN SKAL DER ABOLUT STIKKES NELLIKKER I AL MIN FRUGT? KAN MAN DA ALDRIG BARE FÅ EN KIWI?” med dyb og mandig stemme.

11/23/11

Om dyneprutter

Jeg synes ikke det er særligt spændende at købe overtøj til mig selv.
Så jeg plejer at købe en jakke i en god kvalitet, så den kan holde længe, og spare mig for overtøjs-shopping i en del år.
Forrige år maste jeg min gravide mave i min slidte vinterjakke, og revnede foret og hev lynlåsen af.
Øv, havde satset på at den havde mindst et år tilbage i sig.

Jeg fandt en fin, sort jakke på et lagersalg, og købte den.
Ville ikke smadre den med maven, så klarede resten af vinteren med trøjer og tørklæder, og kunne derfor hive helt ny jakke frem, da det blev vinter igen.

Det overraskede mig i hvor høj grad den fik mig til at ligne barbamama…

Det var ikke lige det look jeg gik efter, men jeg er hverken særligt høj, eller særligt slank, så hellang, sort, dynejakke giver altså barbamama-agtig figur.
Mangler bare sort hue med blomster…

Desværre tror jeg at den kan holde mindst 5 år mere, for den ser stadig ud som ny.
Men, her kommer en tilståelse:
det værste ved den er ikke udseendet: det er lugten.

Den er så tyk og tæt som en lækker dyne, men jeg glemmer det ofte, og tænker at jeg nemt kan slå en lille snigerprut, for det vil ingen kunne lugte udendørs….
So wrong…
Prutter kan ikke slippe ud gennem tæt, lang jakke, der næsten når til jorden, så de siver i stedet bare op af, hvor de slippes løs i afmålte doser i halsudskæringen, hvor jeg selv har glæde af duften, i al for mange minutter…
Hver gang jeg tager et skridt, bliver jeg brutalt gasset.

Så, ja, jeg er ikke gode venner med min vinterjakke – og det er ikke kun fordi den får mig til at ligne barbamama – men jeg indrømmer nødigt den rigtige grund…