10/21/11

Om feriemorgener

Forvent ikke nogen lang blogpost fra mig i dag – og muligvis heller ikke i morgen.
Vi har efterårsferie, mig og ungerne, og det var en smule frydefuldt at vinke farvel til Ninjaman, da han gik på arbejde kl 7.30 i morges, og så tøffe ind i seng igen med fire unger, ipad og avisen.
Jeg fik læst avis, mens pigerne så youtube-film på ipaden, indtil superbaby faldt i søvn på min brystkasse og de andre gik i bad.
Nu ligger hun her og snorker, og jeg rører mig altså ikke, før hun vågner igen…
(skal nok trække en vinder af den der "bobles" senere – men ellers skal jeg bare se på mine unger og ikke tænke i ord, i dag. )

10/20/11

Om at blive fotograferet

Min mormor blev født i 1918, og hvert år tog hendes familie til fotograf, og fik taget et familiebillede.
Min mormor var som lille rædselslagen for blitzen, har hun fortalt mig – det vat noget med at den gav en høj lyd når den gik af, men jeg kan ikke huske hele forklaringen.
Ihvertfald fik det hende til at stå med et forstenet og kunstigt smil, på alle fotos – i hele resten af hendes liv.
Man kunne snige sig ind på hende med et kamera, men være helt sikker på at hun nok skulle opdage det, og -helt refleksagtigt – flashe det stive, skrækslagne mormor-smil.
Vi har vel nok moret os over det, min mor, moster, søster, fætter og mig selv.
“haha, du kom til at lave et mormor-smil på det der billede!” siger vi til hinanden, og morer os over det – for det er jo slet ikke noget nogen af os gør HVER gang – ligesom mormor gjorde.
Men så bladrede jeg lige i mine albums og opdagede hvad det er JEG gør, som MINE børnebørn kan hyggegrine af en dag: jeg fjoller på mindst 80% af alle fotos der nogensinde er taget af mig – lige fra klassefoto i 3. Klasse hvor jeg er skeløjet, festbilleder hvor jeg skærer ansigter eller mooner, bryllupsfoto hvor jeg mimer at jeg falder, til billeder med overdreven mimik der viser smerte/overraskelse/begejstring i diverse situationer, og tre millioner gruppefotos hvor jeg laver kaninører på nogle andre(arh kom nu – det er sgu da altid sjovt! Er det ikke? Nå ok, det er så bare mig der er kikset. Igen…)
Jeg ved ikke hvad mine børn vil tænke, når de får udleveret deres barndomsfotos engang. Alle andre børn har billeder hvor deres forældre poserer stolt med dem – mine må døje med halv-mobbe-agtige situationer som dette eksempel, med krea-Girl, taget for 9 år siden. Jeg kan godt love at der findes lignende billeder af hendes tre yngre søskende også…

Men – jeg lover altså at holde lidt igen fra nu af!
Det skal bare ikke være mit mormor-trick. Kan jeg mon nå at lære det – og hvem skal lære mig det?
Er der andre end mig der tvangsfjoller ved fotos?

10/19/11

Om at være en lille luftfrisker

Jeg har i nogle dage haft lidt ondt i halsen, og følt mig halvsløj.
Har tacklet det med vitaminpiller, te og en hulens bunke halspastiller, og tror faktisk at jeg slipper for at blive rigtigt syg.
Men de der halspastiller… Altså: på tre dage har jeg konsumeret to poser menthol-bolcher, to pakker blå gajol, tre pakker tyggegummi og nogle strepsil.
Det har været nødvendigt med så meget, fordi jeg – udover at have ondt – også har haft den ondeste drageånde, og ikke har villet dræbe nogen med den på arbejdet.
Der er kunstigt sødemiddel i de der mentholbolcher, og det giver luft i maven. Meget endda…
Sad og ventede på at mellempigerne var til svømning i dag, mens jeg konverserede nogle andre ventende forældre, og desperat forsøgte ikke at prutte.
Det første jeg gjorde, da jeg fik svømmebørnene med ind i bilen, var derfor at slå den største, mest rungende prut i verdenshistorien.
Tror det var den der startede en bilalarm længere nede af gaden faktisk.
Og så kom overraskelsen: den duftede frisk af menthol! Helt seriøst: jeg kan prutte som en luftfrisker i dag!
Ninjaman og jeg har lige fået en ny tv-serie på dvd med posten i dag(“six feet under”), og jeg bemærkede at han gjorde klar med dyne, slik og stearinlys inde i stuen, mens jeg lige sidder her i mørket hos ungerne, og putter og blogger.
Jeg tror han bliver imponeret, når han dufter hvad jeg kan…

10/19/11

Om nutidens børn og paratviden

Min søde niece fyldte 5 år her i weekenden – vi var med til familiefødselsdag søndag, og dagen inden havde hun holdt børnefødselsdag, hvor hendes far var kreativ, og lavede en skattejagt for hende og hendes 8 små venner.

Min søster beskrev det malerisk, men jeg ville sørme gerne have set ham: det var noget med at han løb rundt i en haveforening og skiftede tøj ved de forskellige poster, og talte med forskellige stemmer og dialekter (jeg er især vild med tanken om at han havde bar mave og talte med amerikansk accent ved en af posterne, og skræmte livet af en gammel dame).

Han havde troet at sådan en flok 5 Årige sikkert vidste en masse, og havde planlagt en blanding af quiz og hukommelsestest.
Første spørgsmål var noget så – umiddelbart – simpelt, som:” hvilken vej bor du på?”
Det kunne ingen af dem huske, før en af dem svarede:”Danmark! Min vej hedder Danmark!
Og så blev de allesammen enormt uvenner, for pludselig kunne flere af dem huske at DERES vej vist også hed Danmark, og “NAhaj – det er MIG der bor på Danmark, du bor på en helt anden vej!”….

Med kun et barn der svarede rigtigt – hans egen kloge datter – måtte den halvnøgne amerikaner løbe videre til næste post, iføre sig fjollet hat og briller, og stille spørgsmålet:”hvor mange slags fisk kan I nævne?”

Efter lang tænkepause, kom de forsigtige svar:”kylling?” og :”fiskefilet!”.

Resten af quizzen gik lidt på samme måde, omend han fik skiftet noget tøj, og afprøvet nogle stemmer.
Men svare rigtigt kunne de der børn ikke – til hans store forbløffelse.

Havde han spurgt om noget fra Barbie-film, bedt dem nævne hvilke petshop-figurer de ejede eller slik de kunne lide – så havde de sikkert kunne remse op i timevis allesammen – det er bare om at vælge hvilken form for paratviden man helst vil være jeopardymester i, ikke sandt?

10/18/11

Om kæledyr – et mandagstip

Hulk, 5 år, har altid været ret glad for dyr, men da hendes far er allergiker, har hun ikke fået de katte, hunde, marsvin, kaniner hun ønskede sig – kun en allergivenlig fedthalemus.
Den relativt nye rolle som muse-ejer har dog gjort hende til lidt af en ekspert ud i kæledyr, og hun vil derfor gerne dele lidt gode råd:
Hulk, om kæledyr:” hvis man vil gøre sin fedthalemus tam, skal man ae den, mens man sådan rynker på næsen. Så tror den måske at man er dens mor, og så bliver den glad.
Men man må ikke lugte af agurk, for så tror den bare at man er en grøntsag og så bider den!
Man kan give sit dyr kælenavne – det er derfor det hedder KÆLEdyr! Min mus hedder Fedtegreve, og jeg kalder ham for Fedte eller Mussi. Det er et pigenavn, men han er ligeglad, for han går ikke med tøj, og derfor ved han ikke om han er en dreng, for han har ikke noget drengetøj, vel?
Men HVIS han havde tøj, ville jeg ikke give ham kjole på, for det er at drille!
Jeg så engang en grim hund i kjole, og jeg håber det var en pigehund!
Hvis man møder et dyr man gerne vil kæle, så skal man se sød ud i øjnene og række sin hånd frem så de kan lugte den.
Det skal man dog ikke gøre hvis det er en isbjørn, for så tænker den bare:”mums, et lækkert barn!” og så spiser den en, i en sandwich.
Hvis man ser en isbjørn skal man… sidde stille og ligne en sten måske?
Ikke kæle den, for den er ikke kæledyr.
Men kaniner kan man godt ae, og katte. De æder ikke børn. Jeg tror slet ikke de kan lide kød, faktisk.
Fedthalemus kan godt lide megaklamme orme – men min mor var lige ved at kaste op når hun skulle give den dem, så nu får den skinke i stedet for. Det ser skægt ud når den holder skinke med sine små hænder!
Fedthalemus ruller sig i sand, så bliver deres pels helt stiv og stor, ligesom med en hårtørrer. Det ser pænt ud.
Hvis man vil have en fedthalemus, skal man købe sand, korn, løbehjul, sådan noget papirsmulderstykker og toiletruller. Det koster 47 kroner, så det er dyrt.
De bliver kun to år, så vores dør om et år. Så skal jeg lave en sej gravsten til ham, med blomster på.”

10/17/11

Om bjerge af rod

Mandagstippet lader vente på sig i dag: Hulk har været vågen med hoste hele natten, så jeg måtte blive hjemme fra arbejde med sygt barn – og skolebørnene har ferie, så de er også hjemme.
Havde ellers set frem til at komme på arbejde, hvor der ikke ligger sådan et bjerg af vasketøj og skuler ondt til mig – har ikke rigtigt nogen undskyldning for at lade det ligge sådan her, når jeg har hele to friske og en syg hjælper, og en hel dag til at rydde det op i.
Øv…
Mini-terroristen kom i vuggestue, efter at have riverdancet på spisebordet og smidt en skål havregryn i retning af vinduet, mens hun sagde en negle-på-tavle-lyd med sin lille mund….

10/16/11

Om græskar

Jeg har det lidt blandet med det der Halloween, der nu også er ved at slå igennem som tradition i Danmark.
Valentines dag finder jeg umådeligt irriterende, og i lang tid blev jeg også irriteret over al det der Halloween-gejl – men nu er jeg ved at varme lidt op til det.
Altså – vi manglede jo faktisk lidt en højtid, hvor man fik lov til at se grim og uhyggelig ud, og gå amok på store grøntsager med en skarp kniv, ikke?
De sidste par år har vi været inviteret til en ret fantastisk Halloween-fest-tradition hos nogle mennesker på vejen, og det har frydet mig, for en gangs skyld, ikke at være hende som legede med børnene, men istedet bare være sminket uigenkendelig som en zombie, og sidde i et hjørne og knurre af rædselsslagne børn, mens jeg drak mig halvvissen i noget med sprut og græskar.
Ah – en fast tradition hvor man ikke behøver være udadvendt eller glad når man fester – det manglede jeg!

Og så ikke at glemme græskar. Jeg kan godt lide græskar(og hvis I plager, må I godt få en opskrift på min græskarsuppe?), men jeg kan allerbedst lide at dolke og snitte græskarhoveder.
Er ikke god til det, men har ambitioner om et tableau som det på billedet her. Det ville virke dejligt upassende at have foran vores hus.
Tænker også det holder dørsælgere og jehovas vidner lidt på afstand?

10/15/11

Om røvkartoffel

"Din røvkartoffel!" er et af mellempigernes hyppigst benyttede skældsord, når de bliver uvenner.
Børn siger mange mærkelige ting, så jeg har ikke rigtigt tænkt over om det egentlig var et rigtigt ord – men det er det så åbenbart, kunne min kartoffelskrælning afsløre.
En funklende flot røvkartoffel – eller et smukt hjerte, hvis man er af den sentimentale og positive type.
Og spørg ikke hvorfor babyen syntes det var nødvendigt at parkere sin underlæbe på den, for der ved jeg ikke.
Børns veje er uransagelige.

10/14/11

Om kælenavne, af den sære slags

Da jeg var barn, irriterede det mig altid når mine forældre og bedsteforældre byttede om på mit og min søsters navne.
Altså – hvor svært kunne det lige være??

Vores navne minder ikke om hinanden, der er 4 år mellem os, og vi lignede ikke hinanden fysisk, det burde vel være muligt at huske hvilket navn hørte til hvem?
Den tanke holdt også da jeg fik min første datter, og gav hende det fineste navn vi kunne finde på.
Jeg kunne aldrig finde på at glemme at det var hende der havde det navn – uanset hvor mange børn jeg fik, tænkte jeg.
Og så blev jeg klogere…

Er du gal, hvor bytter jeg rundt på de navne hele tiden, og ender tit med at kalde det barn jeg vil have til noget for samtlige søstres navne, før jeg når det rette, og Ninjaman gør det samme.
Når vi færdes i trafikken på gå-ben, er det et problem at blive forvirret med deres navne, for det nytter ikke at bede den store fornuftige pige om at holde fast i klapvognen over vejen, hvis jeg egentlig mente hendes to fjollede søstre.
Så efterhånden er det blevet til, at jeg bare kalder dem noget mærkeligt allesammen, og så lystrer de, mens de glade skynder sig at vælge hvilket navn de vil have.
Det må lyde mærkeligt i andre menneskers ører, hvis de ser mig stå ved lyskryds med superpigerne, og pludselig udslynge kommando som:”Gnalle, Balde og Nusse: hold lige ved barnevognen!” eller:”Dingo, Fedtøre og Gniskefjæs, der bliver grønt nu!”
Og så pigerne der skynder sig at sige:”Helle for at være Fedtøre!”, og så griner de hele vejen hjem, over midlertidigt at være omdøbt til noget fjantet.
Det skal lige siges, at jeg faktisk godt kan huske deres navne – det meste af tiden.
Det er i de hurtige kommando-situationer det går galt – og her er “mærkelig-navns-finten” et godt trick.

For et par år siden, ringede min far på min fødselsdag, og sang:”i dag er det Josephines fødselsdag”.
Jeg blev rigtigt rørt over at han huskede mig, og også over at han sang – tør slet ikke tænke på hvor rørt jeg var blevet, hvis jeg rent faktisk hed Josephine…

Jeg delagtiggjorde ham i hvor meget nemmere det var, hvis han bare kaldte mig og mine tre søstre for kælenavne, og muligvis har han taget den til sig, for forleden skrev han:”Hej Delle-fjæs!” på min facebook-væg. Fedt…