10/20/11

Om at blive fotograferet

Min mormor blev født i 1918, og hvert år tog hendes familie til fotograf, og fik taget et familiebillede.
Min mormor var som lille rædselslagen for blitzen, har hun fortalt mig – det vat noget med at den gav en høj lyd når den gik af, men jeg kan ikke huske hele forklaringen.
Ihvertfald fik det hende til at stå med et forstenet og kunstigt smil, på alle fotos – i hele resten af hendes liv.
Man kunne snige sig ind på hende med et kamera, men være helt sikker på at hun nok skulle opdage det, og -helt refleksagtigt – flashe det stive, skrækslagne mormor-smil.
Vi har vel nok moret os over det, min mor, moster, søster, fætter og mig selv.
“haha, du kom til at lave et mormor-smil på det der billede!” siger vi til hinanden, og morer os over det – for det er jo slet ikke noget nogen af os gør HVER gang – ligesom mormor gjorde.
Men så bladrede jeg lige i mine albums og opdagede hvad det er JEG gør, som MINE børnebørn kan hyggegrine af en dag: jeg fjoller på mindst 80% af alle fotos der nogensinde er taget af mig – lige fra klassefoto i 3. Klasse hvor jeg er skeløjet, festbilleder hvor jeg skærer ansigter eller mooner, bryllupsfoto hvor jeg mimer at jeg falder, til billeder med overdreven mimik der viser smerte/overraskelse/begejstring i diverse situationer, og tre millioner gruppefotos hvor jeg laver kaninører på nogle andre(arh kom nu – det er sgu da altid sjovt! Er det ikke? Nå ok, det er så bare mig der er kikset. Igen…)
Jeg ved ikke hvad mine børn vil tænke, når de får udleveret deres barndomsfotos engang. Alle andre børn har billeder hvor deres forældre poserer stolt med dem – mine må døje med halv-mobbe-agtige situationer som dette eksempel, med krea-Girl, taget for 9 år siden. Jeg kan godt love at der findes lignende billeder af hendes tre yngre søskende også…

Men – jeg lover altså at holde lidt igen fra nu af!
Det skal bare ikke være mit mormor-trick. Kan jeg mon nå at lære det – og hvem skal lære mig det?
Er der andre end mig der tvangsfjoller ved fotos?